Om en lille måned står verdens mægtigste fodboldkonger over for hinanden, når kampen om VM-titlen fløjtes i gang på Qatars trimmede græsplæner. I de seneste uger er en anden kamp dog blusset op. En kamp, der ikke udspilles med læderstøvler og lange afleveringer, men med kryptiske anklager, videoklip på suspekte hjemmesider og propaganda.
Især ét land er under angreb. Danmark har den seneste måned været centrum for en spinkrig, der har trukket overskrifter verden over. For på internettet florerer der videoklip og artikler, hvor ukendte afsendere forsøger at male et positivt billede af Qatar og et kritisk billede af Danmark.


























