Trods to forsøg på frispark (begge begået mod ham selv) løb Lionel Messi forgæves i den første Champions League-ottendedelsfinale.
Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix

Trods to forsøg på frispark (begge begået mod ham selv) løb Lionel Messi forgæves i den første Champions League-ottendedelsfinale.

Sport

Energiske Messi erobrer, løber, afleverer, dribler og skyder – men forgæves

Trods massivt overtag måtte FC Barcelona nøjes med 0-0 ude mod Olympique Lyon.

Sport

For et halvt år siden stod Lionel Messi på grønsværen på Camp Nou og lovede i sin rolle som anfører klubbens mange tilhængere, at FC Barcelona ville gøre alt for at vinde Champions League.

»Sidste sæson var rigtig god, eftersom vi vandt The Double, men vi har det dårligt med, hvordan det gik i Champions League. Vi lover, at vi i denne sæson vil gøre alt, hvad vi kan, for at bringe det smukke trofæ tilbage til Camp Nou«, sagde det argentinske fænomen forud for en kamp mod Boca Juniors.

Messi satte handling bag ordene i gruppespillet, hvor han på grund af et brud i den ene arm kun spillede 4 kampe, men ikke desto mindre scorede 6 mål.

Scoringer blev det derimod ikke til, da FC Barcelona for 15. (!) år i træk tog hul på knockoutfasen med ottendedelsfinalen mod Olympique Lyon og en 0-0-kamp i Frankrig, men den 32-årige anfører gjorde sit med en engageret indsats og en sjældent set stor arbejdsradius.

Lionel Messi var flere gange langt tilbage og hente bolden for at løbe den frem ad banen med sit karakteristiske trommestikløb, men det blev kun til tynde forsøg på to frispark (begge begået mod ham selv) og upræcise eller blokerede afslutninger fra de normalt ellers så magiske fødder.

Lyon farligst

Første halvleg talte ifølge den officielle statistik 16 afslutninger med en klar overvægt til Barcelona med de 12, men Lyon havde faktisk både det mest nærgående forsøg og den største scoringschance i en underholdende og afvekslende fodboldkamp.

Lyons Martin Terrier havde en tordenhug, som Marc-André ter Stegen med en fremragende redning fik slået op på overliggeren, og sent i halvlegen var det igen Terrier, der efter kvikke Lyon-kombinationer fik en åben skudchance i straffesparksfeltet, men den 21-årige kantspiller sendte bolden langt over mål.

Indimellem havde Messi erobret bolde, løbet, afleveret, driblet og forsøgt sig, men det hele forgæves på en aften, hvor angrebsmakkerne Luis Suarez og Ousmane Dembele var længe om at træde i karakter.

Ousmane Dembele gjorde det egentlig aldrig og blev erstattet af Philippe Coutinho midt i anden halvleg. Kort efter havde Suarez sin første nævneværdige afslutning, da han på backen Jordi Albas flade aflevering på tværs spark snert forbi stolpen.

Barcelonas overtag blev mere og mere markant i løbet af anden halvleg, der udviklede sig til en belejring af Lyons straffesparksfelt, men for bare tredje gang i denne sæsons 38 officielle kampe fik det spanske tophold trods i alt 25 afslutninger af svingende kvalitet ikke scoret.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden