Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Pernille Harder udligner i overtiden mod sin tidligere klub

Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Pernille Harder sikrede Chelsea et point i sæsonens første Champions League-puljekamp, da hun i overtiden sparkede bolden mellem benene på Wolfsburgs målmand, Almuth Schult, til resultatet 3-3. Wolfsburg var ellers foran 3-1 efter 48 minutter, men Bethany England reducerede, inden Harder udlignede mod den tyske klub, hun forlod i september 2020. I samme gruppe vandt Juventus med Matilde Lundorf som højre back og indskiftede Sofie Junge Pedersen 3-0 ude over Servette.

Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepæl

Fodbold. Spanien er klar til finalen i Nations League efter en 2-1-sejr over Italiens verdensmestre, der trods hjemmebane på San Siro i Milano fik sat stopper for verdensrekordserien som ubeseejret i 38 kampe. Manchester City-angriberen Ferrán Torres scorede to gange for Spanien, det andet kort efter Italien havde fået udvist Leonardo Bonucci efter 42 minutter. Lorenze Pellegrini reducerede efter 82 minutter på et uselvisk oplæg fra Federico Chiesa. Den anden semifinalen mellem Frankrig og Belgien spilles torsdag kl. 20.45 i Torino.

Håndbold. Med 9 scoringer spillede Mathias Gidsel atter en hovedrolle, da GOG i en forrygende pokalkvartfinale besejrede Skjern 31-28. GOG førte med 3 mål ved pausen og kom foran med 4 i anden halvleg, men Skjern fik reduceret føringen til 1 mål, inden hjemmeholdet igen trak fra. Bjerringbro og Mors-Thy er ligeledes klar til finalestævnet, der afvikles i sidste weekend i marts. TTH Holstebro og Aalborg spiller i næste uge om den sidste plads.

Ishockey. Rungsteds håb om at avancere fra Champions League-gruppespillet led et knæk, da Rouen på hjemmebane i Frankrig vandt 5-1 i den næstsidste spillerunde. I samme gruppe vandt østrigske Klagenfurt 4-3 over ukrainske Donbass Donetsk, og mens Klagenfurt er sikker på avancement, har alle de tre resterende klubber alle chancen for at snuppe andenpladsen. Rouen har 7 point, Donbass og Rungsted hver 5 inden sidste runde, hvor Rungsted møder Rouen på hjemmebane på tirsdag.

Cykling. En måned efter sin tredje samlede triumf i Vuelta a España fortsætter den 31-årige slovener Primoz Roglic (Jumbo-Visma) med at levere imponerende resultater. I den 102. udgave af Milano-Torino udkæmpede han efter 190 km en intens duel med englænderen Adam Yates (Ineos Grandiers) i den afsluttende fase op mod målet på Superga-stigningen, og med sin kraftfulde finish krydsede Roglic stregen 12 sekunder foran englænderen, mens portugiseren João Alemida (Deceuninck-Quick Step) og den slovenske Tour de France-konge Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) var 35 sekunder efter på de næste pladser. Det var Roglic’ 13. sejr i år, og han deler nu førstepladsen på sæsonens vinderliste med sin belgiske holdkammerat Wout van Aert.

Håndbold. Aalborg er helt som forventet videre til semifinalen ved IHF Super Globe i Saudi-Arabien. Mod hjemmeholdet Al-Wehda vandt de danske mestre 38-27, efter at have bragt sig foran 7-1 og ført 19-10 ved pausen. Aalborg skal i torsdagens semifinale mod tyske Magdeburg, der vandt sin kvartfinale 35-23 over Al-Duhail SC fra Qatar.

Mestre afviser at tale om sportswashing før klub-VM i Saudi-Arabien

Boksning. Selv om Dina Thorslund fem uger før sit titelforsvar er blevet smittet med coronavirus, forventer den 27-årige bantamvægter at stille op 13. november i Kolding, hvor hun skal forsvare sin WBO-titel mod den 34-årige newzealænder Zulina Munoz. »Jeg føler sig lidt træt og snottet, men har det ellers fint«, siger Dina Thorslund til TV2 Sport.

Fodbold. Quique Sanchez Flores skal for tredje gang i trænerkarrieren stå i spidsen for spanske Getafe. Onsdag blev han præsenteret som ny træner i klubben, der mandag fyrede Michel. Quique Sanchez Flores var første gang træner i Getafe i sæsonen 2004/05, og ti år senere blev han hevet ind som midlertidig træner i den lille Madrid-klub. Nu afløser han Michel, som kun nåede at være træner i klubben i otte kampe. Quique Sanchez Flores’ seneste job var i Watford, hvor han efter én sejr på to en halv måned blev fyret i november 2019.

Håndbold. I 2015 blev Klavs Bruun Jørgensen træner for kvindelandsholdet i stedet for Jan Pytlick, og nu bliver de to navne igen forbundet. Når Pytlick efter denne sæson stopper trænerkarrieren og forlader Sønderjyskes herrehold i ligaen, bliver han nemlig atter afløst af netop Klavs Bruun Jørgensen. Parterne har indgået en toårig kontrakt, og dermed vender Klavs Bruun tilbage til herrehåndbolden efter til den tid 7 års fravær.

Fodbold. FC Københavns polske målmand Kamil Grabara burde være klar til at tørne ud igen efter landsholdspausen i kampen mod Sønderjyske 17. oktober. Tirsdag oplyste en talsmand fra det polske landshold, at Grabara ikke kunne være en del af de kommende A-landskampe, da han havde brækket en finger. »Der er tale om en mindre skade fra tidligere, som han har spillet med i et stykke tid«, skriver FCK på sin hjemmeside og tilføjer, at Grabara altså snart er klar igen.

Basketball. Bakken Bears har indlemmet den 27-årige point guard Marvelle Harris i holdets trup. Siden 2016 har Marvelle Harris spillet professionel basket i både Australien, Libanon, Belgien, Dubai, Japan og senest Egypten. Inden det var han en af de mest lovende college-spillere i USA, men tog ikke springet til NBA.

Dans. Dansk Sportsdanserforbund og Folkedans Danmark er fusioneret under navnet Dans Danmark og vil fra 1. januar 2022 fungerer som paraplyorganisation for alle klubber. Dans Danmark erstatter således Danmarks Sportsdanserforbund som specialforbund i Danmarks Idrætsforbund pr. 1. januar 2022.

Moderne femkamp. Den tyske anklagemyndighed i Potsdam har åbnet en undersøgelse af femkæmperen Annika Schleu og hendes træner Kim Raisner efter parrets kontroversielle optræden ved OL i Tokyo i sommer. Her piskede Schleu sin hest, der ikke sprang over forhindringerne som planlagt, og træneren fulgte op med at tildele dyret slag med knyttet næve. Træneren Kim Raisner blev efterfølgende sendt hjem fra Tokyo og begge blev beskyldt for dyremishandling. Den er denne del af sagen, anklagemyndigheden nu undersøger, skriver Bild.

Amerikansk fodbold. Hjalte Froholdt er blevet hentet til NFL-klubben Cleveland Browns, hvor han skal være en del af holdets kampaktuelle trup på 53 mand. Det oplyser holdet på sin hjemmeside ifølge Ritzau. I indeværende sæson har han indtil nu været en del af Houston Texans’ såkaldte practice squad, hvor spillere som udgangspunkt ikke er aktuelle til kampe. Skiftet betyder, at danskeren nu kan komme i spil i femte runde, når Browns gæster Los Angeles Chargers søndag. Froholdt blev i november sidste år fritstillet af New England Patriots.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har åbnet en disciplinærsag om ’mulig diskrimination’, efter at skotske Rangers i sidste uge blev besejret af tjekkiske Sparta Prag 1-0 i en kamp i Europa League. Det oplyser forbundet en meddelelse tirsdag, skriver Ritzau. Under kampen torsdag blev den finske fodboldspiller Glen Kamara udsat for smædesange af det tjekkiske hjemmepublikum. Rangers mener, at smædesangene mod Kamara, hvis familie stammer fra Sierra Leone, var racistisk motiverede og tog derfor efterfølgende kontakt til Uefa.

Kampen skulle egentlig have været spillet uden tilskuere, fordi Sparta Prag var blevet straffet efter et racismetilfælde i en tidligere kamp. 10.000 børn havde dog fået lov at komme ind til opgøret, og nogle af dem havde travlt med at buhe ad Glen Kamara.

Håndbold. Efter 10 måneder skadespause var stortalentet Helena Elver ved at være klar til et comeback hos Odense, men efter en ny korsbåndsskade i knæet kan playmakeren se frem til yderligere 6-10 måneder på sidelinjen.

Et af håndboldens største talenter havnede i et skadeshelvede, og så fik hun en opringning, der gjorde hende vanvittig sur

Tennis. Mikael Torpegaard tabte i kvalifikationen til turneringen i Indian Wells til amerikanske Bjorn Frantangelo med 6-2, 6-1 og kommer dermed ikke ind i hovedturneringen. Holger Rune er derimod med, da han har modtaget et wildcard til turneringen, der ofte benævnes ’den femte grand slam’. Det danske talent skal i første runde møde en endnu unavngiven kvalifikationsspiller.

Ishockey. Sønderjyske er efter 5 kampe i Champions League stadig uden sejr. Senest tabte holdet 3-1 til svenske Rögle BK

--------------

Rettelse: I en tidligere version stod der ved en fejl, at Rangers vandt over Sparta Prag.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her