På hårdt arbejde snarere end flot spil vandt Danmark 2-1 over Italien ved VM i Finland og bevarede dermed muligheden for at avancere til kvartfinalen. Ydermere betød den danske sejr, at holdet er så godt som sikker på at blive i den bedste række, for med 6 point og bedre indbyrdes resultater mod både Kasakhstan og Italien, skal meget gå galt, hvis ikke Heinz Ehlers’ tropper skøjter på isen sammen med de bedste i 2023.
Selv om det danske mandskab vandt skudstatistikken over Italien 43-13, var kampen dramatisk, fordi de rød-hvide ikke formåede at udnytte overtaget til tidligt at sætte modstanderen på plads og afgøre kampen.




























