Pepsi lavede i begyndelsen af 2010’erne en så vellykket reklameserie, at den dannede grundlag for en mindre vellykket spillefilm. I reklamen træder en ældre mand med briller, mørk hud, hvidt hår og skæg en aften ind på en streetbasketbane, der er oplyst af projektørlamper.
Han er der for at se sin nevø, som er i 20’erne, spille. Pludselig bliver en af nevøens holdkammerater ’skadet’. Så nevøen meddeler alle på og omkring banen, at hans ’Uncle Drew’ kan spille med. De andre kigger forundret på den gangbesværede ældre mand, der langsomt trasker ind på banen. I de efterfølgende sekvenser bliver deres fordomme bekræftet. Onklen kan hverken ramme kurven eller bevæge sig hurtigt nok til at følge med.




























