For snart 30 år siden, i 1991, fortalte Lone Laudrup i bogen ’Det bedste de gav os’ – en bog om Sepp Pionteks hyldede firserlandshold – hvordan børnefodboldspillet var for hendes drenge, Michael og Brian.
Enhver dansker – og temmelig mange i udlandet – ved, hvordan det er gået Laudrup-brødrene som voksne, men de færreste ved, at deres år i børnefodbolden var hårde, ja, så hårde, at lillebror Brian på et tidspunkt gav op og kastede sig over noget andet i en periode. Guitarspil og badminton.
Den kendsgerning fik drengenes mor til at sige, at »ingen puslinge eller lilleputter skal komme grædende hjem fra træning. Det kan aldrig være meningen. Tværtimod skal de komme hjem så glade, at de har lyst til at komme til træning igen. Så hurtigt som muligt. At skabe den begejstring for fodboldlegen må være en træners fornemste opgave. Og lykkes det, er jeg ikke i tvivl om, at talenterne nok skal blomstre«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
