Næppe havde England tabt finalen om Europamesterskabet i fodbold til Italien søndag aften, før der blev skrevet racistiske slagord på et vægmaleri af den unge fodboldstjerne Marcus Rashford fra Manchester-forstaden Withington, som lokale kunstnere har malet for at hylde ham.
Årsagen til hærværket er, at Marcus Rashford var en af de tre farvede spillere, der brændte deres forsøg i den afgørende straffesparkskonkurrence, og her mandag har avisen Manchester Evening News så været forbi vægmaleriet. De skriver, at væggen nu er dækket med flag, hjerter og varmhjertede støtteerklæringer til den 23-årige fodboldspiller fra Manchester United.




























