Hold da op. Nok vidste alle, spillerne medregnet, at Danmark ville vinde over Moldova i årets anden landskamp. Men en sejr på 8-0 var alligevel markant mere, end hvad man kunne forvente.
De danske scoringer faldt så hyppigt, at det gav sved på panden at notere dem i korrekt rækkefølge. Først scorede Kasper Dolberg på straffespark. Andreas Skov Olsen afdriblede en modstander, så Mikkel Damsgaard kunne glide bolden i mål til 2-0 fra kort afstand.


























