Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Chelsea udspiller Norwich og vinder med knusende 7-0

Foto: Tony Obrien/Ritzau Scanpix
Foto: Tony Obrien/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Norwich City er efter 9 kampe fortsat uden sejr i Premier League i denne sæson. Lørdag måtte oprykkerne fra The Championship lægge ryg til en ordentlig øretæve, da Chelsea hjemme på Stamford Bridge uden de store problemer vandt 7-0. Selv om London-klubben, der fører rækken, sparede blandt andre den danske landsholdsspiller Andras Christensen, og endvidere var uden de skadede angriber Romelu Lukaku og Timo Werner, blev Norwich udspillet godt og grundigt. Mason Mount startede målfesten i 8. minut, og siden øgede Callum Hudson-Odoi, Reece James, Ben Chilwell samt et selvmål af Max Aarons til 5-0. I kampens slutfase omsatte Mason Mount i to omgange et straffespark til 6-0. og han fuldbyrdede sit hattrick kort inde i dommerens overtid.

Cykling. Amalie Dideriksen og Julie Leth, der ved de olympiske lege i Tokyo sikrede sig sølv i parløbet på bane, blev ved VM i samme disciplin nr. 5. Det danske par havde svært ved at gøre sig gældende i spurterne på velodromen i Roubaix, og kunne derfor ikke hamle op med Holland, Frankrig og Storbritannien, der i den rækkefølge tog sig af medaljerne.

Golf. Jeff Winther kom efter en halvdårlig fredag stærkt tilbage på tredje runde af Europa Tour-turneringen Mallorca Open, og efter at have gået de 18 huller i 8 slag under banens par som det også var tilfældet på første runde, har danskeren atter lagt sig i spidsen. Han fører inden søndagens afsluttende runde med 2 slag ned til spanieren Jorge Campillo. Winther gik en fejlfri runde med otte birdies, og det kunne ingen anden matche. Med en runde i 5 slag under banens par rykkede Joachim B. Hansen også voldsomt frem i stillingen og er nu på en delt 14. plads.

Badminton. Anders Skaarup og Kim Astrup, er klar til finalen ved Denmark Open. Den danske herredouble slog Goh Sze Fei og Nur Izzuddin fra Malaysia med 21-11, 19-21, 21-18 i en semifinale præget af stor nervøsitet på begge sider af nettet. Frem til midten af andet sæt styrede de to danskere slaget mod malaysierne, der lavede store fejl. Første sæt blev vundet overbevisende, og bedst som danskerne midtvejs i andet sæt kunne skimte en sejr uden den store modstand, gik Skaarup og Astrup fuldstændig i stå. På få minutter lykkedes det Goh Sze Fei og Nur Izzuddin at vinde andet, og dermed skulle kampen afgøres i tredje sæt. Her fandt Skaarup og Astrup tilbage i rytmen, og danskerne var konstant i front. Søndag skal det danske par møde japanerne Takuro Hoki og Yugo Kobayashi i finalen i Odense.

Fodbold. Bayern München og Borussia Dortmund fortsætter parløbet i toppen af den tyske Bundesliga efter at de vandt lørdagens kampe over henholdsvis Hoffenheim (4-0) og Bielefeld (3-1). I München var der for første gang siden det tidlige forår 2020 70.000 tilskuere på Allianz Arena, og de kunne se hjemmeholdet have fuldstændig styr på gæsterne med Jacob Bruun Larsen i startopstillingen. Før pausen var det Serge Gnabry og Robert Lewandowski, der bragte mestrene foran, mens Choupo-Motin og Kingsley Coman øgede i slutfasen. Robert Skov kom på banen for Hoffenheim i 2. halvleg og havde flere optimistiske aktioner. Dortmund var på besøg hos bundholdet Bielefeld, og selv uden topscorer Erling Haaland havde topholdet ikke de store problemer. Emre Can satte gang i målscoringen på straffespark inden Marco Reus og Mats Hummels øgede. Bielefeld fik kort før tid reduceret på straffespark. Der er et points forskel mellem Bayern og Borussia i toppen af rækken. Yusuf Poulsen scorede en enkelt gang, da RB Leipzig vandt 4-1 over Greuther Fürth. Bundholdet er stadig uden sejr i denne sæson.

Håndbold. Bjerringbro-Silkeborg måtte indkassere et uventet nederlag, da holdet var på besøg hos Lemvig-Thyborøn. Værterne vandt nemlig 35-28 over de midtjyske favoritter og kunne dermed registrere sæsonens anden sejr. Mestrene fra Aalborg vandt sikkert 38-27 hjemme over Skive i en kamp, hvor Jonas Samuelsson og Lukas Sandell begge scorede 6 gange for nordjyderne.

Boksning. Kosovos delegation er blevet nægtet adgang til Serbien, hvor VM i boksning starter søndag. Den lille nation erklærede sig som uafhængig stat i 2008 og har været medlem af Det Internationale Bokseforbund, Aiba, siden 2014, men Kosvos uafhængighed anerkendes ikke af Serbien. Aiba er gået ind i sagen og presser på overfor Serbien, så Kosovo kan deltage i VM-stævnet.

Gymnastik. Rebeca Andrade føjede et verdensmesterskab i spring over hest til den guldmedalje, hun vandt ved OL i Tokyo i sommer. Det skete ved VM i japanske Kitakyushu, hvor brasilianeren også vandt sølv i forskudt barre. Her gik guldet til Wei Xiaoyuan fra Kina. Hos mændene blev Nicola Bartolini fra Italien verdensmester i øverlse på gulv, mens Lan Xingyu vandt ringøvelserne.

Atletik. Den forsvarende VM-bronzevinder på 200 meterdistancen, Alex Quinonez, blev fredag fundet død i sin hjemby Guayaquil i Ecuador. Det bekræfter flere kilder lørdag, skriver Ritzau. Blandt andet den olympiske komité og atletikforbundet i Ecuador sørger over den 32-årige Alex Quinonez på de sociale medier. »Vi vil mindes dig som den største sprinter i Ecuador«, skriver atletikforbundet på Twitter ledsaget af en billede af Alex Quinonez.

Ifølge mediet El Universo blev Quinonez og en anden mand fredag skudt og dræbt i en del af Guayaquil, der er Ecuadors største by. Vidner fortæller til mediet, at en bil ankom til gerningsstedet, hvor flere personer steg ud og skød mod ofrene. Gerningsmændene var iklædt tøj, der ligner det, som det nationale politi bærer, skriver El Universo. Alex Quinonez blev nummer syv i 200 meterfinalen ved OL i London i 2012. I 2019 opnåede han karrierens største resultat med en bronzemedalje ved VM i Doha på samme distance.

Skisport. Det amerikanske skifænomen Mikaela Shiffrin fik en optimal start på den alpine World Cup-sæson, da hun vandt afdelingen i storslalom i Sölden foran Lara Gut-Behrami. Det var Shiffrins 70. World Cup-sejr i karrieren. Schweiziske Gut-Behrami, der sidste sæson vandt World Cuppen i netop storslalom, førte efter første gennemløb med to hundrededele af et sekund foran sin amerikanske rival, men i andet gennemløb var Shiffrin halvanden tiendedele af et sekund hurtigere og vandt dermed sammenlagt. Nummer tre blev sidste års vinder af den samlede World Cup, Petra Vlhova fra Slovakiet.

Tennis. Finalen i Kremlin Cup bliver et opgør mellem Anett Kontaveit og Ekaterina Alexandrova. Sidstnævnte førte i sin semifinale 4-1 i første sæt mod Maria Sakkari, da grækeren måtte opgive at spille videre. Anett Kontaveit slog i sin semifinale den olympiske sølvvinder Marketa Vondrousova i to sæt med cifrene 6-3, 6-4.

Fodbold. Med en sejr på 1-0 ude over Horsens overtog Lyngby føringen i 1. division. Indskiftede Magnus Kaastrup blev matchvinder i opgøret mellem sidste sæsons to nedrykkere fra Superligaen. I lørdagens anden kamp i den næstbedste række vandt Fredericia ude 2-1 over Esbjerg.Vestjyderne kom foran, men gæsterne fik udlignet på straffespark inden et drop af Esbjerg-målmand Ramon ten Hove fire minutter inde i overtiden betød, at Fredericia kunne rejse hjem med en sen sejr på et frisparksmål af Alexander Jensen.

Fodbold. Erling Braut Haalands hofteskade er værre end først antaget, og Borussia Dortmund-angriberen ventes nu først tilbage i aktion i løbet af november. Dermed kan Haaland heller ikke være med i Norges afgørende VM-kvalifikationskampe mod Letland og Holland i november.

Motorsport. Kampen om verdensmesterskabet i formel 1 spidser til, og inden søndagens amerikanske grandprix i Austin, Texas, har Max Verstappen (Red Bull) et forspring på sølle 6 point til den forsvarende mester Lewis Hamilton (Mercedes). Den hidsige duel kommer nu også til udtryk i træningssessionerne, for her pressede de to duellanter hinanden så voldsomt ned ad langsiden på Circuit of the Americas, at Verstappen til sidst over radioen kaldte Hamilton en »dum idiot« og gav ham fingeren.

»Vi prøver alle at køre en hurtig omgang, så jeg forstår ikke helt, hvad han havde gang i«, siger Max Verstappen ifølge BBC om episoden, hvor de to rivaler kørte hjul ved hjul som var det en kamp om VM-point.

Ishockey. Torsdag blev Thor Dresler fyret som træner for Rødovre Mighty Bulls, men det var ikke mange dage, han fik lov til at gå ledig. Rungsted Seier Capitals har nemlig slået kløerne i den 42-årige Dresler, der nu er fuldtidsansat assistenttræner i mesterklubben. I Rødovre er svenske Magnus Sundquist ansat som afløser for Dresler.

Tennis. Sæsonfinalen i Mexico bliver uden verdens bedste, australieren Ashleigh Barty. Hun vandt turneringen, da den senest blev spillet i 2019, men forsvarer altså ikke sin titel. »Det har været en svær beslutning, men jeg er nødt til at prioritere min krop, komme mig efter vores 2021-sæson og fokusere på at have den stærkest mulige sæsonoptakt inden den australske sommer«, siger Barty til AFP.

Skydning. Jesper Hansen har bevaret sin gode form fra sommerens olympiske lege, hvor han vandt sølv i skeetskydning. Ved Presidents Cup på Cypern, hvor de 12 bedste skytter i alle discipliner mødes, har danskeren således vundet sølv i mixedkonkurrencen sammen med slovakken Danka Bartekova. Før konkurrencen parres deltagerne tilfældigt, og Jesper Hansen trak altså den slovakiske bronzevinder i skeet fra OL i London. I finalen tabte det danske-slovakiske par til Gabriele Rossetti fra Italien og amerikanske Jewell Austen Smith. I den individuelle konkurrence blev Jesper Hansen elimineret i semifinalen.

Basketball. Chris Paul rundede en milepæl, da hans klub Phoenix Suns slog Los Angeles Lakers 115-105 i den nordamerikanske NBA-liga. Med sine 23 point rundede 36-årige Paul nemlig 20.000 point i ligaen, hvilket han er den 47. spiller, der gør. Samtidig har han bidraget med mindst 10.000 målgivende afleveringer, og det har ingen anden præsteret ligaens 75 år lange historie.

Hovedpersonen i en af de mest vellykkede reklamer nogensinde er sendt på bænken. Han vil nemlig ikke vaccineres

Cykling. Amalie Dideriksen sluttede som nummer syv i omnium ved VM i banecykling i franske Roubaix. Hun scorede sammenlagt 99 point i de fire discipliner. Den 25-årige dansker var hæmmet af, at hun styrtede og slog skulderen i starten af udskilningsløbet. Lørdag jagter hun medalje i parløb sammen med makkeren, Julie Leth.

Badminton. Viktor Axelsen spiller i dag semifinale ved Denmark Open i Odense, og modstanderen er Lee Cheuk Yiu fra Hongkong, der er nummer 17 på verdensranglisten. Den danske olympiske mester slog i kvartfinale All England-vinderen Lee Zii Jia i to tætte sæt med cifrene 21-19 og 21-19. I den anden semifinale mødes Kento Momota fra Japan og indoneseren Tommy Sugiarto.

Fodbold. Arsenal har efter en dårlig sæsonstart fået styr på spillet, og med en sejr på 3-1 over Aston Villa fredag aften begynder London-mandskabet at nærme sig toppen af Premier League. Arsenal er nu ubesejret i de seneste 6 kampe, der har resulteret i 4 sejre og 2 uafgjorte.

Ishockey. Herning er nyt tophold i ligaen efter en sejr på straffeslag over Aalborg Pirates. Den ordinære kamp sluttede 2-2, og da den forlængede spilletid sluttede uden scoringer, måtte der straffeslag til, for at finde en vinder. Her var Hernings Markus Jensen den eneste spiller, der fandt vej til netmaskerne.

Fodbold. Mainz 05 med danske Bo Svensson som træner fandt efter en række nederlag tilbage på vinderkursen, da holdet i fredagens opgør i den tyske bundesliga hjemme slog FC Augsburg. Kampen var stort set afgjort efter 26 minutter, da hjemmeholdet kom foran 3-0.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her