Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Tre NHL-danskere er udtaget til dansk OL-trup

Foto: Dan Hamilton/Ritzau Scanpix
Foto: Dan Hamilton/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ishockey: Tre af NHL’s danske spillere kan godt begynde at forberede sig på OL i Beijing til februar. Fredag skrev Nikolaj Ehlers’ hold i den nordamerikanske ishockeyliga, Winnipeg Jets, på sin hjemmeside, at danskeren officielt var blevet udtaget til den danske OL-trup. Den oplysning bekræfter Danmarks Ishockey Union over for Ritzau. Samtidig bekræfter unionen, at også Oliver Bjorkstrand og Alexander True er med i truppen.

Fodbold. I sin landskamp nummer 107 kom det erfarne Bayern München-ikon Thomas Müller ind fra bænken og blev matchvinder for Tyskland i Hamburg mod Rumænien. Gæsterne var kommet foran i VM-kvalifikationsopgøret ved Ianis Hagi tidligt i 1. halvleg, mens Serge Gnabry fik udlignet kort inde i 2. halvleg. 32-årige Müller kom på banen i 68. minut i stedet for Timo Werner og scorede 2-1-sejrsmålet i 81. minut, da anfører Joshua Kimmichs var første led i en Bayern-tretrinsraket. Kimmichs hjørnespark blev sendt videre med hovedet af en anden Bayern-mand, Leon Goretzka, til Müller, der tæt under mål blot skulle sætte en inderside på. Det var Thomas Müllers mål nummer 40 for Tyskland, som nu har 18 point efter 7 kampe og kan de facto kvalificere sig til VM i 2022 ved at vinde i Nordmakedonien i næste uge.

Andetsteds i VM-kvalifikationen fortsætter Kroatien og Rusland parløbet i gruppe H. Russerne vandt 1-0 hjemme over Slovakiet, mens Kroatien sejrede 3-0 i Cypern. De to tophold har begge 17 point – og afgørelsen i gruppen falder formentlig først i sidste spillerunde i november, når Rusland kommer på besøg i Kroatien.

I gruppe G blev Holland den store vinder fredag aften. Oranje sejrede selv 1-0 i Letland, men da rivalerne fra Norge og Tyrkiet spillede 1-1 i deres indbyrdes opgør, fører Holland nu gruppe G med 16 point foran Norge med 14.

Tennis. 18-årige Holger Rune tabte i 1. runde af den store ATP-turnering i Indian Wells i Californien, USA. 4-6, 1-6 var facit mod amerikaneren Ernesto Escobedo, der var kommet til hovedturneringen via kvalifikationen. Holger Rune havde fået et såkaldt wildcard, men kunne altså ikke indfri forventningerne.

Cykling. Landevejsryttere er vant til lidt af hvert, men det, som briten Alexandar Richardson fra Alpecin-Fenix-holdet var ude for torsdag, var som taget ud af en krimi. På Instagram fortæller Richardson, at han under en træningstur i det vestlige London blev kørt af cyklen af en motorcykel og efterfølgende truet med en machete af personer, der ville stjæle hans cykel.

»De kørte simpelthen en af motorcyklerne ind i mig med 60 kilometer i timen. Jeg røg af cyklen, og en af motorcyklerne mistede kontrollen. Jeg holdt fast i cyklen, men den anden motorcykel trak mig og cyklen 100 meter. Dernæst tog de en 15 tommer (38 cm, red.) lang machete frem, og så kom jeg på bedre tanker og gav slip på cyklen«, forklarer Alexandar Richardson, som slap med en del skrammer og en forslået hofte.

Fodbold. Den danske landsholdsanfører Pernille Harder blev nummer to i magasinet France Footballs prestigefyldte Ballon d’Or-kåring i 2018. Nu får Chelsea-profilen en ny mulighed for at vinde. Harder er nemlig blandt de 20 spillere, der er nomineret i 2021. Individuel hæder er dog langt fra noget nyt for den 28-årige midtjyde. Både i 2018 og 2020 blev hun kåret som årets bedste kvindelige spiller af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Også anføreren for det danske herrelandshold, Simon Kjær fra AC Milan, er kommet gennem nåleøjet er blandt de 30 nominerede mandlige spillere, mens Kasper Schmeichel (Leicester) er en af ti nominerede i den særlige kategori for målmænd.

Fodbold. Selv om FC Barcelona kæmper med en elendig økonomi og en milliardgæld har klubben planer om at modernisere hjemmebanen Camp Nou for omkring 11 milliarder kroner og udvide kapaciteten fra 90.000 til 110.000 tilskuere, skriver AP. Efter planen skal ombygningen gå i gang næste sommer, og den vil betyde, at Barcelona skal finde en ny hjemmebane i en periode på op til et år. Blandt mulighederne er Johan Cruyff Stadion, hvor klubbens kvindehold spiller, og det olympiske stadion på bjerget Montjuic. FC Barcelona er ifølge AP i forhandlinger med den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs om et lån, der kan finansiere ombygningen af det legendariske stadion, der er Europas største.

Fodbold. Midtbanespilleren Mikkel Rygaard blev i januar solgt fra FC Nordsjælland til polske Lodz, men FCN har stadig ikke fået penge fra handlen. Det siger sportsdirektør Jan Laursen ifølge Ritzau til det polske medie Sportowe Fakty. FCN truer nu med at tage sagen videre til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) juridiske afdeling, mens Lodz lover, at betale i slutningen af oktober.

Curling. Danmark er i spil til at få et mixedhold med til de vinterolympiske lege i Beijing næste år. I tyrkiske Ezrum vandt Jasmin Lander og Henrik Holtermann 7-5 over Belarus i finalen og sikrede sig dermed billetten til det afgørende kvalifikationsstævne i hollandske Leeuwarden til december. Herfra kvalificerer to hold sig til legene. Mixed curling var første gang på det olympiske program i Pyeongchang i 2018. Danmark er sikret deltagelse i kvindernes række.

Fodbold. Manchester Uniteds Cristiano Ronaldo er kåret til september måneds bedste spiller i Premier League, hvor trænerhæderen gik til Arsenal-bossen Mikel Arteta.

Motorsport. Lewis Hamilton (Mercedes) sendte en klar besked til konkurrenterne, da formel 1-feltet afviklede to træninger før søndagens tyrkiske grandprix. Briten var hurtigst i begge sessioner, og hans nærmeste konkurrent i kampen om verdensmesterskabet, Max Verstappen (Red Bull), var ved begge lejligheder omtrent et halvt sekund langsommere. Der er kvalifikation til løbet lørdag. Blot to point adskiller Lewis Hamilton og Max Verstappen i VM-stillingen, når starten går søndag. Allerede nu har Verstappen dog fået en lille fordel til løbet i Tyrkiet, da Hamilton kommer til at starte 10 pladser dårligere, end hans kvalifikation lørdag berettiger ham til. Briten skal nemlig have skiftet sin motor, og da han allerede har brugt det tilladte antal, straffes han og bliver rykket tilbage i startrækkefølgen.

Brydning. Mathias Bak kom hurtigt bagud 4-0, da han fredag var oppe mod Beksultan Makhmudov fra Kirgisistan i sin første kamp i 97-kiloklassen ved VM i Oslo. Den 25-årige dansker kæmpede sig tilbage, men endte med et 2-4-nederlag og dermed exit. Turpal Bisultanov deltager lørdag i 87-kiloklassen som sidste dansker ved VM.

Fodbold. Frankrig var bagud 2-0 i Nations League-semifinalen, men i kampens sidste halve time lancerede verdensmestrene et stort comeback og vandt 3-2.

Dermed er holdet klar til søndagens finale, hvor modstanderen på San Siro i Milano er Spanien. Yannick Carrasco og Romelu Lukaku bragte Belgien foran 2-0 før pausen, men Karim Benzema og Kylian Mbappe (straffespark) fik udlignet, inden Theo Hernandez blev matchvinder med sin scoring i dommerens overtid.

Fodbold. Der er to mulige debutanter i den trup, landstræner Lars Søndergaard udtaget til kvindelandsholdets VM-kvalifikationskampe mod Bosnien-Hercegovina (21. oktober) og Montenegro (26. oktober). Det er forsvarsspilleren Matilde Lundorf fra Juventus og HB Køge-angriberen Cecilie Fløe, der er blandt de 23 spillere i truppen, der ser sådan ud: Lene Christensen, Kathrine Larsen og Katrine Svane samt Rikke Sevecke, Stine Ballisager, Simone Boye, Katrine Veje, Mathilde Lundorf, Sara Thrige, Luna Gevitz, Sofie Svava, Janni Thomsen, Sofie Junge, Kathrine Kühl, Sanne Troelsgaard, Nanna Christiansen, Emma Snerle, Rikke Marie Madsen, Pernille Harder, Mille Gejl, Signe Bruun, Cecilie Fløe og Stine Larsen.

Fodbold. Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling i november. Det fremgår ikke, hvad dagsordenen er, men et bud kunne være at diskutere kontinentets holdning til forslaget om en VM-slutrunde hvert andet år og måske vedtage en støtte til den kontroversielle plan.

Basketball. New York Nets må indtil videre klare sig uden superstjernen Kyrie Irving, der nægter at lade sig vaccinere mod corona. I New York City er det obligatorisk for NBA-spillere at lade sig vaccinere, og Irving har allerede misset sit holds træningslejr på grund af sin indstilling. På listen over skadede spillere, som NBA har offentliggjort, figurerer Irving også under rubrikken ’ikke spilleberettiget’.

Tennis. Kim Clijsters, der er tidligere nr. 1 på verdensranglisten, tabte i 1. runde af WTA-turneringen i Indian Wells til Katerina Siniakova. Tjekken vandt i tre sæt med cifrene 6-1, 2-6, 6-2. Clijsters, der i dag er 38 år, stoppede karrieren i 2012 og var med i turneringen på et wildcard.

Håndbold. Før EM-kvalifikationskampen mod Østrig torsdag aften i Horsens, blev det danske mandskabs anfører, målvogter Sandra Toft, kåret til årets landsholdsspiller. Det er tredje gang i alt og andet år i træk, Sandra Toft modtager hæderen. Brest Bretagne Handball-spilleren fik hele 73 procent af stemmerne. Mie Højlund kom igen i år ind på en 2. plads – denne gang med 8 procent af stemmerne.

Landstræner efter sejr over Østrig: »Der var helt klart nerver på«

Rugby. For første gang i næste to år skal det danske herrelandshold i kamp, når Finland lørdag gæster Odense Atletikstadion. Senest det danske landshold spillede en kamp var 19. oktober 2019 mod netop Finland, og den lange pause skyldes naturligvis coronapandemien.

Håndbold. Esbjergs Blue Water Dokken er vært, når finalestævnet i kvindernes pokalturnering, Final4, afvikles 26. og 27. februar 2022. Odense Håndbold møder København Håndbold, mens Team Esbjerg spiller mod Herning-Ikast Håndbold. Vinderne af de to kampe udkæmper finalen om søndagen, mens der også er kamp om 3.-4. pladsen.

Antidoping. Nordkorea, Thailand og Indonesien opfylder ikke kravene fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada), som derfor har erklæret de tre lande for ikke-overensstemmende. Det betyder blandt andet, at de ikke kan være vært for regionale eller kontinentale mesterskaber samt verdensmesterskaber i løbet af suspenderingen. Det oplyser Wada i en erklæring, skriver Ritzau. Derudover vil repræsentanter for de tre lande heller ikke have lov til at sidde med i bestyrelsesudvalg, før deres lande genindtræder i samarbejdet. Det bliver tidligst om et år. Nordkoreanske, thailandske og indonesiske atleter får lov til at deltage i internationale konkurrencer, men vinder de, vil deres flag ikke blive hejst. De olympiske lege er dog undtaget.

Fodbold. Brasilien slog Venezuela med 3-1 på udebane i VM-kvalifikationen, og dermed er de tidligere firedobbelte verdensmestre på sikker kurs mod slutrunden i Qatar om godt et år. Holdet har vundet sine første ni kampe. De topper nu suverænt den sydamerikanske kvalifikationspulje foran Argentina. Argentina er også fortsat ubesejret, men hjemme i Asunción fik Paraguay lukket ned for superstjernen Lionel Messi, og kampen endte 0-0.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her