I løbet af ugen blev Yussuf Poulsen på en presseseance via en sløv videoforbindelse spurgt, om han begyndte at mærke presset fra unge Andreas Skov Olsen. Den 21-årige Bologna-spiller erstattede Poulsen i løbet af anden halvleg mod Østrig i marts ved stillingen 0-0. 20 minutter senere havde Skov Olsen scoret to gange i et opgør, som Danmark vandt 4-0.
Yussuf Poulsen svarede køligt, at han ikke mærkede noget pres. Han stoler på sine egne evner. Onsdag aften var det så Andreas Skov Olsen, der som udskiftet spiller kunne se Yussuf Poulsen passere Manuel Neuer i østrigske Innsbruck.




























