Repræsentanter er enig med minister om, at der skal gøres mere for, at festen ikke eskalerer ved fodboldkampe.

»Det er ikke særligt festligt at rive et sæde af. Det er festen, vi vil«: Udvalg skal stoppe fodboldoptøjer

Kampen mellem FCK og Brøndby gav endnu engang anledning til at diskutere, hvordan man kommer problemerne med hooliganisme til livs i dansk fodbold. Foto: Jens Dresling
Kampen mellem FCK og Brøndby gav endnu engang anledning til at diskutere, hvordan man kommer problemerne med hooliganisme til livs i dansk fodbold. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et ekspertudvalg skal til oktober komme med bud på, hvordan der kan gøres op med vold og hærværk i forbindelse med fodboldkampe på danske stadions.

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) er åben for det meste, men der skal være plads til festen, siger han søndag efter et møde med en række repræsentanter fra fodboldens verden.

»Det skal ikke være en tur i operaen, vi er til fodbold, der må gerne være gang i den. Uanset om vi er der med vores børn eller andet, skal der være plads til en pølse og en øl«, siger Tesfaye, der selv er glødende AGF-tilhænger.

Ministeren mødtes med repræsentanter fra en række fodboldklubber, Divisionsforeningen, DBU, politiet og danske fanklubber for at udveksle idéer, som skal sikre mere tryghed i forbindelse med fodboldkampe.

Mødet sker i kølvandet på den seneste tids sager om uro og vold både under og efter fodboldkampe.

Direktør Claus Thomsen fra Divisionsforeningen mener, at der er tale om en lille gruppe.

»Vi er enige om, at det er en meget lille gruppe, som ikke skal komme ind på stadion eller opføre sig ordentligt, mens de er der. Fodbold skal være en festlig begivenhed. Det er ikke særligt festligt at rive et sæde af. Det er festen, vi vil«, siger han.

Han mener, at et det nationale hooligan-register er en god idé på papiret, men at det er »svært anvendeligt i praksis«, da det ikke kan bruges ved indgangskontrol.

Her bør politiet bistå med at afvise uønskede hooligans, så det ikke er en opgave, den enkelte kontrollør står med.

Sarah Agerklint, som er formand for Brøndby Support – fanklubben for Brøndby IF – fortæller til Ritzau, at hun er glad for, at fanklubberne bliver inviteret med, og er en del af arbejdet.

»Dialogen omkring bordet var rigtig god, og den viste, at vi alle sammen har det samme udgangspunkt. Nemlig at sikre, at de mange kan gå til fodbold, og eventuelt sikre, at de få, der går over grænserne, holdes væk«, siger hun.

Det er ambitionen, at regeringen kan præsentere en aftale på området, når Folketinget åbner i oktober. Det siger justitsministeren til Ritzau efter pressemødet.

»Det vigtigste for mig er at have noget godt klar, og ikke noget hurtigt klart. Så hvis det trækker længere ud, må det gøre det«, siger Mattias Tesfaye.

Ministeren tilføjer, at han mener, det er vigtigt, at fodboldens aktører er en del af løsningen, hvis det skal blive en god løsning.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her