Samarbejdet om talentudvikling i dansk fodbold mellem DBU, Divisionsforeningen og konsulentfirmaet Double Pass har været en katalysator for stor udvikling, mener Divisionsforeningens projektleder, Ole Bjur, som har faciliteret samarbejdet.
Projektet mellem de tre parter har ellers mødt kritik fra flere af landets talentchefer på tværs af divisionerne. Kritikken går blandt andet på en række stramninger af kravene i licenssystemet, ligesom der tales om en tendens til overbureaukratisering ude i klubberne efter Double Pass’ indtog i Danmark i 2015.




























