0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Braithwaite scorer to gange som afløser for Messi og sender Barcelona videre

Følg strømmen af nyheder fra sportens verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Valentyn Ogirenko/Ritzau Scanpix
Foto: Valentyn Ogirenko/Ritzau Scanpix
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Med Lionel Messi efterladt hjemme i Spanien var Martin Braithwaite i udekampen mod Dinamo Kijev for første gang i denne sæson i startopstillingen hos FC Barcelona, og den chance udnyttede den danske landsholdsspiller med et brag i 4-0-sejren. Efter en lidt tilfældig assist til 1-0-mål scorede Braithwaite til både 2-0 og 3-0 med sine første scoringer i Champions League. Den første scoring var et klassisk angribermål, da han efter et hjørnespark skovlede bolden over stregen ved anden stolpe, inden Braithwaite scorede på et straffespark begået mod ham selv, da han i fri position blev skubbet i ryggen.

Med fire sejre i træk er Barcelona sikker på avancement til ottendedelsfinalerne sammen med Juventus, der sikrede avancementet med en 2-1-sejr over Ferencvaros på indskiftede Alvaro Moratas hovedstødsmål i overtiden. Cristiano Ronaldo udlignede for Juventus med sin scoring nummer 131 i turneringen, hvor han nu har scoret femten sæsoner i træk.

Fænomenet Erling Braut Haaland blev tomålsskytte, da Borussia Dortmund med Thomas Delaney på banen i de første 72 minutter vandt 3-0 over Club Brugge, og nordmanden har nu scoret 16 gange i 12 Champions League-kampe og er denne sæsons topscorer med sine 6 mål.

Et stærkt spillede Manchester United-hold vandt 4-1 over Istanbul Basaksehir med Bruno Fernandes som aftenens tredje tomålsskytte, så Paris SG var tvunget til at besejre RB Leipzig og Yussuf Poulsen for at holde chancen for avancement i live. Det lykkedes med en 1-0-sejr på et tidligt straffespark begået mod Angel Di Maria og omsat til mål af Neymar.

Fodbold. Chelsea og Sevilla blev i de tidlige tirsdagskampe de første to hold, der er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League efter 2-1-sejre ude over henholdsvis Rennes og Krasnodar. Begge sejrsmål blev scoret i overtiden. Indskiftede Oliver Giroud hoppede højt og blev matchvinder for Chelsea, der atter havde Andreas Christensen på bænken i hele kampen, mens Munir noget ufortjent blev Sevillas matchvinder i Rusland. 20-årige Callum Hudson-Odoi havde bragt Chelsea foran, men med et hovedstødsmål efter et sent hjørnespark blev Sehrou Guirassy den første, der scorede mod Chelsea i denne sæson.

Fodbold. Det danske kvindelandshold står lige nu til at blive svækket til EM-kvalifikationskampen hjemme mod Italien 1. december på grund af de engelske coronaregler. Den engelske regering fastholder, at alle indrejsende fra Danmark vil komme i karantæne. Den beslutning kan få konsekvenser for de danske landsholdsspillere Pernille Harder, Nicoline Sørensen, Rikke Sevecke og Stine Larsen, der til dagligt spiller i engelske klubber. Dansk Boldspil-Union (DBU) arbejder på at kunne få spillerne hjem til at spille for Danmark, sådan som det også lykkedes op til mændenes kamp mod Belgien i Nations League.

Fodbold. FC Midtjylland er taget til Amsterdam med Superligasejre over FC København og AGF, og det har træneren for den næste modstander bemærket. »Vi vidste selvfølgelig, det var et godt hold. De er i god form og tydeligvis de bedste i Danmark. De vandt i København og mod nummer tre og står langt foran de andre hold. Det er et rigtigt godt hold, vi skal spille mod«, sagde Ajaxtræner Erik Ten Haag på pressemødet forud for onsdagens Champions League kamp.

Håndbold. Bagmænd fra Kosovo manipulerede opgøret mellem GOG og Kadetten Schaffhausen i European League i oktober. Det føler GOG-træner Nicolej Krickau sig i hvert fald overbevist om. Det fynske håndboldhold tabte 28-29 til schweizerne. Inden opgøret modtog Krickau og flere andre i GOG-lejren blandt andet adskillige tavse opkald fra Kosova, hvor kampens dommere også kom fra. Desuden havde Nicolej Krickau en »underlig fornemmelse«, da han forlod banen i Schweiz efter nederlaget. »Jeg sidder stadig den dag i dag med alle de informationer, vi har, og er fuldstændig overbevist om, at den kamp var fixet. Ikke fra Kadettens side, men fra nogle bagmænd i Kosovo«, siger Nicolej Krickau til TV2 Sport. Flere spiludbydere - herunder Danske Spil - lukkede kort før kampen for alt spil på opgørets udfald. Efterfølgende meldte Danske Spil, at man ville undersøge kampen for matchfixing, fordi selskabet oplevede »en mærkelig oddsudvikling«. En indledelse undersøgelse af kampen foretaget af Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) samarbejdspartner Sportsradar viste ikke noget mistænkeligt ved kampen. Til TV2 Sport oplyser EHF dog, at man nu vil tage et ekstra kig på opgøret.

Steven Senne/Ritzau Scanpix
Foto: Steven Senne/Ritzau Scanpix

Hjalte Froholdt er atter på kontrakt i NFL.

NFL. Den danske NFL-spiller Hjalte Froholdt skriver kontrakt med Houston Texans. Det sker to dage efter, at han i weekenden blev fyret fra New England Patriots. Houston Texans spiller i AFC South og har i denne sæson vundet tre ud af ti kampe. I weekenden vandt klubben 27-20 over netop New England Patriots, som Froholdt blev fyret fra. 24-årige Hjalte Froholdt er den eneste dansker, der optræder i NFL. I andledningen af Thanksgiving skal Houston Texans møde Lions torsdag aften. Hjalte Froholdt vil ikke være med i kampen, da han først skal gennemgå en række corona-protokoller.

Fodbold. Mohamed Salah er med i truppen onsdag, når Liverpool tørner sammen mod italienske Atalanta i grupperunden i Champions League. Salah har været smittet med coronavirus to gange og var derfor ikke med i holdopstillingen søndag, da Liverpool vandt 3-0 over Leicester i Premier League.

Cykling. Jakob Fuglsang er blandt de 15, som er nomineret til den fornemme internationale hædersbevisning Vélo d’Or, der siden 1992 er uddelt af den franske publikation Vélo Magazine. Prisen tilfalder den cykelrytter, der af en komité bestående af journalister kåres som verdens bedste i den forløbne sæson. I 2019 sejrede Julian Alaphilippe som blot den anden franskmand siden Laurent Jalabert i 1995 foran den colombianske Tour de France-vinder Egan Bernal og den slovenske Vuelta-triumfator Primoz Roglic. Alaphilippe og Roglic er indstillet igen i år. Spanieren Alberto Contador er hyldet fire gange, briten Chris Froome tre, mens amerikaneren Lance Armstrong er frataget de fem titler, han opnåede. Eneste dansker, som hidtil har været med helt fremme i opløbet, er Bjarne Riis, der som Tour de France-vinder i 1996 blev nr. 2 efter den belgiske verdensmester Johan Museeuw.

Eliteidræt. 17,5 procent. Så mange danske eliteudøvere er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det viser en ny omfattende rapport fra Syddansk Universitet bestilt af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund. Rapporten konkluderer, at der er behov for at aftabuisere området og fastholde fokus på trivsel i dansk eliteidræt. Spiseforstyrrelser er ikke noget nyt fænomen i sportsverdenen, men trænere, atleter og holdkammerater henvender sig i stigende grad til Team Danmark for at få hjælp til at håndtere spiseforstyrrelser. Lone Hansen, administrerende direktør i Team Danmark, mener, at tallet er for højt, og at der skal gøre mere for at hjælpe de udsatte atleter

Annonce

»Alle i idrættens verden skal tage det meget alvorligt, når så mange atleter er i risikozonen. Derfor er forebyggelse og tidlig opsporing med henblik på behandling hamrende vigtigt. Sammen med trænere, forbund og atleter skal vi blive dygtigere til at fokusere på trivsel og tale om spiseforstyrrelser og håndtere de udfordringer, der relaterer sig til spiseforstyrrelser. Ingen skal håndtere sådan et problem alene«, siger Lone Hansen.

Cykling. Med blot to sejre – begge erobret af Marc Soler – i den forgangne sæson, er spanske Movistar det mindst vindende af de 19 mandskaber i cykelsportens 1. division. Det skal den 26-årige colombianer Miguel Angel Lopez søge at rette op på i 2021. Sydamerikaneren, der i år vandt en etape i Volta ao Algarve samt en skrap bjergudfordring i Tour de France, forlader kasakhiske Astana efter seks sæsoner til fordel for Spaniens storhold, hvor han givetvis kan se frem til en fremtrædende position i Grand Tour-sammenhæng. Lopez blev i 2018 nr. 3 i både Giro d’Italia og Vuelta a España, men drev det kun til en sjetteplads ved sin Tour de France-debut i år. Han udgik allerede på 1. etape i årets Giro, hvor han ellers skulle have ageret luksushjælper for Jakob Fuglsang.

Fodbold. Athletic Bilbao vandt en knusende 4-0 sejr over Real Betis. Athletic Bilbao kom på måltavlen i niende minut, da Victor Ruiz blev noteret for et selvmål. Lige inden pausen scorede Ander Capa på et opfølgende hovedstødsmål. I anden halvleg scorede henholdsvis 27-årige Iker Muniain og 25-årige Alex Berenguer målene. Athletic Bilbao ligger nummer otte i La Liga.


Læs mere

Læs mere