Motorsport. Speedwaykøreren Nicki Pedersen skal holde sig i ro de næste seks måneder, da han har fået frataget licensen. Pedersen, der grundet sin kompromisløse kørestil også går under navnet ’The Dirty Dane’, er sat i karantæne som følge af at han har udvist truende og usportslig adfærd i en ligamatch i Holsted 2. juni. Det fremgår af en kendelse fra Danmarks Motor Union (DMU). 44-årige Pedersen, der har vundet tre VM-titler, blev 2. juni udelukket fra tre heats og henvendte sig gentagne gange til dommertårnet uden tilladelse, lyder det i kendelsen. Det er en skærpende omstændighed, at scenariet udspillede sig flere gange. Nicki Pedersen agter at anke.
Fodbold. Den tidligere Silkeborg-spiller Mads Emil Madsen skifter fra østrigske Lask Linz til tjekkiske Slavia Prag på en kontrakt gældende til 2025.
EM-fodbold. Billetter til danske fans på Wembley er tæt på at være udsolgt. Indtil videre er 4.800 ud af cirka 6.000 billetter væk til den historiske semifinale mod England onsdag aften. De britiske indrejseregler, som tager højde for corona betyder, at det kun er danskere bosat i Storbritannien, som har mulighed for at se kampen på stadion. Omkring 30.000 danskere bor i Storbritannien. Hvis Danmark skulle slå England i onsdagens semifinale, er der lavet en særaftale med briterne, som betyder, at 1.000 tilrejsende fans fra Danmark kan komme ind og se kampen.
FAKTA
Direkte sport i tv
TV 2
14.30 Tennis: Wimbledon
TV 2 Sport
12.00 Tennis: Wimbledon
TV3 Sport
02.05 Ishockey: Montreal-Tampa Bay
TV 2 Sport X
12.00 Tennis: Wimbledon
02.30 Basketball: Milwaukee-Atlanta
Fodbold. Randers FC og den stærke midtbaneprofil Vito Hammershøy-Mistrati har forlænget samarbejdet til sommeren 2024.
Tennis. Verdens nummer 2, Naomi Osaka fra Japan, melder sig klar til både OL og til at møde pressen igen. Det meddeler den 23-årige ifølge tv-stationen NHK. Naomi Osaka kom i juni i fokus ved French Open, da hun mentalt nedslidt som følge af depression og angst, ikke ønskede at stille op til pressemøder.
Ishockey. En 24-årig Columbus Blue Jackets målmand, Matiss Kivlenieks fra Letland, er død. Det oplyser landets ishockeyforbund. Kivlenieks var holdkammerat med danske Oliver Bjorkstrand. Årsagen til Kivlenieks død er ifølge AP en bizar ulykke 4. juli, hvor amerikanerne ynder at se fyrværkeri. Noget fyrværkeri var i Novi, Michigan kommet ud af kontrol og ramte Matiss Kivlenieks i brystet, mens denne prøvede at undvige.
Ishockey. Den afgående formand i Danmarks Ishockey Union (DIU), Henrik Bach Nielsen, melder sig som kandidat til posten som præsident i Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF). Det oplyser han i en pressemeddelelse. Danmarks Idrætsforbund (DIF) støtter kandidaturet. Henrik Bach Nielsen har gennem næsten ti år været en del af IIHF’s Council, der kontrollerer det internationale forbund. Henrik Bach Nielsen går til valg på at sprede ishockey længere ud i verdenshjørnerne. IIHF’s schweiziske præsident René Fasel har besluttet sig for at træde tilbage og Henrik Bach Nielsen er en af fem europæere, der skal i kampvalg.
Tennis. Verdensetteren Ashleigh Barty er i kvartfinalen ved Wimbledon for første gang. Den australske stjerne vandt i 1/8-finalen 7-5, 6-3 mod den tjekkiske French Open-vinder Barbora Krejcikova. Også Aryna Sabalenka (seedet 2) og Karolina Pliskova (8) er videre til kvartfinalerne, mens Iga Swiatek (7) blev slået af Ons Jabeur (21). Hos mændene var der avancement til kvartfinalerne til Novak Djokovic (1), Matteo Berrettini (7), Denis Shapovalov (10) og Karen Khachanov (25). Overblik og statistik fra Wimbledon (eksternt link)
Atletik. Den russiske højdespringer Danil Lysenkos dopingudelukkelse er blevet stadfæstet ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Lysenko er blevet udelukket i seks år med tilbagevirkende kraft, men da to af årene er gjort betingede kan den 24-årige genoptage karrieren per 3. august 2022, medmindre han tages i at bryde antidopingreglerne igen. Lysenko havde rod i sine såkaldte whereabouts og fremlagde dokumenter, der fastslog, at han havde misset sin anden dopingtest, fordi han havde været indlagt på hospital med akut blindtarmsbetændelse. Da disse oplysninger blev undersøgt nærmere, viste det sig, at hospitalet, hvor Lysenko skulle have været behandlet, slet ikke eksisterede, og at han havde skaffet falske dokumenter via Det Russiske Atletikforbund.
Doping: Grotesk russisk svindel holder nationens atleter uden for dørenFodbold. FC København har hentet endnu en profil – den nu tidligere AGF’er Kevin Diks på en fireårig kontrakt: »Han har altid haft talentet, og nu får han også mulighed for at få en større stabilitet ind i sin karriere. Det tror vi meget på, vil løfte ham yderligere«, siger sportsdirektør Peter Christiansen. Kevin Diks siger til FCKs hjemmeside: »Jeg havde en del andre muligheder både i andre ligaer og i Danmark, men jeg havde den helt rigtige fornemmelse omkring FCK med det samme, da jeg hørte, at de var interesserede«.
Fodbold. Superligaklubben Vejle har lavet en fireårig aftale med den svenske midtbanespiller Kevin Custovic, der kommer fra Västerås SK i den næstbedste svenske række. Den 21-årige kan spille på den centrale midtbane og begge backpladser, meddeler Vejle på sin hjemmeside.
EM-fodbold. Englands landstræner har stor respekt for det danske landshold. Han peger på, at hændelsen med Christian Eriksen ser ud til at have styrket danskernes bånd, og at spillerne »rider på en bølge af følelser«: »Vi taler om perspektiv i sport, men vi har det sjældent. Det øjeblik gav det til os alle. Vi taler om, hvad vi har været igennem, men hvad danskerne var igennem den dag, måden deres anfører (Simon Kjær, red.) var på, og hvordan gruppen var på, og hvordan det har forbundet dem til deres fans, det er ret kraftfuldt«, siger Gareth Southgate.
Atletik. Kojo Musah bliver den første mandlige danske 100-meterløber til et OL siden 1928. Han er netop blevet udtaget til sommer-OL i Tokyo, skriver Danmarks Idrætsforbund. Kojo Musah deltager også i 4x100 meter med Tazana Kamanga-Dyrbak, Frederiks Schou-Nielsen, Simon Hansen, Kristoffer Hari og Emil Mader Kjær.
Fodbold. Tottenham vil ikke af med Harry Kane, hvis kontrakt løber til 2024. Det siger klubbens nye fodbolddirektør, Fabio Paratici, til Sky Sports efter gentagne rygter, om at Kane skulle være på vej væk: »At beholde ham er ikke kun mit mål, det er vores mål som klub. Jeg kan ikke vente med at se ham spille. Lige nu er han en af de bedste angribere i verden. Han er en komplet spiller, rigtig speciel«, siger Paratici, der først kan tale fremtid med Kane efter EM.
EM-fodbold. I den danske lejr løber Harry Kane også med opmærksomheden: »Han er en af verdens bedste angribere og har vist det i mange år nu. Uanset om han havde scoret i de seneste kampe eller ej, bliver han en mundfuld. Det bliver en, vi skal håndtere som hold«, siger Jannick Vestergaard og tilføjer: »I en mod en har han så meget kvalitet, at på det halv skridt, som han unægteligt vil kunne få i løbet af 90 minutter, der er han god nok til at sparke dem ind«.
EM-fodbold. Den 19-årige engelske landsholdsspiller Bukayo Saka var ikke med i lørdagens EM-kvartfinale mod Ukraine på grund af en skade. Men Saka er klar til onsdagens semifinale mod Danmark: »Han burde være ok. Han meldte sig klar til kampen mod Ukraine, men vi havde ikke haft mulighed for at se ham på banen og arbejde på det niveau, som kunne forsvare den beslutning. Han er tilbage i fuld træning mandag med resten af truppen«, fortæller Gareth Southgate.
Cykling. Den unge, danske cykelrytter Mikkel Bjerg trives i rollen som hjælper for Tadej Pogacar, for han er endnu ikke klar til at jagte de helt store klassikere: »Lige nu er målet endnu ikke de helt store klassikere. Der mangler min motor stadig lidt for at kunne være med blandt Kasper Asgreen, Mathieu van Der Poel og de typer«, siger han.
Golf. Nanna Koerstz Madsen slutter på en delt 26. plads i LPGA-turnering i Texas efter en runde i par. Danskeren kom runden igennem banens par på 71 og endte i samlet fem slag under par. Sydkoreaneren Jin Young Ko vandt i 16 slag under par.
fortsæt med at læse




























