Den største udfordring for at få almindelige mennesker til at leve sundere er manglende motivation og viljestyrke. Og hvem er bedst til at lære motionisterne om de egenskaber? Topatleter, mener OL-legenden Eskild Ebbesen.

OL-legende kaster sig over danskernes kontorkroppe

OL-legenden Eskild Ebbesen er i dag idrætsfysiolog og arbejder med sundhedsfremme. Han skal være en del af den digitale kampagne Danmark Leve.  Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
OL-legenden Eskild Ebbesen er i dag idrætsfysiolog og arbejder med sundhedsfremme. Han skal være en del af den digitale kampagne Danmark Leve. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvad skal der til for at blive olympisk mester?

Selvfølgelig et stort talent. Guldmedaljen kommer til den, der har de bedste fysiske forudsætninger til at presse kroppen gennem den næsten umenneskelige sprint på 100 meter distancen eller svinge sig elegant i gymnastikringene.

Men for at komme dertil, kræver det to helt fundamentale egenskaber, som ikke handler om fysik, men i stedet skabes inde i hovedet: motivation og viljestyrke.

Som eliteidrætsudøver har man en hel stab af eksperter, der måler og vejer enhver bevægelse i deres arbejder for at holde atleten til ilden. De sætter mål for udøveren og sikrer planen for, hvordan en nøje tilrettelagt livsstil skaber de bedste chancer for succes.

Havde alle danskere haft samme adgang til den ekspertise og opbakning, ville det måske være nemmere at finde gejsten til løbeturen efter en lang arbejdsdag, siger Eskild Ebbesen, som er tre gange olympisk mester med guldfireren og idrætsfysiolog. I dag arbejder han med sundshedsfremme for ganske almindelige kontorkroppe og skal være en del af Team Danmarks digitale kampagne ’Danmark Leve!’.

»Vi ved udmærket godt, hvordan vi skal leve sundt. Men jeg oplever, at mange mangler et mentalt drive. Altså en kombination af motivation og viljestyrke. Det bliver nemmere at finde frem, når der bliver skabt en bevidsthed om, at man i hvert fald skal prøve at nå lidt ad vejen – motionere mere i dagligdagen og holde sig fra de søde sager«, siger den tidligere roer.

Derfor vil almindelige motionister også kunne få en sundere livsstil, hvis de benytter sig af nogle af de samme principper, som Eskild Ebbesen selv arbejdede med gennem en lang karriere, mener han.

Et synligt regnestykket

Præcis det er tanken bag den kampagne, han er en del af. Gennem en digital sundhedsdagbog kan de, der ønsker at leve en sundere livsstil, få inspiration fra Team Danmarks eksperter.

Ganske simpelt skal man hver dag evaluere sig selv på forskellige parametre gennem en app, så opfattelsen af egen livsstil ikke blot er en fornemmelse, men et reelt billede. Det handler om at gøre folk bevidste om, hvordan det egentlig går med at leve sundt, på samme måde som den opbakning, eksperterne gav Eskild Ebbesen.

»De fleste tænker, at det egentlig nok går meget godt. De tænker ikke lige over, at de smider lidt for meget sukker indenbords og ikke sover helt nok. Med appen kan man på en let måde blive bevidst om, hvad der skal til for at holde sig til det, der er bedst for kroppen«, siger han.

Det er her, principperne fra hans egen karriere kommer ind i billedet, forklarer han. For når man har noget konkret at forholde sig til, bliver det nemmere at motivere sig selv.

Gennem kampagnen skal man hver dag notere, hvor meget man for eksempel motionerer, og hvor sundt man spiser. Tanken er, at det overblik skal holde gejsten til at leve en sundere livsstil oppe.

For Eskild Ebbesen var målet naturligt nok guldmedaljer ved OL. Hvad skulle der til for, at det kunne lykkes? Her gjaldt det, at han i hvert fald skulle sove otte timer hver nat. Dertil skulle han træne. Han vidste, at hvis han spiste en is, ville det give et lille minus i det samlede regnestykke. Isen ville ikke ødelægge alt, men den gjorde det et lille smule sværere for ham at nå hans mål.

Det er den type regnestykke, der med kampagnen skal blive synlig.

»Det er den samme tanke, vi arbejder ud fra her. Hvis man gerne vil opnå en bedre sundhed, handler det om at synliggøre, hvad det er for nogle små valg i dagligdagen, der faktisk gør, at du er på rette vej. Du får point i løbet af dagen, og det er en grov opvejning af, hvordan det går med at rykke på sundhedstilstanden«, siger Eskild Ebbesen.

Det mentale

Dertil kom vigtigheden af, at Eskild Ebbesen gennem sin tid som topatlet hele tiden fandt balancen mellem at være målrettet, men ikke ødelagde sig selv mentalt.

»Jeg var meget bevidst om, hvorvidt en given tanke var god eller dårlig for mig. Møder du en skidt tanke, skal du prøve at fokusere på noget andet. For eksempel kan det virke altid at tænke på at være taknemmelig, eller på kun at lægge dine bekymringer på det, du selv kan kontrollere. Det er enormt vigtigt for både din mentale sundhed, men også for performance«, siger Eskild Ebbesen.

En sundhedsdagbog kan da også virke som endnu en byrde i en hverdag, hvor vi i forvejen måler og vejer alle præstationer, anerkender han. Men så længe, det foregår på et motiverende niveau, er det okay. Man skal huske på, at man forsøger at forbedre sin sundhed for sig selv, ikke for at kunne følge med i en præstationskultur.

»Jeg kan godt følge frygten for, at det kan stresse, at man skal være opmærksom på, om alle valg nu er enten gode eller dårlige for dig. Men så længe, at det foregår på et motiverende niveau, er den opmærksomhed efter min mening god. Motivationen er jo at gøre noget godt for en selv«, siger Eskild Ebbesen.

For god sundhed kræver hårdt arbejde, tilføjer han.

»Gevinsten kommer jo først, når man har lagt arbejde i noget«.

Af samme årsag skal målet for at forbedre sit liv også være realistisk. Det nytter ikke noget at forvente, at man kan leve som en eliteidrætsudøver fra den ene dag til den anden. Den fælde falder mange ellers i, forklarer Eskild Ebbesen. Derfor tager Team Danmarks kampagne også udgangspunkt i de små forbedringer.

Og når de gode vaner så er på plads, er kunsten at fortsætte med at leve derefter.

»Håber er jo, at folk finder ud af, at det giver energi at cykle til arbejde og ikke nødvendigvis er en byrde. Måske nogle står tilbage og tænker ’hvorfor har jeg ikke gjort det noget før’«, siger den tidligere roer.

Sara Krog

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her