Spændingen om den endelige kvalifikation til næste vinters VM i fodbold var reelt afløst af nysgerrighed om, hvornår det ville ske. Så suveræn som nu har Danmarks indsats i kvalifikationen nemlig aldrig været før. Nu skete det lykkeligvis på verdens bedste hjemmebane og i den samhørighed med befolkningen, som vel næppe har været større.
Intensiteten på stadion afspejlede til fulde intensiteten i det danske spil. Kasper Hjulmand betoner det gang på gang, og mange af de meriterende sejre i hans regeringstid er da også sikret, når modstanderne ikke længere har kunnet holde kadencen. Det skete til dels igen denne gang. Det enlige mål faldt efter opspilsfejl fra en stresset østrigsk forsvarsspiller – og sådanne fejl skal man gøre sig fortjent til at udnytte.


























