Hvis man er så heldig at komme ind gennem den rigtige indgang på Johan Cruijff Arena i Amsterdam, træder man kort efter hen på en rulletrappe, som fører en fra gadeplan og op mod de forskellige tribuneniveauer. På hver etage er man omgivet af mosaikker, der viser nogle af tidens mest markante Ajax-spillere.
På den ene er det muligt at få øjenkontakt med Michael Laudrup, Morten Olsen eller Zlatan Ibrahimovic. Den næste hollænderne Marco van Basten, Frank Rijkaard og Edwin van der Sar. Øverst oppe er der kun gjort plads til en mand: Johan Cruijff.




























