Det var til at forudse, at det ville gå sådan. Lørdag aften løftede Juventus-stjernerne på skift det gyldne trofæ, mens konfetti dansede ned over spillerne i de sort-hvide trøjer, og det var helt efter bogen, som den stod skrevet, før sæsonen overhovedet gik i gang.
Aldrig har en klub i en af Europas fem store ligaer – Spanien, England, Tyskland, Italien og Frankrig – vundet det nationale mesterskab så mange gange i træk som Torino-holdet, der nu har stået med pokalen ni år på stribe. Det er det mest ekstreme billede på en større tendens: At de samme vinder gang på gang, og at magten i europæisk topfodbold bliver koncentreret om færre og færre klubber.



























