Morten Stig Christensen kan kun sjældent kalde sig debutant i håndboldverdenen. Han har trods alt knoklet rundt på 1980’ernes håndboldlandshold, beskæftiget sig med ’sin’ sport som chef for TV 2 Sporten og været generalsekretær for Dansk Håndbold Forbund i 14 år.
Alligevel var Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) 38. kongres i weekenden noget helt nyt for den 62-årige amagerkaner. For første gang deltog han i en kongres i rollen som formand for dansk håndbold. En post, som han på dramatisk vis fik overdraget i sensommeren, da han afløste Per Bertelsen.