Hvis Parken bliver solgt, vil DBU meget gerne være en del af en kommende ejerkreds.

DBU pønser på at blive medejer af Parken i tilfælde af et salg

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser, at unionen er interesseret i at blive en del af en kommende ejerkreds af Parken i tilfælde af et salg af arenaen.

»DBU kan være interesseret i at blive en del af den kommende ejerkreds«.

»Det kræver dog andre aktører, investorer og de rette betingelser, før et medejerskab kan blive realiseret«, oplyser DBU.

DBU-formand Jesper Møller forklarer nærmere om ønsket om at få del i ejerskabet af Parken.

»Vi ønsker at udvikle dansk fodbold for børn og voksne, fra bredde til elite og fra klubber til landshold«.

»Det kræver bedre faciliteter og stærkere infrastruktur, men det kræver også et mere moderne nationalstadion i hovedstaden«.

»Derfor ønsker vi at blive ejer af Parken. Det kan ske på flere måder, og kun hvis vilkårene og forudsætningerne er de rette«, siger Jesper Møller i en pressemeddelelse.

DBU-direktør Jakob Jensen understreger, at unionen er afhængig af pengestærke aktører, hvis en fremtidig ny ejerkreds af Parken skal kunne blive til noget.

»Vi har brug for nogle medejere, der har en større pengetank end vores. Selv om vi forleden fremlagde vores historisk bedste regnskab, så er DBU’s pengetank slet ikke stor nok til at kunne både købe og modernisere Parken«, siger Jakob Jensen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her