De seneste nyheder fra sportens verden.

Danmark var chanceløs mod Spanien, og Uefa tager rebellerne med i Champions League

Foto: Javier Lizon/Ritzau Scanpix
Foto: Javier Lizon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Med kun ét skud på mål var Danmarks kvindelige landshold langt fra true Spanien i en landskamp i Madrid, hvor hjemmeholdet vandt 3-0. Foran 500 tilskuere kom Spanien foran i første halvlegs tillægstid, da Aitana Bonmatí fra kanten af straffesparksfeltet via stolpen sendte bolden yderligere forbi Lene Christensen i det danske mål. Patricia Guijarro Gutierrez headede 2-0-målet ind efter et hjørnespark, inden Bonmati scorede foran anden gang med 5 minutter tilbage. Danmark, der i fredags vandt 3-2 over Australien i Horsens, måtte efter en halv time udskifte den skadede Bayern München-forsvarsspiller Simone Boye.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, har i første omgang valgt ikke at straffe Juventus, FC Barcelona og Real Madrid for at have været en del Super League-projektet. De tre klubber får derfor lov til at deltage i den forestående Champions League.

Fodbold. Álvaro Morata har forlænget sin aftale med Juventus, der har lejet den spanske EM-angriber fra Atlético Madrid for endnu en sæson, efter han scorede 20 mål i 44 kampe i den forgangne.

Atletik. Kojo Musah er Danmarks hurtigste mand. Ved et stævne i Kladno i Tjekkiet var Kojo Musah 10,17 sek. om at løbe 100 meter, hvilket er en forbedring af den danske rekord med 9 hundrededele sekund. Den tilhørte Kristoffer Hari. OL-kvalifikationskravet er 10,05 sek., men der uddeles også OL-billetter til en rangliste, hvor sejren ved stævnet gav Aarhus 1900-løberen nogle vigtige point.

Cykling. Den firedobbelte britiske Tour de France-vinder Chris Froome vil efter to års fravær atter være at finde i feltet, når Tour de France indledes 26. juni i Brest. Det meddelte hans arbejdsgiver Israel Start-Up Nation i dag, men understregede samtidig, at den 36-årige Froome ikke skal være kaptajn. Den rolle indtager canadieren Michael Woods, og Froome, der efter sit voldsomme uheld i 2019 har haft uhyre svært ved at nå op på sit tidligere niveau, skal med sin enorme erfaring støtte Woods mest muligt. Israel Start-Up Nation har endnu ikke offentliggjort navnene på de øvrige ryttere i truppen.

Fodbold. Lionel Messi scorede til 1-0 på et fremragende frispark i Argentinas Copa América-dyst med Chile, men Messi og co. måtte indkassere en 1-1-udligning på en straffesparksripost i 2. halvleg, så det sluttede 1-1 i det første opgør i gruppe B. Messi var frustreret efter kampen. »Vi var ikke rolige, vi havde ikke kontrol over bolden«, konstaterede han ifølge nyhedsbureauet AFP, mens landstræner Lionel Scaloni havde en anden opfattelse. » Vi fortjente at vinde, men endte med at spille uafgjort. Under alle omstændigheder er det blot begyndelsen på en meget hård turnering«, lød det fra den argentinske landstræner. I gruppens anden kamp blev det til en 3-1-sejr til Paraguay mod Bolivia, der førte 1-0, men fik en spiller udvist kort før pausen og derefter indkasserede tre mål i 2. halvleg.

Håndbold. Danmarks regerende olympiske mestre tester formen inden legene i Tokyo med en kamp mod Sverige. Det sker 12. juli i Royal Stage i Hillerød, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF). Ved OL er Danmark i gruppe med Sverige samt Portugal, Japan, Egypten og Bahrain. OL-turneringen starter 24. Juli.

Fodbold. Målmanden David Jensen forlader New York Red Bulls og skifter til belgiske Westerlo, hvor han bliver holdkammerat med sin landsmand Christoffer Remmer.

Fodbold. Superligaklubben AaB har skrevet en femårig aftale med den 19-årige forsvarsspiller Casper Gedsted, der kommer fra klubbens egen ungdomsafdeling. Han bliver sammen med angrebstalenterne Oliver Børsting og Anosike Ementa rykket op i førsteholdstruppen.

Olympisk. Danmarks Idrætsforbund (DIF) har udtaget yderligere tre skytter til legene i Tokyo. Steffen Olsen, Rikke Mæng og Anna Skade Nielsen supplerer skeetskytten Jesper Hansen.

Cykling. Hollænderen Wilco Kelderman og slovakken Peter Sagan er udset som kaptajner i Bora-hansgrohes trup i Tour de France fra 26. juni til 25. juli. Den tredobbelte eksverdensmester Peter Sagan, der tidligere på året debuterede i Giro d’Italia med en etapesejr og førsteplads i pointkonkurrencen, stiller således for 10. gang til start i den franske styrkeprøve. Her er han foreløbig noteret for 12 etapegevinster samt 7 sejre i pointkonkurrencen. I sidstnævnte måtte han i 2020 se sig overtrumfet af ireren Sam Bennett (Deceuninck-Quick Step). Kelderman og Sagan får selskab af tyskerne Emanuel Buchmann og Nils Politt, østrigerne Patrick Konrad og Lukas Pöstlberger, italieneren Daniel Oss og den hollandske debutant Ide Schelling.

Fodbold. 20-årige Olivia Møller Holdt er kåret som årets spiller af kvindeligaens trænere og de danske landstrænere. Fortuna Hjørrings midtbanespiller scorede 15 mål i sæsonen, hvor det blev til bronze med den nordjyske klub. »Det er dejligt at blive set og anerkendt for ens præstationer. Det er jo svært, for i Fortuna har vi haft en lidt svær sæson, men at blive set og anerkendt for de personlige præstationer«, det er stort, siger Olivia Møller Holdt.

Fodbold. Mens EM-turneringen dårligt nok er kommet i gang, så er den kommende sæsons første europæiske klubdueller blevet fundet. 1. runde af kvalifikationen til Champions League og den nye Conference League blev foretaget tirsdag. Onsdag vil FC Midtjylland, FC København og AGF følge med i hvilke modstandere, de vil få tildelt i 2. runde. For FC Midtjylland er der kun tre muligheder: Sparta Prag, Celtic eller PSV Eindhoven. Brøndbys mestre og Randers FC’s pokalvindere ryger først i lodtrækningsbowlen i henholdsvis Champions League og Europa League 2. august.

Cykling. 21-årige Emma Norsgaard har fået en ny treårig kontrakt med det spanske Movistar-hold. Norgaard har fået sit store gennembrud i år med fire sejre foreløbigt. I fremtiden forventes der endnu mere af danskeren. »Kontraktforlængelsen med Emma var afgørende for vores hold i fremtiden«, siger Movistars sportsdirektør Sebastián Unzué i en pressemeddelelse. »Hun har hurtigt opbygget et ry som en af verdens bedste ryttere, som hun har vist i både endagsløb, hvor hun har kæmpet med om sejren med feltets dygtigste ryttere, og i etapeløb«, lyder det endvidere.

Fodbold. FC Nordsjælland har solgt sit 16-årige midtbanetalent Zidan Sertdemir til den tyske bundesligaklub Bayer Leverkusen. Zidan Sertdemir har fået en kontrakt til sommeren 2024. »Zidan Sertdemir er udstyret med et helt særligt talent«, siger Leverkusens sportsdirektør Simon Rolfes og afslører, at den danske U17-landsholdsspiller har været i klubbens søgelys i tre år. Zidan Sertdemir har første arbejdsdags i Leverkusen 5. juli – med førsteholdet, vel at mærke. Transfersummen er ikke oplyst, men FC Nordsjælland medgiver, at det er med en portion skuffelse, de sender spilleren til Tyskland. »Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde en anden plan for Zidan«, siger FCN-sportsdirektør Mikkel Hemmersam.

Tennis. Wimbledon-turneringen får også et betragteligt antal tilskuere på lægterne, når spillet indledes om et par uger. »Vi er glade for i tæt samarbejde med regeringen, sundhedsmyndigheder og lokale myndigheder at kunne bekræfte, at Wimbledon-mesterskaberne 2021 begynder mandag 28. juni med en kapacitet på 50 procent på anlæggene«, meddeler arrangøren. »Kapaciteten vil derefter blive udvidet til fuld publikumskapacitet på 15.000 på Centre Court i finaleweekenden«.

Fodbold. Nye tal fra revisionsfirmaet Deloitte viser, at de 20 klubber i den engelske Premier League i forbindelse med coronapandemien har registreret et fald i omsætningen på 13 procent og med et samlet tab før skat på næsten en milliard pund til følge. Deloitte peger især på fraværet af fans, kampudsættelser og tilbagebetalinger til tv-stationer som de overvejende årsager til nedturen. »Så snart fans må vende tilbage i fuldt omfang - forhåbentligt i løbet af sæsonen 2021/22 - har Premier League-klubberne potentiale til igen at vende tilbage til deres rekordhøje indtægtsniveau«, vurderer Deloitte.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her