Fodbold. Målmændene spillede hovedroller, da Leicester med en 3-1-sejr forlængede krisen for Liverpools forsvarende mestre. Ved stillingen 0-0 leverede Leicester-anfører Kasper Schmeichel en mirakuløs redning, da han fik armen på en afslutning tæt på mål fra en helt fri Firmino. Brasilianeren revancherede sig med en genial hælaflevering til Mohamed Salah, der bragte Liverpool foran, men i et dramatisk sidste kvarters tid fik Leicester vendt kampen. Efter et VAR-gennemsyn blev et muligt straffespark til Leicester konverteret til et frispark, men det sendte James Maddison direkte i mål til en udligning, der lige skulle VAR-tjekkes for en snæver offside-kendelse. 2 minutter senere løb Liverpool-målmanden Allison Becker ud af straffesparksfeltet, hvor han i forsøget på at sparke bolden væk kolliderede med sin nye forsvarsspiller Ozan Kabak, så bolden endte for fødderne af Jamie Vardy, der havde et tomt mål foran sig. Becker leverede kampens anden mirakelredning, inden Harveu Barnes scorede til 3-1.
Fodbold. Philip Zinckernagel kom ind efter en time og scorede sit første mål for Watford, der vandt 6-0 over Bristol City i Championship. Med finnen Teemu Pukki som dobbeltmålscorer og Jacob Lungi Sørensen på banen i de sidste 10 minutter overtog Norwich førstepladsen med en 4-1-sejr over Stoke. Brentford kan tilbageerobre førstepladsen med point i søndagens hjemmekamp mod Barnsley.
Cykling. Med den 23-årige colombianer Ivan Sosa som vinder 15 sekunder foran landsmanden og holdkammeraten Egan Bernal fejrede det britiske storhold Ineos Grenadiers dobbelttriumf på den 153 km lange kongeetape i Tour de La Provence, som sluttede i 1.431 meters højde cirka halvvejs oppe på den mytiske tinde Mont Venteoux. Den franske verdensmester Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Strep) kæmpede forgæves mod de to sydamerikanere og måtte tage til takke med tredjepladsen både på etapen og sammenlagt. Franskmanden blev distanceret med tre sekunder af Bernal på de sidste meter og er nu 2 sekunder efter denne i klassementet, mens han har 21 op til Sosa, som erobrede førertrøjen efter et solofremstød på de sidste 4,7 km.
Fodbold. Med et sejrsmål til 2-1 mod Granada et kvarter før tid er Atlético Madrid tilbage på ret kurs mod det spanske mesterskab. Atléticos første føring på Marcos Llorentes scoring holdt kun 3 minutter, inden indskiftede Yangel Herrra udlignede, men en afslutning fra Angel Correa, der blev rettet af undervejs, sikrede udesejren.
Håndbold. Den 40-årige scoringslegende Kiril Lazarov bliver spillende landstræner for Nordmakedonien, mens han fortsætter med at spille for franske Nantes på klubplan.
Fodbold. Esbjerg tabte terræn til topholdet Viborg med at indlede forårssæsonen i 1. division ved at spille 0-0 mod Vendsyssel. Den 34-årige debutant Kjartan Finnbogason kom frem til flere gode chancer, men det var Nicklas Strunck, der med et stolpeskud var tættest på at nedbryde udeholdets defensiv.
Fodbold. Viborg indledte sæsonen med en 4-0-sejr fredag aften med fire forskellige målscorere, men har ikke desto mindre forstærket truppen yderligere. Den 31-årige ivoraner Serge Deble vender tilbage til klubben, hvor han også spillede fra 2014 til 2017.
Skiløb. Også kvindernes anden disciplin ved det alpine VM i Cortina d’Ampezzo gav schweizisk sejr. Efter sølv i super-G vandt Corinne Suter styrtløbet foran tyskeren Kira Weidle med super-G-vinderen Lara Gut-Behrami på bronzepladsen
Fodbold. 2800 tak, skriver Lyngby Boldklub på twitter i en hilsen til de Brøndby-fans, der har købt fiktive billetter på udeholdets tilskuerafsnit til søndagens Superligakamp. Efter en opfordring fra fodboldhungrende Brøndby-fans satte Lyngby 2.800 billetter til salg til 50 kr. stykket, og lørdag kunne Superligaens trængte bundhold melde udsolgt. Tilskuerne, der har købt de fiktive billetter, deltager i en lodtrækning om forskellige kamptrøjer.
Fodbold. Brasilianske Sao Paulo har engageret den argentinske angrebslegende Hernan Crespo som ny træner. Den 45-årige Crespo spillede for blandt andet Parma, Lazio, Inter og Chelsea i en karriere, der også omfattede 35 mål i 64 landskampe.
Fodbold. Den ombejlede forsvarsspiller Dayot Upamecano er i gang med sin sidste sæson i RB Leipzig. Bayern Münchens sportsdirektør, Hasan Salihamidzic, bekræfter overfor Bild, at klubben har indgået en aftale om at købe den 22-årige franskmand, der havde kontrakt med Leipzig indtil 2023. RB Leipzig har til gengæld udstyret venstrebacken Angelino med en permanent kontrakt, efter den 24-årige spanier hidtil har spillet for klubben på en lejeaftale med Manchester City.
Amerikansk fodbold. Houston Texans har fritstillet J.J. Watt, der tre gange er kåret som NFL’s bedste forsvarsspiller. »Jeg har anmodet om at blive fritstillet, og vi er blevet enige om at gå hver til sit, siger 31-årige J.J. Watt på Twitter.
Tennis. Nordmanden Casper Ruud tangerede sin fars rekord, da han spillede sig videre til 4. runde i Australian Open. Med en favoritsejr på 6-1, 5-7, 6-4, 6-4 over Rabu Albot fra Moldova (nr. 85 i verden) har Ruud (nr. 28) nået længere end tidligere - og lige så langt som Christian Ruud gjorde i 1997. Casper Ruuds næste modstander er vinderen af russeren Andrey Rublev og spanieren Feliciano López. Nordmanden er sidste skandinav i herresingle, efter svenskeren Mikael Ymer blev elimineret af grækeren Stefanos Tsitsipas med 6-4, 6-1, 6-1.
Tennis. I et rent tjekkisk opgør i Australian Open røg den tidligere verdensetter Karolína Plísková ud til Karolina Muchova (verdens nr. 27), der vandt 7-5, 75 pover den 6.-seedede. Det var syvende grandslam-turnering i træk, hvor Pliskova ikke nåede 4. runde. Det frustrerer tilsyneladende Pliskova, der undervejs i kampen flere gange kastede med sin ketsjer, så det til sidste kostede hende en pointstraf.
Fodbold. Yussuf Poulsen leverede et fremragende oplæg til RB Leipzigs 2-0-mål, der skulle vise sig at blive ret afgørende i 2-1-sejren over Augsburg i Bundesligaen. Spanieren Daniel Olmo bragte i andet forsøg RB Leipzig foran på et straffespark, efter den polske målmand Rafal Gikiewicz havde forladt målstregen, inden han reddede det første forsøg. Yussuf Poulsen erobrede bolden og serverede den for fødderne af en helt fri Christopher Nkunku til 2-0-scoringen, og så lignede det en sikker favoritsejr over tamme Augsburg. Et straffespark begået mod den hurtige danske venstreback Mads Pedersen fik Augsburg reduceret, og i slutminutterne brændte det gevaldigt på foran Leipzigs mål efter et indadskruet hjørnespark fra Mads Pedersen.
fortsæt med at læse




























