Når Boris Becker i sin storhedstid på tennisbanen var allermest i knibe, havde han en helt særlig evne til at levere et servees eller to og dermed klare frisag i en presset kamp. Den nu 54-årige tyske legende ville i disse dage nok ønske, at han med et lignende slag kunne klare sig ud af den særdeles prekære situation, han er havnet i, og som risikerer at sende ham syv år bag tremmer.
Siden Becker i 1985 som blot 17-årig vandt den traditionsrige Wimbledon-turnering, har hans liv både på og udenfor banen været særdeles stormomsust, og trods masser af skandaler kan intet måle sig med den retssag, som lige nu finder sted ved Southwark Crown Court i London. Her skal Boris Becker foran en jury på 12 personer forsvare sig mod et anklageskrift på hele 24 punkter i en sag, der udspringer af en personlig konkurs i 2017.




























