Det var uvant for Anne Mette Hansen at sidde på bænken under en landskamp. Siden bagspilleren fik debut i 2013, har hun været udtaget til alle EM- og VM-slutrunder undtagen VM i 2017, hvor hun var knæskadet. I 2019 blev hun kåret til årets kvindelige landsholdsspiller, og hun har i mange år været en profil på holdet.
Men da landsholdet i november sidste år spillede to testkampe mod Norge forud for EM, valgte den nye landstræner, Jesper Jensen, at placere Anne Mette Hansen på bænken i størstedelen af tiden. Han syntes, at hun havde fået for meget ansvar på holdet, og »ville pille hende lidt ned for at bygge hendes rolle op til en stor rolle igen«.


























