Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rundt regnet en halv milliard kroner betalte Mancheste City for Riyad Mahrez, der er med i truppen, når klubben onsdag møder Schalke i Champions Leagues ottendedelsfinale. På den måde viser han en del om fodboldens udvikling, hvor de største klubber bare bliver større og distancerer de mindre.
Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Rundt regnet en halv milliard kroner betalte Mancheste City for Riyad Mahrez, der er med i truppen, når klubben onsdag møder Schalke i Champions Leagues ottendedelsfinale. På den måde viser han en del om fodboldens udvikling, hvor de største klubber bare bliver større og distancerer de mindre.

Champions League
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodboldens fascination er i fare: Forudsigeligheden vokser i de rige klubbers mesterspil

De store klubber bliver stadig større og mindsker chancen for overraskelser i Champions League, viser analyse. Det truer fascinationen ved fodbold.

Champions League
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Egentlig var det lige til at forudse. I dag spiller Juventus, Atlético Madrid, Schalke 04 og Manchester City ottendedelsfinaler i Champions League, og det er helt efter bogen, som den stod skrevet, da lodtrækningen til gruppespillet var overstået. Alle fire klubber var favoritter til at avancere.

På den måde passer dagens europæiske topkampe fint ind i en tendens, der generelt gælder i Champions League: Forudsigeligheden vokser, og den sportslige balance tipper, i takt med at pengene i fodbold koncentrerer sig om få klubber, mens de største bliver stadig større. Det viser en ny analyse fra Cies Football Observatory i Schweiz.

»Manglen på sportslig balance kan skade interessen for turneringen«, siger forsker Raffaele Poli, der er stifter og leder af det velanskrevne Football Observatory.

Champions League har haft sit nuværende format siden 2003, og analysen viser en stadig større skævhed i gruppespillet på flere måder. For eksempel henter puljevinderne flere og flere point, mens bundpropperne klarer sig dårligere og dårligere. Det samme gælder den gennemsnitlige målforskel. Og antallet af sejre på mindst tre mål er vokset så meget, at næsten hvert fjerde opgør er endt med så suveræn en vinder de seneste fire år.

Alt sammen bunder det i det samme:

»Det er tydeligt, at årsagen bag udviklingen er koncentrationen af formuer og de store økonomiske forskelle, der har udviklet sig over de seneste år. Det er sket qua globaliseringen af nogle klubber og koncentrationen af ressourcer i selve turneringerne«, siger Raffaele Poli.

Så sent som i 2016 besluttede Uefa – efter hårdt pres fra fodboldens klubmastodonter – at de fire største ligaer fra England, Spanien, Tyskland og Italien skulle have mere direkte adgang til Champions League, mens pengene til de mest traditionsrige hold også voksede igen. Til gengæld blev andelen til de svagere i systemet mindre. En slags omvendt Robin Hood i kampen om at fordele mere end 20 milliarder kroner om året.

»Det fører direkte over i holdenes sportslige ydeevne. Dybest set gør penge det muligt for klubberne at samle nogle af verdens største talenter, hvilket giver en klar konkurrencefordel – også fordi de køber spillerne fra deres rivaler. Så de styrker sig selv og svækker konkurrenterne på samme tid«, siger Raffaele Poli.

Fodboldens fascination er på spil

Fra sidelinjen ser flere iagttagere bekymret til. En af dem er danske Mads Davidsen, tidligere teknisk direktør for Shanghai SIPG FC og nu ejer af Optima Football, der rådgiver fodboldklubber og forbund om strategier og coaching. Via sin rolle i den kinesiske storklub frem til årsskiftet har han fulgt fodboldmarkedet indefra.

»Fodboldverdenen har i de seneste 5-10 år udviklet sig, så de rige er blevet rigere, og gabet til de næststørste kun vokser. Det afspejler tallene fra Cies også. På sigt kan det skade fodbolden, at uforudsigeligheden bliver mindre, for en stor del af fodboldens fascination som ’low scoring sport’ er netop, at det lille hold altid har en chance. Men den chance bliver mindre og mindre«, siger Mads Davidsen.

De seneste to transfervinduer illustrerer fint pointen. Blandt de 100 dyreste handler var det i 94 tilfælde en klub fra en af de fem største ligaer – England, Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig – der stod bag indkøbet. Kylian Mbappé til Paris Saint-Germain for en god milliard kroner, Cristiano Ronaldo til Juventus for 875 millioner kroner, Riyad Mahrez til Manchester City for mere end 500 millioner kroner. Kun et par kinesiske og mellemøstlige klubber presser sig ind på listen fra Transfermarkt, der samler så præcise oplysninger om fodboldens handler som muligt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og holdene fra de største ligaer har ikke bare handlet stort, de har også handlet meget i de to vinduer.

»60 procent af alle handler foretages i top-5-ligaerne. De rige køber altså mere og mere. Samtidig vokser nødvendigheden i de mindre ligaer for at sælge spillere for at overleve og få et positiv regnskab. På den måde vil markedskræfterne også gøre de store klubber stærkere og svække de mindre«, siger Mads Davidsen.

Ligaer kæmper for omfordeling

Problemet spreder sig som ringe i vandet. For koncentrationen af mange penge om få klubber gør dem også så suveræne i hjemlandet, at de nationale ligaer bliver mere forudsigelige og skæve. Bl.a. derfor kæmper European Leagues – en sammenslutning af cirka 35 europæiske ligaer – for, at Uefa skal omfordele indtægterne. Det samme foreslår Raffaele Poli, ligesom Mads Davidsen påpeger den mulighed.

»Reelt er det de 10-20 største klubber, der i dag sidder og styrer det her. Det er problemet. På et eller andet tidspunkt må Uefa vågne op og gøre noget til gavn for den brede klubfodbold i stedet for bare at lade de største styre klubturneringerne«, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen og næstformand i European Leagues, der kæmper mange kampe:

Flere penge til de mindre klubber i Champions League og til deltagerne i Europa League samt en tredje europæisk turnering, der formentlig er på vej. En meget større andel end hidtil til de klubber, der slet ikke kvalificerer sig til at spille i Europa. Og lettere adgang til det fine selskab for de mindre ligaer. Alt sammen skal det mindske hullerne mellem de bedste og næstbedste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig mener Claus Thomsen, at det vil gavne de mindre klubber meget at omfordele pengene, uden at de store vil mærke det så hårdt. For 10 millioner euro batter nu engang meget mere i en dansk klub end i mægtige Manchester City.

»Derfor vil effekten af at omfordele pengene være ret betydelig, fordi det vil sikre, at de næstbedste og tredjebedste kan bide de bedste i haserne på en god sæson«, siger Claus Thomsen.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden