Flere brugere på de sociale medier kaldte i løbet af fredag den kvindelige danske landsholdsspiller Nadia Nadims udmelding om, at hun er blevet udpeget til officiel ambassadør for VM i Qatar for en aprilsnar.
Fredag morgen lagde Nadim opslaget ud på Instagram, hvor hun berettede om, at hun havde fået en rolle og skulle promovere den stærkt omdiskuterede slutrunde. På opslaget stod hun på et stadion i Qatar med VM-trofæet ved sin side.
I kommentarfeltet blev der skrevet ’tillykke’ og ’fantastisk’. Andre skrev ’aprilsnar’, mens en bruger konstaterede, at det var en meget dårlig joke, hvis det var tilfældet.
Mens mystikken om opslaget begyndte at brede sig, var den danske landsholdsspiller ikke tilgængelig til at be- eller afkræfte.
Nadim var to-tre timer senere igen aktiv på Instagram, hvor hun i en såkaldt story skrev: ’Glædelig 1. april, alle sammen’ og ’aprilsnar’. Om dette opslag henviste til VM-ambassadør-nyheden fra morgenstunden var dog uklart. Kort efter repostede Nadim i sin story et opslag, hvor en bruger ønsker danskeren ’tillykke’ med ambassadør-rollen.
Hendes agent, Michael Kallbäck, ville direkte adspurgt heller ikke bekræfte, om der var tale om en aprilsnar eller ej.
Op af eftermiddagen var der igen nyt. På fodboldspillerens Instagram slog hun en video op, hvor hun – med Qatars VM-logo i hjørnet – fortalte, at hun sætter pris på, at VM skal afholdes i regionen. I videoen stod hun blandt andre sammen med David Beckham, der også er VM-ambassadør.
Fredag aften gentager hun dog over for Ekstra Bladet, at hun er blevet ambassadør.
»Jeg kom til Qatar 30. marts, og jeg tiltræder i dag officielt i min nye rolle«, siger hun til Ekstra Bladet.
Værtsnationen har ikke selv meldt noget ud.
VM i Qatar har været stærkt omdiskuteret på grund af landets behandling af migrantarbejdere. Dansk Boldspil-Union (DBU) mener aldrig, at Qatar skulle have været tildelt VM og fører en kritisk dialog med den kommende VM-vært.
Nadia Nadim kom derfor i mediemæssig stormvejr, da hun i december var i Qatar i forbindelse med opfølgning på en korsbånds-operation. Under besøget delte den 34-årige landsholdsspiller en række fotos af sig selv til Fifa Arab Cup sammen med David Beckham, der også er ambassadør for VM, og flere andre.
Ifølge kritikere var hun dermed med til at promovere Qatar og male et skønmaleri af forholdene i landet. Det afviste hun i februar i et interview med Go’ Morgen Danmark på TV 2. Her forklarede Nadim, at hun ser fodbolden som et magtfuldt værktøj, som man kan bruge til at ændre ting med.
Spillerforeningen tog fredag inden Nadims udtalelse til Ekstra Bladet afstand fra spillerens VM-støtte.
»Det er naturligvis hendes frie valg at gøre det, men med det vi gerne vil stå for i Spillerforeningen, så tager vi afstand fra, at man blåstempler den slutrunde ud fra betragtningerne om, hvordan Qatar blandt andet fik tildelt VM med al den korruption, det var omspundet af, behandlingen af migrantarbejdere, deres syn på LGBTQ+-personer og så videre«, sagde direktør Michael Sahl til B.T.
»Der er masser af argumenter for, hvorfor man ikke skal bakke op om dem som nation«.
ritzau
fortsæt med at læse




























