De seneste nyheder fra sportens verden.

Nordmand sætter verdensrekord i 400 meter hækkeløb

Karsten Warholm sætter verdensrekord i 400 meter hækkeløb på hjemmebane. Billedet er fra 2020.
 Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Karsten Warholm sætter verdensrekord i 400 meter hækkeløb på hjemmebane. Billedet er fra 2020. Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Atletik. Norske Karsten Warholm er ny indehaver af verdensrekorden på 400 meter hækkeløb. Han tilbagelagde distancen på 46,70 sekunder og skar dermed otte hundrededele af den nu tidligere rekord, som blev sat af amerikanske Kevin Young ved OL i 1992. Den nye verdensrekord blev sat torsdag ved Diamond League-stævnet på Karsten Warholms hjemmebane i Oslo foran 5000 tilskuere. Karsten Warholm har tidligere løbet de 400 meter på 46,87 sekunder. Det var indtil for få dage siden den næsthurtigste tid i historien. Ved det amerikanske OL-udtagelsesstævne løb Rai Benjamin nemlig i tiden 46,83 sekunder og blev historiens næsthurtigste på distancen. Hans tid er nu nede som tredjebedste tid. Dermed er der lagt op til et brag af en konkurrence, når OL i Tokyo bliver skudt i gang 23. juli.

Fodbold. Lionel Messi, der i øjeblikket spiller Copa América med Argentina, er officielt klubløs. Kontrakten med FC Barcelona udløb ved midnat og en ny aftale er ikke på plads. FC Barcelonas forsøg på at forlænge kontrakten med Lionel Messi er forsinket grundet La Ligas økonomiske regler, siger Joan Laporta, der er præsident i Barcelona, til radiokanalen Onda Cero. Laporta insisterer på, at Messi gerne vil blive i klubben. »Det går fint. Han ønsker at blive, og vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at han bliver. Men vi er nødt til at balancere det med reglerne om Financial Fair play«, siger Laporta til Onda Cero.

Tennis. Det tidlige eftermiddagsprogram ved Wimbledon bød på endnu en gedigen overraskelse i damesingle. Her sluttede den 3. seedede Elina Svitolinas (Ukraine) deltagelse med et nederlag på 3-6, 4-6 til Magda Linette fra Polen. Dermed er seks top-10--seedede spillere i røget ud: Sofia Kenin (4), Bianca Andreescu (5), Serena Williams (6), Belinda Bencic (9) og Petra Kvitova (10). Den topseedede Ashleigh Barty er dog stadig med. Russiske Anna Blinkova blev slået i 2. runde 6-4, 6-3.

I herresingle var der avancement til den 2. seedede russer Daniil Medvedev og tyske Alexander Zverev (seedet 4) i tre sæt. Også legenden Roger Federer (6) skulle kun bruge tre sæt til at besejret franske Richard Gasquet. Se alle resultater fra Wimbledon her (eksternt link)

Golf. Thorbjørn Olesen er som nr. 4 bedste dansker efter 1. runde af European Tour-turneringen Irish Open. Med 67 slag er Olesen tre slag efter den førende Lucas Herbert fra Australien, der sig 1. runde i 64 slag. Joachim B. Hansen brugte 69 slag, Jeff Winther og Rasmus Højgaard 70, Benjamin Poke 71, Søren Kjeldsen 72 og Lucas Bjerregaard ligger i den helt tunge ende efter en runde i 74.

EM-fodbold. Det bliver den 48-årige hollænder Björn Kuipers, der skal dømme Danmarks kvartfinale mod Tjekkiet på søndag. Kuipers var også dommer, da Danmark tabte 1-2 til Belgien, og da Spanien besejrede Slovakiet 5-0.

Cykling. 6. etape af Tour de France er afgjort. Briten Mark Cavendish sejrede. Se den sidste kilometer af etapen her:

EM-fodbold. Mens der vil være mindst 1.000 danske tilskuere på lægterne til Danmarks møde med Tjekkiet i Baku på lørdag – herunder 50 gratister fra den officielle fanklub inviteret af Dansk Boldspil-Union – så er der udsigt til ganske få tjekkiske fans på stadion. Ritzau skriver, at tjekkiske landsholds fanklub har droppet en plan om at chartre fly. Der var ganske enkelt ikke nok, der var interesserede i at rejse de ca. 3.500 km fra Tjekkiet til Aserbajdsjan.

EM-fodbold. Kærlighedsaffæren mellem landsholdet og Helsingør fortsætter i de kommende år. Det står klart, efter at Dansk Boldspil-Union (DBU), Marienlyst Strandhotel og Helsingør Kommune er blevet enige om sammen at anlægge en ny træningsbane ved siden af det nye stadionområde i byen. Helsingør Kommune bidrager med 11,7 millioner kroner, DBU med 1 million kroner og Marienlyst Strandhotel med 5 millioner kroner til banen, der skal stå klar i begyndelsen af 2023.

EM-fodbold. Dansk Boldspil-Union (DBU) belønner 50 af landsholdets mest loyale fans for at følge nationalmandskabet i tykt og tyndt. 50 fans fra den officielle fanklub, der har optjent flest loyalitetspoint gennem de seneste år, vil blive sendt til Danmarks EM-kvartfinale lørdag mod Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, på DBU’s regning.

Fodbold. Manchester United og Jadon Sancho har snart papir på hinanden. United og kantspillerens tyske klub Dortmund er nemlig blevet enige om en transfer til 630 millioner kroner.

Fodbold. Superligaklubben OB ansætter Björn Wesström som ny fodbolddirektør fra 1. januar 2022. Han kommer til fra AIK Stockholm. Også Sønderjyske har hyret til chefgangen. 44-årige Jonas Lygaard tiltræder 16. juli som administrerende direktør. For nylig ansatte Sønderjyske tyske Michael Boris som ny cheftræner.

Fodbold. FC Midtjylland har solgt den 24-årige centrale forsvarsspiller Kristian Riis til Lyngby. Kristian Riis har fået en toårig kontrakt hos Lyngby.

Cykling. En kvinde gik i vejen med et skilt et stykke ude på vejen, som betød, at flere ryttere styrtede på 1. etape i Tour de France. Men løbsarrangørerne har valgt ikke at sagsøge kvinden: »Vi trækker vores klage tilbage. Denne historie er blevet blæst ud af proportioner, men vi ønsker at minde alle om løbets sikkerhedsregler«, siger løbsdirektør Christian Proudhomme til Reuters.

Fodbold. Åge Hareide stopper sin trænerkarriere til nytår. Den tidligere træner for det danske landshold forlænger altså ikke sin aftale med Rosenborg: »Jeg har bestemt mig for at pensionere mig som fodboldtræner fra årsskiftet. Hensigten, da vi skrev kontrakten for 2021, var netop usikkerheden om, hvor længe jeg ville fortsætte. Vi havde 1. juli som dato, så Rosenborg kan finde en afløser«, lyder det fra Hareide, som opnåede flotte resultater med det danske landshold.

Fodbold. DBU har allieret sig med Amnesty forud for turen til Baku. Det skriver DBU på sin hjemmeside: »Aserbajdsjan har udfordringer i forhold til basale menneskerettigheder. Derfor har vi søgt råd hos Amnesty International i Danmark og fået deres viden, som vi giver videre til vores trup, stab samt til de danske fans, der vil rejse til Baku for at se kampen«, siger DBU-direktør Jakob Jensen på hjemmesiden.

Håndbold. Nikolaj Jacobsen har udtaget de 14 spillere samt to reserver, som skal forsøge at hive guldet hjem i Tokyo. Sådan ser truppen ud:

  • Målmænd: Niklas Landin (THW Kiel), Kevin Møller (FC Barcelona).
  • Fløjspillere: Magnus Landin (THW Kiel), Lasse Svan (Flensburg-Handewitt), Johan Hansen (Hannover-Burgdorf).
  • Stregspillere: Henrik Toft Hansen (Paris Saint-Germain), Magnus Saugstrup (Aalborg).
  • Bagspillere: Mikkel Hansen (Paris Saint-Germain), Mads Mensah (Flensburg-Handewitt), Henrik Møllgaard (Aalborg), Jacob Holm (Füchse Berlin), Lasse Andersson (Füchse Berlin), Morten Olsen (GOG), Mathias Gidsel (GOG).
  • Reserver: 15. mand, Emil Jakobsen, fløjspiller (GOG), 16. mand, Simon Hald, stregspiller (Flensburg-Handewitt).

2016 var første gang i historien, at Danmarks herrelandshold vandt en medalje ved OL med en sejr over franskmændene. Nu skal titlen forsvares. Danmark spiller første gruppekamp ved OL 24. juli, hvor modstanderen er Japan.

Fodbold. Streamingtjenesten DAZN har købt de globale rettigheder til at sende UEFA Women’s Champions League. I en tid hvor professionel kvindesport fortsat kæmper for mere eksponering, giver den nye aftale synlighed til spillerne, klubberne og turneringen som aldrig før. Alle kampe bliver tilgængelige for fans over hele kloden: »Det er kæmpestort, at folk vil have mulighed for at se alle kampe. Flere begynder at se værdien i kvindefodbold. DAZN går jo ikke ind i aftalen for sjov. De får rent faktisk også noget ud af det«, siger Pernille Harder, der i denne sæson tabte finalen i Champions League med Chelsea til Barcelona. I de første to sæsoner (2021-23) vil fans have mulighed for at se alle 61 kampe i gruppespillet samt finalekampene på DAZN og gratis på DAZNs YouTube-kanal.

EM-fodbold. Yussuf Poulsen måtte se Wales-kampen fra tribunen. Men nu er skaden i baglåret forbedret: »Jeg tror måske ikke, at jeg vil kunne spille 90 minutter, men jeg vil kunne spille 60 minutter som mod Belgien og Rusland. Det er i hvert fald også det, som vores lægestab bekræfter mig i, at jeg burde kunne«, siger han og tilføjer: »Men vi har stadig noget tid inden kampen, men som det ser ud nu, så ser det ud til, at jeg kan præstere over en længere periode, uden der skulle være problemer med det«.

Tennis. Novak Djokovic vandt i går over Kevin Anderson ved årets Wimbledon-turnering. Men det var ikke sejren, der stjal overskrifterne efterfølgende. I fokus var græsplænen, som var særdeles glat under kampen. Så glat, at Djokovic gled og faldt mindst fem gange. Det våde græs har de seneste dage været heftigt debatteret, da flere spillere er kommet til skade. Tirsdag blev Serena Williams øjensynligt skadet, da hun gled på banen, mens franske Adrian Mannarino måtte opgive at fuldføre kampen mod Roger Federer på grund af en knæskade, som han pådrog sig efter et fald. Arrangørerne af den prestigefyldte turnering har erkendt, at de mange byger har indflydelse på banerne.

Fodbold. På lørdag skal de danske spillere i aktion i kvartfinalen mod Tjekkiet, som spilles i Baku. Men der venter de danske spillere nogle helt andre temperaturer, end de hidtil har været vant til med det danske regnvejr. Når de går på banen vil det formentlig være omkring 30 grader. Det er naturligvis noget, som landsholdet allerede forbereder sig på, fortæller Kasper Hjulmand:

»Vi kommer måske til at spille lidt mere i staccato forstået på den måde, at vi hamrer igennem i nogle korte, hurtige sekvenser, men at vi også har perioder, hvor vi slapper lidt mere af med bolden«, siger han og tilføjer, at de har tilknyttet eksperter, som har fuldstændig styr på væskebalance. Uefa har en regel om, at der skal være 32 grader, før der må afholdes en vandpause midt i halvlegene.

Tennis. Der var især en tenniskamp i Wimbledon, der for alvor gav tilskuerne noget for pengene. Den tidligere Wimbledon-vinder Andy Murray stod overfor tyske Oscar Otte, og det blev en tæt, tæt affære. Fem dramatiske sæt blev til sidst vekslet til en sejr til Murray på 6-3, 4-6, 4-6, 6-4, 6-2.

Fodbold. Målmand Marvin Schwäbe skifter Brøndby ud med tyske FC Köln på en fri transfer. Den tyske målmand har fået en kontrakt, der løber tre år frem.

Cykling. Mads Pedersen er klar til torsdagens mulige massespurt. Han pådrog sig en skulderskade efter styrtet på 1. etape, men den er nu i bedring: »Jeg har sagt det før. Jeg træder ikke med skulderen og armene. Det er okay. Min venstre hånd sover lidt mere, end den plejer at gøre, men så længe der ikke er noget brækket, så fortsætter jeg«, siger han. Lige så godt går det dog ikke for landsmanden, Casper Pedersen, som også styrtede på 1. etape: »Jeg har problemer med min ryg. Den er helt spændt op i venstre side. Jeg kan mærke, når jeg trækker vejret, at det sidder i klemme«, siger han og tilføjer, at der alligevel er fremskridt at spore.

Basketball. Det er 28 år siden, at Phoenix Suns har været i finalen i NBA’s slutspil. 36-årige Chris Paul blev Phoenix Suns helt store helt, da han stod bag hele 41 point i sejren på 130-103 over Los Angeles Clippers natten til torsdag dansk tid. I finalen venter enten Atlanta Hawks eller Milwaukee Bucks.

Ishockey. Tampa Bay Lightning vandt deres anden kamp i træk foran 19.000 tilskuere i NHL’s finaleserie mod Montreal Canadiens med 3-1. Holdet erhvervede sig også titlen sidste sæson, og de anses som favoritter til at vinde den igen.

Marie Juul Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her