Bayern München og Juventus var de store vindere på den første aften med Champions League-fodbold.

Dansk rekord i Champions League får en blød start

Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Med største sandsynlighed vil den netop indledte Champions League-sæson blive endnu en dokumentation af, at dansk fodbold aldrig har stået stærkere.

De fire store ligaer sætter markant rekord i antallet af danske spillere

Ikke færre end 15 danske spillere er indskrevet i trupperne hos de 32 klubber, der de næste måneder skal afvikle 96 kampe i gruppespillet, og selv om et par stykker af dem næppe kommer i aktion, så vil rekorden fra 2019/2020 på 10 danske legionærer i aktion i gruppekampene givetvis blive overgået i denne sæson.

7 danskere var i aktion på den første af gruppespillets tolv kampdage, og kun én af dem fik lejlighed til at lade sejrssangen gjalde i omklædningsrummet.

Det var på Stamford Bridge, hvor Andreas Christensen spillede hele kampen i midterforsvaret for Chelsea, der vandt 1-0 over Zenit St. Petersborg på en scoring af, selvfølgelig, Romelu Lukaku.

Malmö FF er topscorer med tre danske spillere og den første danske cheftræner for en Champions League-klub uden for Danmark, men Lasse Nielsen, Søren Rieks, Anders Christiansen og Jon Dahl Tomasson fik en grum start mod Juventus.

Et stort dansk hjerte med internationalt hoved er på jagt efter den perfekte kamp

Det svenske mesterhold kom ellers godt i gang og Søren Rieks helflugtede over mål på et indlæg, men efter Alex Sandro havde scoret midt i halvlegen gik det stærkt mod slutningen, da Lasse Nielsen først begik et straffespark mod Alvaro Morata, som Paulo Dybala udnyttede, inden Morata med skinnebenet lidt heldigt fik gjort det til resultatet 3-0.

Barcelona udklasseret på hjemmebane

Resultatet var det samme på Camp Nou, hvor FC Barcelona blev udklasseret af sprudlende og effektive Bayern München.

Thomas Müller lavede et for ham klassisk mål, da hans afslutning ramte en modstander og snød Marc-André ter Stegen i Barcelonas mål, men det var lige så typisk, at Robert Lewandowski scorede to gange i 2. halvleg, begge gange på riposten efter stolpeskud.

Med sine 73 mål overgås Lewandowski i Champions League kun af Cristiano Ronaldo, der scorede nummer 135 i Manchester Uniteds nederlag ude mod Young Boys, og Lionel Messi med 120.

Martin Braithwaite optræder på FC Barcelonas liste over spillere, der for første gang siden 2004 er uden Lionel Messi, men danskeren kommer næppe i aktion i gruppespillet, eftersom han står over for en knæoperation.

Spilletid blev det heller ikke for Joakim Mæhle, der fra reservebænken så Atalanta opnå 2-2 på udebane mod Villarreal på en udligning i 83. minut af tyskeren Robin Gosens.

Sevilla mod Salzburg blev et danskermøde, da Thomas Delaney fra starten af 2. halvleg kom ind til sin 31. Champions League-kamp, men med 1-1 blev det en kamp uden en dansk vinder. Rasmus Nissen Kristensen spillede hele kampen for Salzburg, der havde 18-årige Maurits Kjærgaard på bænken.

Ronaldo scorer forgæves i en vanvittig start på Champions League

Onsdagens kampe omfatter yderligere tre klubber med danske spillere i truppen.

Yussuf Poulsen står overfor sin femte sæson i Champions League med RB Leipzig, der starter ude mod Manchester City, Simon Kjær kan repræsentere sin tredje klub, når AC Milan ude mod Liverpool deltager i turneringen for første gang siden 2014 med den 19-årige Andreas Jungdal som en af fem målmænd i bruttotruppen, og så er det med tre unge danskere i bruttotruppen, at AFC Ajax ude møder Sporting CP: 19-årige Mohamed Daramy, 21-årige Victor Jensen og 18-årige Christian Rasmussen.

Champions League-klubberne råder over yderligere to danske spillere, men Inter gør af naturlige årsager ikke brug af Christian Eriksen, mens Jonas Knudsen efter en alvorlig skade først er til rådighed for Malmö FF igen næste år.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her