For første gang i Champions League-historien var Manchester United bagud med to mål efter en første halvleg på hjemmebane, men selv sådan en nedtur kunne ikke dæmpe de mest entusiastiske tilskuere på Old Trafford.
»De fans er en stor, stor del af den her klub. Deres sang holdt spillerne til ilden. Det der hjørne er bare verdens bedste«, konstaterede United-manager Ole Gunnar Solskjær overfor tv-stationen BT Sports, da han havde set sit pressede hold vende 0-2 til 3-2 mod Atalanta.


























