Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Nyhederne fra en sportssøndag med blandt andet fodbold, boksning, badminton, golf og cykling.

Kontroversielt sejrsmål sikrer Frankrig finalesejren i Nations League

Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Frankrig vandt Nations League-finalen med en 2-1-sejr over Spanien, men Kylian Mbappés sejrsmål var mildest talt kontroversielt, da det blev godkendt, selv om tv-billederne grangiveligt så ud som om, franskmanden modtog bolden i offsideposition. Dermed fik finalen i Milano en eksplosiv afslutning efter en temmelig kedelig indledning, der først efter en time blev anderledes livlig. Franske Theo Hernandez hamrede et skud på overliggeren, Mikel Oyarzabal bragte Spanien foran og Karim Benzema udlignede med et perlemål i det ene målhjørne, inden Mbappé på en aflevering fra Theo Hernandez blev matchvinder.

Badminton. Danmarks ketsjersvingende kvinder var aldeles overbevisende, da de sikrede avancement til kvartfinalerne ved Uber Cup i Aarhus. Mie Blichfeldt, Maiken Fruergaard/Sara Thygesen samt Line Christophersen (billeder) vandt alle uden at afgive sæt, og med føringen på 3-0 mod Canada er det en kendsgerning inden de to sidste kampe, at Danmark går videre. Blichfeldt vandt 21-8, 21-7 over Talia Ng, doublen besejrede Rachel Honderich/Kristen Tsai med 22-20, 21-16, inden Line Christophersen afgjorde holdkampen med 21-13, 21-16 mod Rachel Chan.

Håndbold. Alle de danske markspillere scorede, da Danmarks kvinder i Tórshavn vandt 39-19 over Færøerne i EM-kvalifikationen til EM-slutrunden i 2022. Danmark var foran 6-0, inden Færøerne scorede for første gang, men efter 18-5 ved pausen scorede Færøerne noget oftere i anden halvleg. Ikke desto mindre blev det med 20 mål det største nederlag nogen sinde for Færøerne. Danmark har vundet begge de første kampe i turneringen, der først genoptages til marts, når Danmark ude møder Rumænien.

Brydning. Efter sejre over modstandere fra USA, Iran og Armenien i 87-kiloklassen var 19-årige Turpan Bisultanov yderligere én sejr fra at sikre Danmark medalje ved VM i Oslo, men lørdag aften tabte Bisultanov semifinalen til OL-bronzevinderen Zurab Datunashvili, der nu repræsenterer Serbien, og søndagens bronzekamp blev vundet 5-2 af den georgiske eksverdensmester Lasha Gobadze.

Fodbold. Tilskuerrekorden til en kamp i den svenske kvindeliga, Damallsvenskan, blev eftertrykkeligt slået, da 18.537 tilskuere overværede Hammarby vinde 4-1 over AIK i lokalopgøret i Stockholm. Hidtil var rekorden de 9.413 tilskuere, der i 2008 så Linköping spille mod Umeå.

Fodbold. Chelsea havde gevaldige problemer med at nedkæmpe pointløse Leicester i Women’s Super League, men efter 82 minutter lykkedes det efter adskillige forsøg Pernille Harder at passere Kirstie Levell i Leicestermålet. Harder trak ud i straffesparksfeltet, mødte et fladt indlæg fra højrekanten fra canadieren Jessie Fleming og dirigerede bolden i nettet med venstrebenet til 1-0. Målet var Pernille Harders fjerde og hun overgås på ligaens topscorerliste kun af sin australske holdkammerat, Sam Kerr, der med hovedet lagde op til Fran Kirbys mål til resultatet 2-0.

Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepæl

Golf. Rafa Cabrera Bello formøblede sin føring efter 3. runde med en dobbeltbogey på finalerundens første hul, men den 37-årige spanier vandt alligevel Open de Espana i Madrid, da han med en birdie på første hul i omspillet besejrede landsmanden Adri Arnaus. Lucas Bjerregaard blev bedste dansker som nummer 12, mens Joachim B. Hansen blev nummer 24 efter en fantomstart med 5 birdies på de første 7 huller at have være fremme som nummer 4.

Håndbold. Med en hjemmesejr på 29-23 over Skive fortsatte Skanderborg Aarhus Håndbold den gode sæsonstart i mændenes liga, hvor det er blevet til fem sejre i seks kampe og dermed en delt andenplads med Aablorg, 2 point efter ubesejrede GOG.

E-sport. Copenhagen Flames har overraskende kvalificeret sig til årets største CS:GO-turnering, som er den major, der spilles fra 23. oktober i Stockholm. Holdet kvalificerede sig ved søndag at slå det bulgarske hold Fiend i turneringen IEM Fall. Copenhagen Flames vandt efter at have spillet de to baner Nuke og Inferno. Danskerne vandt 19-16 og 28-25. Astralis er allerede klar til majorturneringen i Stockholm. (Ritzau)

Sejlsport. Den danske båd var på 3.-pladsen efter lørdagens tre sejladser ved SailGP i Cadiz og fik en flyvende start med en føring i søndagens første sejlads, men det endte med placeringerne 5 og 7, hvilket placerede Nicolai Sehesteds mandskab på 5.-pladsen ved det dramatiske stævne. Den spanske båd kæntrede allerede inden søndagens sejladser og kunne ikke deltage, mens Storbritannien med Ben Ainslie som skipper kæntrede kort efter starten på finalesejladsen, som blev vundet af Australien, der nu også fører sammenlagt: Australien 45, USA 44, Japan 44, Storbritannien 40, New Zealand 35, Spanien 35, Danmark 33 og Frankrig 31.

Bordtennis. En uge efter at have været med til at vinde EM-bronze for hold var 21-årige Anders Lind hjemme i Odense, hvor både han og Sophia Walløe blev tredobbelte mestre ved DM. Efter at have vundet mixed double sammen lørdag aften vandt Lind både herredouble med Thor B. Christensen og singlefinalen over 18-årige Patrick Skarsholm, mens Walløe blev doublemester med 54-årige Pia Toelhøj og i singlefinalen besejrede Izabel Nørlem. 56-årige Carsten Egeholt deltog ved DM for 42. gang i træk fik vandt for første gang siden 2005 bronze i herresingle.

Cykling. Blot 300 m fra mål i den 115. udgave af det 212 km lange Paris-Tours blev franskmanden Franck Bonnamour (B&B Hotels) og belgieren Stan Dewulf (AG2R) efter 45 km i udbrud hentet af en anden fransk-belgisk duo Arnaud Démare (Groupama-FDJ) og Jasper Stuyven (Trek-Segafredo). Det gav den 30-årige Démare mulighed for at udnytte sin hurtighed, og han snuppede sæsonens 9. og karrierens 84. sejr foran landsmanden, mens Stuyven sikrede sig den sidste podieplads. Ingen af de danske deltagere formåede at markere sig i den afsluttende fase.

Motorsport. Finnen Valtteri Bottas (Mercedes) kom først over stregen foran Max Verstappen (Red Bull), der overtog den samlede føring, da det tyrkiske grandprix blev afviklet på våde veje i Istanbul. Lewis Hamilton startede som nummer 11, men kørte sig helt frem som nummer 3 lige efter Verstappen, men sluttede efter et sent dækskifte som nummer 5, hvilket kostede ham den samlede føring. Sergio Perez (Red Bull) blev nummer tre med Charles Leclerc (Ferrari) på fjerdepladsen.

Ishockey. Efter næsten 1.000 kampe i NHL fortsætter 37-årige Franz Nielsen sin karriere i Tyskand, hvor han har skrevet kontrakt med Eisbären Berlin. »Han er en topspiller, som tilføjer endnu mere dybde til vores trup. Han er ikke bare en forstærkning til vores offensiv, men til hele holdet. Han har stor erfaring og vil hjælpe os med at nå vores mål«, siger sportsdirektør Stephane Richer til klubbens hjemmeside.

Ishockey. Odense har for resten af sæsonen skrevet kontrakt med den 30-årige russer Alexander Torchenyuk, der har spillet tæt på 300 kampe i den russiske liga, KHL.

Boksning. Med en knockoutsejr i 11. omgang over Deontay Wilder forsvarede bruten Tyson Fury sin WBC-titel i sværvægt, da de i Las Vegas mødtes for tredje gang. I december 2018 boksede de uafgjort, mens Fury vandt i februar 2020. 33-årige Fury havde selv været i gulvet en enkelt gang uden at være rystet, hvorimod der blev talt over 35-årige Wilder flere gange, inden kamplederen sagde stop. »Det var ikke min bedste præstation, men jeg hev det frem, da det skulle afsluttes«, sagde Futy til BT Sport. En kamp mod den 34-årige ukrainer Oleksandr Usyk, der fornylig tog titlerne hos WBO, WBA, IBF og IBO ved at besejrede Anthony Joshua, ville herefter være oplagt, men Joshua har udløst en klausul i sin kontrakt for den seneste kamp, der giver ham ret til en revanche i løbet af foråret.

Badminton. Selv om både Viktor Axelsen og Rasmus Gemke var lidt vanskeligheder undervejs, indledte Danmark Thomas Cup på hjemmebane i Aarhus ved at vinde 5-0 over Frankrig. Axelsen vandt 21-13, 20-22, 21-8 over 19-årige Christo Popov, Anders Antonsen afgav 11 og 7 point mod Arnaud Merkle. Mads Pieler Kolding og Frederik Søgaard vandt 19-21, 21-14, 21-15 over Fabian Delrue og William Villeger, Rasmus Gemke besejrede den blot 16-årige Alex Lanier 21-15, 16-21, 22-20, inden Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen lukkede kampen ved at vinde 21-15, 22-20 over Toma Junior Popov og Christo Popov. Danmarks næste puljekamp er mod Tyskland mandag.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her