Kina gennemfører etnisk forfølgelse af uighurernes muslimske mindretal, krænker menneskerettighederne i Tibet, chikanerer Taiwan og undertrykker demokratibevægelsen i Hongkong for nu blot at nævne nogle af de udtryk for det enevældige partistyre, vi kender bedst til på disse breddegrader.
Også i værdigrundlag og menneskesyn ligger Kina så fjernt fra Danmark, at der ikke er nogen grund til at pleje mere diplomatisk omgang end strengt nødvendigt med det mægtige rige. Og selv om flere danske atleter end nogensinde har kvalificeret sig til at deltage i næste måneds olympiske vinterlege, er det aldeles unødvendigt for officielle danske repræsentanter at være til stede i Beijing, når der bliver konkurreret på sne og is.




























