Direkte sport i tv
Lørdag 20. november
Fodbold. Manchester United led endnu et ydmygende nederlag i Premier League, da oprykkeren Watford trods et brændt straffespark vandt 4-1. David de Gea reddede to gange et straffespark fra Ismaila Sarr, der blev dømt om, men Joshua King og Sarr bragte alligevel Watford foran inden pausen. United var bedre efter pausen, da indskiftede Donny van de Beek reducerede på Cristiano Ronaldos hovedstødsoplæg, men efter en udvisning af anfører Harry Maguire, der efter sit eget boldtab fik den anden advarsel, faldt United helt sammen i slutfasen. Ole Gunnar Solskjærs job som manager er dermed i yderste fare, hvorimod Steven Gerrard fik en fin debut som manager i Aston Villa, der vandt 2-0 over Brighton.
Tennis. Holger Rune avancerer 5-6 pladser på verdensranglisten med sin semifinalen i Challenger-turneringen i Pau, selv om han lørdag aften tabte til den 20-årige tjekke Jiri Lehecka, der er nummer 159 på verdensranglisten. Lehecka vandt 3-6, 6-3, 6-4 og forhindrede dermed, at 18-årige Rune kravlede ind i top-100. Danskeren vil ligge nummer 102 eller 103, når listen opdateres mandag.
Bayern taber efter dansk scoring, og Holger Rune er én sejr fra top-100Fodbold. Kasper Schmeichel blev skudt i sænk, da Premier Leagues sprudlende tophold, Chelsea, var en klasse bedre end Leicester og vandt 3-0. Antonio Rüdiger headede et hjørnespark i mål og N’Golo Kante scorede på et langskud i første halvleg, hvor Leicester var nedspillet. Hjemmeholdet var bedre med efter pausen, men Christian Pulisic fjernede den sidste spænding ved fra kort afstand at sende bolden mellem benene på Schmeichel. Chelsea havde bolden i mål yderligere tre gange i anden halvleg, men i alle tilfælde blev der vinket for offside. Jannik Vestergaard og Andreas Christensen så hele kampen fra hver deres udskiftningsbænk.
Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepælFodbold. Med et sejrsmål til 2-1 mod VfB Stuttgart efter 85 minutter af anfører Marco Reus er Borussia Dortmund kun ét point efter Bundesligaens tophold, Bayern München, der tabte til Augsburg fredag aften. Nikolas Nartey kom på banen for Stuttgart i anden halvleg. Wahid Faghir forblev på Stuttgarts bænk, mens Robert Skov, Jacob Bruun Larsen og Yussuf Poulsen så på fra tribunen, da Hoffenheim besejrede RB Leipzig 2-0. Heller ikke 16-årige Zidan Sertedemir kom på banen, da Leverkusen vandt 1-0 over Bochum, hvorimod Jacob Barrett Laursen spillede de første 66 minutter for Armenia Bielefeld, der vandt 1-0 over Bochum.
Tennis. US Open-vinderen Daniil Medvedev er klar til finalen ved ATP Finals i Torino efter en sejr på 6-4, 6-2 over nordmanden Casper Ruud. Den anden finalist findes senere i dag, når verdens nummer 1 og 3, Novak Djokovic og Alexander Zverev, mødes.
Håndbold. Skjern har til næste sæson sikret sig den 23-årige norske bagspiller Simen Pettersen, der kommer fra Elverum og har opnået 12 landskampe. »Interessen for Simen har været kæmpe stor i hele Europa, så vi er ovenud tilfredse med, at han har valgt Skjern Håndbold«, siger sportschef Thomas Klitgaard i en pressemeddelelse.
Håndbold. Herning-Ikast er klar til gruppespillet i kvindernes European League efter to sikre sejre over ungarske MTK Budapest. Efter 37-27 i søndags blev det i dag 34-29 efter en kamp, der stod uafgjort ved pausen.
Motorsport. VM-duellanterne Lewis Hamilton (Mercedes) og Max Verstappen (Red Bull) holder forrest, når formel 1-grandprixet i Qatar køres søndag. Verstappen er 14 point foran Hamilton.
Badminton. Anders Antonsen var knusende stærk i semifinalen ved Indonesian Masters, da han med 21-14, 21-9 udraderede verdens nummer 15, inderem Srikanth Kidambi. Uden at have tabt et sæt undervejs er Antonsen, der er nummer 3 på verdensranglisten, klar til finalen mod den japanske verdensetter Kento Momota, der heller ikke har tabt sæt i turneringen, hvor han blandt andre har mødt Rasmus Gemke, og i semifinalen vandt 21-19, 21-11 over verdens nummer 4, Chou Tien Chen fra Taiwan.
Sejlsport. Med placeringerne 9-1-9 var Frederik Rask og Jakob Precht dagens bedste ved VM for 49er i Oman, hvilket sendte den unge mandskab helt frem på en overraskende tredjeplads inden søndagens sidste sejlads. Afstanden til førstepladsen er 18 og sølvet er 11 point væk. Også Natacha Saouma-Pedersen og Mathias Borreskov i nacra 17 havde en god dag med placeringerne 4-2-9, der sendte dem op på en samlet 9.-plads.
Fodbold. Et spektakulært mål bidrog til, at FC Helsingør øgede forspringet i spidsen af 1. division med en 4-1-sejr over Fremad Amager, der er nyt bundhold efter Hobros 2-1-sejr over Hvidovre fredag aften. Sebastian Czajkowski og Elijah Just scorede for FC Helsingør i løbet af de første 10 minutter, og Mikkel Knudsen øgede lige inden pausen. Efter en time endte en clearing fra Fremad-målmanden Jacob Larsen hos Tonni Madsen, der fra 45 meter sparkede bolden i det tomme mål til 4-0. Scoringsforløbet var det samme, da AC Horsens med tre tidligere Superliga-spillere som målscorere vandt 4-1 ude over Jammerbugt. Anders K. Jacobsen scorede til 1-0, Casper Tengstedt til 2-o og 4-0 og Jonas Gemmer til 3-0, mens Max Møller reducerede for Jammerbugt.
Golf. Rory McIlroy er tilbage på førstepladsen ved Tour Championship i Dubai, hvor Joachim B. Hansen fremdeles er bedste dansker på en delt 5.-plads, 3 slag efter den førende nordirer. »Spillet er der til en lav runde søndag. Det handler om at ramme fairway fra tee«, sagde Joachim B. Hansen til V Sport Golf efter sin tredje runde i 68 slag med fem birdies og en bogey. Jeff Winther, Rasmus Højgaard, der sluttede med en dobbeltbogey efter en bold i vandet, og Nicolai Højgaard brugte alle 69 slag og er på en delt 13.-plads inden sæsonens sidste runde.
Håndbold. Kim Rasmussen er efter mindre end et halvt år færdig som træner i CS Gloria 2018 Bistrita-Nasaud, der er nummer 9 i den rumænske liga.
Cykling. I en knaldhård jagt i det fjerde døgn af seksdagesløbet i Gent, hvor de svageste par mistede op til 13 omgange, blev der for alvor skabt markant udskilning også i toppen, og alt tyder nu på, at de eneste, som kan true OL- og VM-guldvinderne Michael Mørkøvs og Lasse Norman Hansens endelige sejr, er belgierne Kenny de Ketele og Robbe Ghys. De to konstellationer er på omgangshøjde med henholdsvis 263 og 252 point, og selv om også den tysk-belgiske duo Roger Kluge-Jasper de Buyst er med i front med 204 point, forekommer den ikke som et reelt bud på triumfen. Hjemmebanefavoritten Iljo Keisse er med sin britiske makker Mark Cavendish 3 omgange efter på fjerdepladsen med 178 point. Matias Malmberg med franskmanden Morgan Kneisky er 29 omgange bagud med 58 point, mens Marc Hester med belgieren Tuur Dens som makker er kørt 46 runder agterud med 113 point.
Golf. Selv om Nanna Koerstz Madsen brugte et slag mere end på 1. runde betød 69 slag, at hun avancerede 6 pladser ved sæsonfinalen på LPGA Tour i Naples, Florida. Efter tre birdies og to bogeys på de første seks huller spillede den danske OL-deltager de næste 10 huller i par, hvorefter hun lavede eagle på 17. hul. Med 7 slag under par er Nanna Koerstz Madsen 3 slag fra andenpladsen, men i spidsen er franske Celine Boutier efter to runder i 65 slag stukket af med 14 under par og et forspring på 4 slag til en trio.
Håndbold. Team Esbjerg har netop forlænget kontrakten med Mette Tranborg til sommeren 2025, men må til gengæld til sommer tage afsked med 36-årige norske stregspiller Marit Malm Frafjord, som stopper karrieren efter to gange OL-guld, et VM-guld og fem EM-guld.
Ishockey. Nikolaj Ehlers scorede et pragtmål, da han i et kontraangreb med ryggen til mål liggende fik sendt pucken op i det ene målhjørne. Ehlers femte mål i denne NHL-sæson betød, at Winnipeg reducerede til 2-1, men hjemmeholdet Vancouve Canucks endte med at vinde 3-2.




























