Chelseas stenrige russiske ejer, Roman Abramovich, har lørdag aften udsendt en meddelelse på fodboldklubbens hjemmeside.
Heri siger Abramovich, at han overdrager styringen af klubben til Chelseas velgørende fond.
Præcis hvad det indebærer, bliver ikke uddybet.
»Gennem mit 20-årige ejerskab af Chelsea FC har jeg altid anset min rolle som værende en forvalter af klubben, hvis opgave det er at sikre, at vi er så succesfulde, som vi kan være. Samt at bygge til fremtiden og spille en positiv rolle i vores lokalsamfund«.
»Jeg har altid truffet beslutninger med klubbens bedste interesser for øje. Jeg forbliver forpligtet til disse værdier«, lyder det fra Abramovich.
»Det er grunden til, at jeg i dag giver folkene i Chelseas velgørende fond styringen med Chelsea FC. Jeg mener, at de i øjeblikket er i den bedste position til at varetage klubbens, spillernes, personalets og fansenes interesser«.
Beslutningen sker efter Ruslands angreb på Ukraine
Abramovich har været ejer af Chelsea siden 2003.
Han har i de seneste år ikke udadtil spillet nogen fremtrædende og styrende rolle i klubben, hvorfor betydningen af meddelelsen kan være svær at gennemskue.
Den kommer efter, at Rusland torsdag påbegyndte en invasion af Ukraine.
Det har medført flere sanktioner mod russiske banker og højtstående embedsmænd.
Ifølge nyhedsbureauet AP har Chris Bryant, der er medlem af det britiske parlament for partiet Labour, opfordret til at afsætte Abramovich som ejer af Chelsea på grund af rigmandens bånd til den russiske regering.
I meddelelsen på Chelseas hjemmeside nævnes selve ejerskabet af klubben ikke.
ritzau




























