Følg med i nyhederne fra ind- og udland i sportens verden.

70-årig vinder derby, Hamilton nærmer sig rekorden og Harder scorer tysk pris

Lyt til artiklen

Motorsport. Det belgiske formel 1-grandprix på Spa-Francorchamps blev på ny en triumf for Mercedes-mandskabet og endnu en gedigen nedtur for Kevin Magnussen i Haas-raceren. Den regerende verdensmester Lewis Hamilton sejrede med en margin på lige knap 9 sekunder til Mercedes-kammeraten Valtteri Bottas, der undervejs beklagede sig over teamradioen over manglende følelse i sit venstre ben. Max Verstappen (Red Bull) tog den sidste plads på podiet og Kevin Magnussen kom i mål som 17. og sidst af de fuldførende biler. Det var Lewis Hamiltons 89. grandprixsejr og han er dermed kun to sejre fra at tangere Michael Schumachers rekord for flest sejre. Om en uge kører de igen på Monza-banen.

Overblik: Resultat, stilling, løbskalender

Tennis. 17-årige Clara Tauson (nr. 208 i verden) vandt 6-3, 6-2 over tjekken Linda Fruhvirtova (nr. 808) i første runde en en Challenger-turnering i Prag og skal møde den 33-årige italiener Sara Errani (nr. 152), der i 2012 var grandslamfinalist i French Open.

Fodbold. Malmö FF-anfører Anders Christiansen scorede efter 25 sekunder, da topkampen mod Elfsborg endte 1-1 med fem danskere på banen. MFF havde også Jonas Knudsen og Søren Rieks i startopstillingen, og Frederik Holst var med for Elfsborg, der gav debut til Jeppe Okkels efter 72 minutter.

Fodbold. Philip Zinckernagel scorede det første og sidste mål, da det ubesejrede norske tophold, Bodø/Glimt, vandt 3-0 ude over Sarpsborg. Amahl Pellegrino scorede begge mål i Kristiansunds 2-0-udesejr over Sandefjord og ligger med sine 15 mål øverst på topscorerlisten, hvor Zinckernagel med 11 mål ligger på en delt andenplads med holdkammeraterne Kasper Junker og Jens Hauge samt Aalunds tidligere Brøndbyspiller Holmbert Fridjonsson.

Trav. Med sine 70 år blev Steen Juul den ældste vinder i Trav-Derbyets 123-årige historie, da han foran et meget begrænset antal tilskuere underlagt restriktioner vandt med hesten Extreme i Charlottenlund. Storfavoriiten Empire blev slået ud ved galop, men sejren for Juul blev alligevel først opnået på de sidste fem meter, hvor Birger Jørgensen og E Type Cash måtte give sig efter en voldsom opløbsduel.

Tarok er død og har tiptipoldebørn løbende på banerne i dag, men Steen Juul dominerer stadig travsportens storløb

Fodbold. Pernille Harder, der i aften spiller Champions League-finale med Wolfsburg mod Lyon, har allerede fået en titel i hus i denne weekend. Søndag meddelte de tyske sportsjournalister nemlig, at den 27-årige dansker er kåret som årets kvindelige spiller i Tyskland i den årlige afstemning koordineret af magasinet Kicker. Pernille Harder er den første udlænding, der vinder prisen, som hun vandt ganske suverænt. 212 stemmer fik danskeren, mens holdkammeraten Alexandra Popp fik 76 og de tre foregående års vinder, Dzsenifer Marozsán fra Lyon, fik 36 stemmer. »Jeg er utrolig stolt. Og det er en særlig ære, da det denne gang er en udenlandsk spiller, der har vundet«, siger Pernille Harder ifølge Kicker. Hos mændene blev Bayern Münchens polske angriber Robert Lewandowski hædret.

Selv Sveriges landstræner erkender: Pernille Harders vilje og talent er ubestrideligt

Fodbold. Lionel Messi mødte i modsætning til de øvrige spillere i FC Barcelona ikke op til coronatest på klubbens træningsanlæg søndag formiddag kl. 10.15. Det bekræfter kilder fra FC Barcelona ifølge Ritzau til nyhedsbureauet AFP. Uden en test vil Messi ifølge de spanske coronaprotokoller ikke få lov til at træne med, når den nye træner Ronald Koeman mandag indleder træningen forud for den kommende sæson. Tidligere på ugen meddelte Messi, at han vil væk fra klubben, mens klubbens insisterer på, at han skal blive til kontraktudløb i juni 2021.

I Messi-sagaen forlyder det fra La Liga, der administrerer de bedste spanske rækker samt spillerkontrakter, at Lionel Messis frikøbsklausul på 700 millioner euro, ca. 5,2 milliarder kroner, er intakt og gældende. Det betyder, at Messi kun kan skifte klub, såfremt frikøbsklausulen bliver betalt – eller hvis han kan finde et kompromis med klubben. I Spanien er Messi fortsat den helt store historie, der kaster mindre historier af sig: Ifølge Marca har FC Barcelona fyret sit advokatbureau, da samme bureau også har rådgivet Messi. Og så skal Martin Braithwaite have erklæret sig parat til at overtage Messis trøje nummer 10.

Fodbold. Michael Hansen er tilbage i rollen som cheftræner. Den tidligere Silkeborg-, FC Vestsjælland og Skive-træner overtager jobbet i 1. divisionsklubben FC Fredericia efter Jonas Dal, der netop er blevet hyret af AC Horsens. Michael Hansen, der kommer fra et job som koordinator i Silkeborg, har fået en toårig kontrakt.

Fodbold. Angriberen Kasper Dolberg ankommer brandvarm til landsholdslejren i den kommende uge. Lørdag aften scorede danskeren begge mål, da Nice i den franske Lige 1 sejrede 2-0 på udebane mod Strasbourg. »Det var rart at score mine første to mål i sæsonen, og det var to vigtige mål. Det er en stor del af mit spil at score mål, så jeg var en succes i aften«, siger Dolberg til franske Canal+ ifølge Nices hjemmeside. Dolberg scorede på straffespark i 37. minut og øgede til 2-0 efter en time, da han elegant lobbede bolden over den fremstormende målmand fra Strasbourg.

Fodbold. Den tidligere Brøndby-spiller Svenn Crone scorede to gange for Silkeborg, da superliganedrykkerne i en testkamp over 4x20 minutter besejrede FC København i Parken med 3-1. For FC København brugte over 20 spillere i testen, der var den nye sæsons første træningskamp, mens det var Silkeborgs tredje.

Fodbold. Tottenham har købt forsvarsspilleren Matt Doherty i Wolverhampton, der får ca. 125 millioner kroner for den 28-årige irer.

Tennis. Ranglistens nummer 1, Novak Djokovic, vil ifølge avisen New York Times træde tilbage fra sin rolle som præsident for spillerrådet i ATP. Det sker, da han vil danne en ny hovedorganisation i ketsjersporten. Den nye forening skal hedde Professional Tennis Players Association og skal sikre spillerne større indflydelse. »Lige nu forsøger vi bare at få en idé om, hvor mange spillere, der ønsker at blive en del af det her initiativ«, sagde Djokovic lørdag kort efter han havde finalebesejret Milos Raonic. 1-6, 6-3, 6-4 i Western & Southern Open.

Rafael Nadal og Roger Federer kritiserer på sociale medier Djokovic. »Personligt tror jeg, at dette er tider, hvor sporten skal stå samlet og gå i samme retning. Det er tid til samling, ikke splittelse«, skriver Nadal. »Jeg er enig, Rafael Nadal«, skriver Federer på Twitter.

Det er anden gang på kort tid, Djokovic får kritik for kolleger. Første gang skete det i forbindelse med en række private turneringer, han havde arrangeret. Med op til 5.000 tilskuere på lægterne viste det sig, at turneringerne var rene corona-reder, og Djokovic endte da også med selv at blive smittet.

Cykling. Lotto Soudal starter noget svækket til 2. etape af Tour de France idet to af holdets ryttere allerede er ude af løbet. Den tyske sprinter John Degenkolb faldt for tidsgrænsen på 1. etaper, mens den belgiske eksverdensmester belgieren Philippe Gilbert efter et styrt var så medtaget, at han har opgivet at stille til start på 2. etape. »Jeg kørte i omkring 20. position, da de styrtede foran mig. Jeg formåede at undgå styrtet og passere to-tre faldne ryttere, og jeg troede, jeg var i sikkerhed, men så styrtede de igen foran mig, og denne gang kunne jeg ikke undgå dem«, fortæller Philippe Gilbert i en pressemeddelelse.

Fodbold. Juventus har lejet den amerikanske midtbanespiller Weston McKennie i Schalke 04 i et år og samtidigt sikret sig en købsoption.

Speedway. Niels-Kristian Iversen scorede 11 point i den polske VM-grandprix og blev dermed bedste dansker. Polakken Maciej Janowski sejrede foran Tai Woffinden, Storbritannien.

Basketball. Med tre døgns forsinkelse kunne Milwaukee og Orlando få afviklet deres slutspilskamp i NBA med det resultat, at Milwaukee vandt 118-104. I onsdags boykottede Milwaukee-spillerne kampen i protest mod racemæssig ulighed og politivold i det amerikanske samfund. Med sejren er Milwaukee klar til kvartfinale mod Miami.

Ishockey. Kvindelandsholdet har fået en god start på sæsonen med to sejre i træningskampe i Ungarn. Det skriver Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse. Torsdagens sejr på 1-0 over Ungarn blev lørdag fulgt op af endnu en sejr på 4-3 over samme ungarske hold. Danmark debuterer i A-gruppen ved næste års VM.


Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her