0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Topfodbold er nådesløst: Sarri blev mester for 12 dage siden, i dag blev han fyret

Politiken giver dig overblikket over strømmen af nyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Juventus har fyret Maurizio Sarri som cheftræner. Det oplyser den italienske mesterklub, som fredag besejrede franske Lyon 2-1 i en 1/8-finalereturkamp i Champions League, men samtidigt røg ud af turneringen på reglen om udebanemål. Maurizio Sarri førte for bare 12 dage siden den store Torino-klub til det 9. italienske mesterskab på stribe, hvilket er rekord. Flere italienske og britiske medier skrev for få uger siden, at Juventus-ledelsen havde haft møder med den tidligere Tottenham-chef Mauricio Pochettino.

Klublegenden Andrea Pirlo er udpeget som ny cheftræner. Det er Pirlos første trænerjob på højeste niveau.

»Valget er taget ud fra troen på, at Pirlo har, hvad der skal til for at lede et talentfuld hold til nye succeser i sin debut på trænerbænken«, skriver Juventus på sin hjemmeside.

Cykling. 4. etape af Polen Rundt bød på en opvisningssejr til det 20-årige belgiske vidunder Remco Evenepoel (Deceuninck-Quick Step), der i bjergrigt terræn kørte en tredjedel af etapen alene. Han satte dermed tidligt på etapen medfavoritter som Jakob Fuglsang (Astana) skakmat i et ubeslutsomt hovedfelt på de 153 km med mål i Bukowina Tatrzanska i det sydlige Polen. Fuglsang blev 2’er med et minus på 1.48 minut til den suveræne Evenepoel, der sammenlagt fører solidt med 1.52 minut foran Fuglsang inden søndagens afsluttende etape.

Fodbold. Bournemouth, der er rykket ud af Premier League, har ansat Jason Tindall som ny manager på en treårig kontrakt. 42-årige Tindall har ifølge Ritzau været i klubben i 18 år i forskellige roller som blandt andet spiller og træner. Han erstatter den fyrede Eddie Howe.

Fodbold. Juventus-træneren Maurizio Sarri roste i timerne inden sin fyring sit mandskab for 2-1-sejren over Lyon. »Vi kom bagud på et straffespark efter ti minutter, og det kunne have sendt os ud i en tilstand af panik. Men vi fuldendte comebacket, vandt kampen og skabte seks eller syv scoringschancer«, siger Sarri, der kunne se Cristiano Ronaldo score sine Champions League-mål nummer 129 og 130. Lyon skal nu møde Manchester City i kvartfinalen ved Final8-stævnet i Lissabon på næste lørdag.

Fodbold. Lyon-danskeren Joachim Andersen, der blev skiftet ind for at styrke defensiven efter Ronaldos anden scoring, fortalte efter triumfen mod italienerne om en festlig stund i omklædningsrummet. »Det er en stor, stor kamp at vinde. Scenerne i omklædningsrummet var utrolige, alle var glade, og vi hoppede rundt og dansede, så det er en dejlig følelse, jeg står med«, forklarede Joachim Andersen til TV3+.

Kvartfinaler i Champions League

  • Onsdag 21.00: Atalanta-Paris SG
  • Torsdag 21.00: Leipzig-Atlético Madrid
  • Fredag 21.00: Chelsea/Bayern-Barcelona/Napoli
  • Lørdag 21.00: Manchester City-Lyon

Fodbold. I prækvalifikationen til Champions League - miniturneringen ved Uefas hovedkvarter i Nyon i Schweiz med deltagelse af Europas fire dårligste nationale mesterhold - kom nordirske Linfield på hårdt arbejde mod mesterholdet fra San Marino, Tre Fiore. Først midt i 2. halvleg fik Linfield hul på bylden og scoret to gange. I finalen, hvor der er en plads i CL-kvalifikationen på spil, skal Linfield nu møde KF Drita fra Kosovo eller Inter Club fra Andorra.

Cykling. Den hollandske sprinter Dylan Groenewegen, der tidligere på ugen forårsagede et livsfarligt styrt i Polen Rundt, der sendte landsmanden Fabio Jakobsen i kunstig koma med utallige brud på ansigtsknogler, er som følge af sin vanvidshandling blevet suspenderet af sit hold, Jumbo-Visma. »Dylan anerkender, at han foretog en forkert manøvre ved at afvige fra sin linje, og at han korrekt blev diskvalificeret«, meddeler Jumbo-Visma på sin hjemmeside ifølge Ritzau. »Jumbo-Visma står for fair sportsånd inden for reglerne. Med sin manøvre brød Dylan en sportslig regel, og det er uacceptabelt«, lyder det endvidere. Dylan Groenewegen kommer tidligst til start igen, når Den Internationale Cykelunions disciplinærkomité har set nærmere på sagen.

Motorsport. Kevin Magnussen (Haas) sluttede som nummer 17 i kvalifikationen til søndagens britiske formel 1-jubilæumsgrandsprix på Silverstone-banen. »Bilen er på ingen måde, som den var i sidste weekend. Der er sket et eller andet, der ikke fungerer. Vi kan ikke rigtig se, hvad det er. Jeg mangler bare konstant et halvt sekund til syv tiendedele til den anden bil, hvilket er, ja, latterligt«, lød den første analyse fra Magnussen til TV3+.

De to Mercedes-racere skal starte forrest, da Voltteri Bottas var marginalt bedre end verdensmesteren Lewis Hamilton. Til gengæld var det overraskende, at tyske Nico Hülkenberg (Racing Point) i sit comeback kunne blive nummer tre. Nico Hülkenberg, der tidligere i karrieren har kørt 177 grandprixer uden at komme på podiet, blev i forrige uge indkaldt som reserve for den coronaramte Sergio Perez, men problemer med bilen gjorde, at han aldrig kom til start i løbet sidste søndag. »De seneste 7-8 dage har været vanvittige«, erklærede tyskeren. Se resultat og følg kvalifikationen her

Fodbold. I sidste sæson, der sluttede for bare 40 dage siden, spillede de i VSK Aarhus’ blå farver, men siden er VSK Aarhus og IF Lysengs eliteoverbygning med den traditionsrige storklub AGF blevet effektueret, så de aarhusianske kvinder lørdag eftermiddag kunne løbe på banen til debut i den hvide trøje i landets bedste række i Farum mod FC Nordsjælland.

»Den meget positive udvikling i pige- og kvindefodbolden stiller stadig stigende økonomiske og kommercielle krav og skærpet konkurrence fra professionelle klubber«, forklarede VSK Aarhus-formanden Leif Gjørtz Christensen, da AGF Kvindefodbold så dagens lys, samme dag som den danske coronanedlukning skete, 11. marts.

FC Nordsjællands bronzevindere og pokalmestre var dog en for stor mundfuld for jyderne i debuten i den hvide AGF-trøje. FCN vandt i hedeslaget 4-0 på blandt andet tre scoringer i slutfasen, hvor gæsterne var godt møre.

Fodbold. 1. spillerunde i Kvindeligaen bød endvidere på en gedigen overraskelse, da FC Thy-Thisted Q på udebane besejrede de regerende mestre fra Fortuna Hjørring 2-0 på to scoringer af U23-landsholdsspilleren Rikke Dybdahl. Fortuna Hjørrings rivaler, Brøndbys vicemestre, åbnede med en 2-1-sejr på udebane mod Kolding Q. Oprykkerne HB Køge og AaB mødes søndag.

Cykling. I en medrivende styrkeprøve i Jura-bjergene på 2. etape i Tour de l’Ain, som udviklede sig til en kollektiv duel mellem hollandske Jumbo-Visma og britiske Team Ineos, trak førstnævntes 30-årige slovenske mester Primoz Roglic det længste strå, da han krydsede målstregen som vinder et par længder foran Ineos’ regerende colombianske Tour de France-konge Egan Bernal. Roglic fik næsten lige til det sidste fremragende støtte af hollænderen Steven Kruijswijk og newzealænderen George Bennett, mens Bernal i den afsluttende fase var uden hjælp fra holdets to andre Tour de France-konger briterne Chris Froome og Geraint Thomas. Roglic fører nu sammenlagt 10 sekunder foran Bernal.

Fodbold. Lyngby har forlænget kontrakten med reservemålmanden Frederik Schram. Islændingen har nu kontrakt til sommeren 2022.

Annonce

Fodbold. Fifa-præsident Gianni Infantino, der i sidste uge fik en straffesag på halsen som følge af en stribe hemmelige møder med en nu skandaliseret schweizisk statsanklager, der havde til opgave af undersøge mulig korruption i verdensforbundet, bedyrer i et brev til Fifas 211 medlemslande, at han intet har gjort forkert. »Der blev indgivet anonyme klager omkring min person i kantonen Bern. Da vi ikke kender indholdet af disse anonyme henvendelser, kan vi kun spekulere i, hvorfor de blev indgivet, og hvem der står bag dem. Forhåbentlig vil fakta dukke op en dag«, skriver Infantino ifølge BBC.

Fodbold. Den franske midterforsvarer Raphaël Varane var i negativt fokus, da han og Real Madrid tabte 1_2 i Manchester til City og dermed røg ud af Champions League med 2-4 samlet. Verdensmesteren Varane begik to kæmpebrølere, der kostede dyrt. »Jeg er ked af det på mine holdkammeraters vegne. Jeg er nødt til at tage ansvaret for nederlaget, fejl koster dyrt på dette niveau«, siger Raphaël Varane ifølge Ritzau til AFP. Varane mistede først bolden til Gabriel Jesus i eget straffesparksfelt, og så Raheem Sterling scorede brasilianeren, inden Varane ved stillingen 1-1 headede bolden tilbage mod Real-målmand Thibaut Courtois, men bolden fik for lidt fart på, så Gabriel Jesus kunne score.

Ishockey. Målmand Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs holder liv i slutspilshåbet i NHL, efter at have leveret et vildt comeback mod Columbus Blue Jackets, der var foran 3-0, men måtte se sig slået 4-3 i overtid af Toronto. Columbus formøblede 3-0-føringen i de sidste fire minutter af den ordinære tid, inden Auston Matthews blev matchvinder. Hvem der skal møde Carolina i næste runde af slutspillet, afgøres i den femte og sidste interne duel natten til mandag.

Golf. Haotong Li har lagt sig i spidsen for PGA Championship i San Francisco og har kurs mod at blive den første mandlige kinesiske vinder af en major. Haotong Li gik fredagens 18 huller klarede han i 65 slag, fem slag under par, han er samlet nu otte slag under par. Englænderen Tommy Fleetwood fører an i en forfølgergruppe, der også tæller landsmanden Justin Rose og den forsvarende mester Brooks Koepka. De er to slag efter. Ikonet Tiger Woods er nummer 44 og dermed otte slag efter Haotong Li.

Fodbold. Den hollandske legende Robin van Persie er tilbage i Feyenoord, hvor den 37-årige er blevet en del ag trænerstaben under cheftræner Dick Advocaat. Robin van Persie indstillede sin aktive karriere sidste år og har siden arbejdet som ekspert på britisk tv.

Fodbold. To spillere fra FC Kölns førsteholdstrup er blevet testet positive for coronavirus, oplyser den tyske fodboldklub på Twitter.

Læs mere