Novak Djokovic stiller ikke op i US Open. Han kan ikke rejse ind i USA, skriver han på Twitter.

Uvaccineret Novak Djokovic må droppe US Open

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Grand slam-turneringen US Open bliver uden verdensstjernen Novak Djokovic.

En af tidernes bedste mandlige tennisspillere må nemlig ikke rejse ind i USA. Serberen er ikke vaccineret mod covid-19.

»Desværre vil jeg ikke være i stand til at rejse til New York denne gang for at spille US Open«, skriver Djokovic på Twitter.

»Jeg ønsker alle mine medspillere held og lykke. Jeg vil holde mig i god form og bevare mit positive sind, imens jeg venter på muligheden for at konkurrere igen. Vi ses snart, tennisverden«, lyder det videre.

US Open begynder på mandag.

Tidligere i år var en manglende vaccination også årsagen til, at Djokovic efter en længere saga med divergerende meldinger ikke kunne deltage i grand slam-turneringen Australian Open. Dengang var han rejst til Australien, men endte med at blive deporteret.

Han har ikke været i aktion siden juli, hvor han vandt Wimbledon.

Siden dengang har størstedelen af verdenseliten deltaget i store turneringer i USA, men dem har Djokovic af samme årsag ikke deltaget i.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her