Fastholdelse af medlemmerne og mangfoldige tilbud til børn må være et lige så vigtigt udbytte af dansk fodbolds succes som et nyt nationalstadion og et nationalt træningscenter, skriver Søren-Mikael Hansen i denne kommentar.

DBU skal holdes op på begejstringens løfter til fællesskabet

A-landstræner Kasper Hjulmand og spillerne har godt fat i danskerne, men har DBU?  Foto: Jens Dresling
A-landstræner Kasper Hjulmand og spillerne har godt fat i danskerne, men har DBU? Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Dansk fodbold står med armene højt hævet over hovedet i jubel som efter en afgørende scoring i det sidste minut af en finale. Begge A-landshold har kvalificeret sig til årets slutrunder, regnskabet ser bedre ud end nogensinde, og medlemmerne strømmer tilbage i et historisk stort omfang, der angiveligt vil åbenbare sig, når idrætten under et offentliggør sine medlemstal i begyndelsen af april.

Derfor fik det karakter af noget, der mest af alt mindede om en partikongres i den gamle østblok med anerkendende nik, store smil og alle beslutninger – inklusive en resolution til støtte for Ukraine – vedtaget med taktfaste klapsalver, da Dansk Boldspil-Union (DBU) søndag gjorde status over det dramatiske og euforiske 2021 med et repræsentantskabsmøde uden en eneste mislyd på Jysk Musikteater i Silkeborg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her