Ingen i den internationale sportsverden er i tvivl om dansk idræts kritiske holdning til Rusland efter førstedagen af den årlige generalforsamling for sammenslutningen af olympiske komitéer (Anoc) i Sydkorea, hvor IOC-præsident Thomas Bach anklagede formand for Danmarks Idrætsforbund for mangel på respekt for flertallet.

Dansk formand åd skideballe fra vred IOC-præsident

IOC-præsident Thomas Bach (tv.) har tidligere åbnet for en blødere tilgang til de russiske atleter, der har været udelukket fra international konkurrence, siden Ruslands præsident Vladimir Putin (th.) besluttede at invadere Ukraine. Her ses begge under VM-finalen i fodbold i 2014.
IOC-præsident Thomas Bach (tv.) har tidligere åbnet for en blødere tilgang til de russiske atleter, der har været udelukket fra international konkurrence, siden Ruslands præsident Vladimir Putin (th.) besluttede at invadere Ukraine. Her ses begge under VM-finalen i fodbold i 2014.
Lyt til artiklen

Danmark bør respektere flertallet.

Det mener præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach.

Opfordringen kommer, efter at formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, på en generalforsamling for sammenslutningen af olympiske komitéer (ANOC) i Sydkorea kritiserede Rusland og Belarus’ tilstedeværelse på mødet.

»Vi er til stede sammen med russiske og belarusiske idrætspolitikere, og ikke med Ukraines. Det burde være omvendt«, sagde Natorp på mødet ifølge B.T.

»Vi er nødt til at stå sammen – dette er bygget på principperne fra FN og den olympiske pagt«, fortsatte DIF-formanden.

Ifølge mediet Inside the Games er Danmark ét af 11 lande, der inden mødet har opfordret ANOC til at genoverveje Rusland og Belarus’ tilstedeværelse i Seoul. Det gælder blandt andet Norge og New Zealand.

Mere end 200 lande deltog ved det seneste OL.

Vred præsident

DIF-formandens kritik af Rusland provokerede åbenbart Den Internationale Olympiske Komités præsident, Thomas Bach, i en grad, så tyskeren svarede på en facon, flere tilstedeværende medier beskriver som »vred«.

»Sammenhold betyder også, at vi i en demokratisk organisation skal respektere flertallet«, lød det fra Thomas Bach.

IOC argumenterer for, at sport og politik skal holdes adskilt. Og præsidenten antydede, at DIF er mere optaget af at forfægte det danske samfunds holdninger end at tage hensyn til det olympiske fællesskab.

»Vær venlig at huske på, at I er medlem af den olympiske bevægelse«, sagde Thomas Bach direkte henvendt til DIF.

»I dag er det Rusland og Belarus. Men vi bør ikke lade politik overtage sport, for så bliver det jer i morgen«, tilføjer IOC-præsidenten ifølge Inside the Games.

IOC anbefaler idrætsforbund at udelukke atleter fra Rusland og Belarus, hvilket mange retter sig efter.

Vores bidrag

Trods det kontante udfald fra Thomas Bach er Hans Natorp godt tilfreds med resultatet af hans eget indlæg.

»Vi deltager jo i en forsamling og gør vores mandat gældende. Vi har fået størst mulig opmærksomhed og kunne ikke have drømt om, at vores standpunkt kom tydeligere frem. Lad os sige det sådan: Alle 205 lande har forstået, hvad vi mener. Det er vores bidrag til processen med at gøre tingene bedre«, siger Hans Natorp.

På mødet påpegede han, at Rusland med invasionen af Ukraine har forbrudt sig mod det olympiske charter, der er en samling regler og principper for det internationale idrætsfællesskab.

»Vi gjorde det klart, at vi absolut ikke synes, at tiden er inde til at byde Rusland velkommen, og at vi gerne havde set, at man – ligesom man sanktionerer de russiske atleter – også gør det over for de russiske idrætsledere hele vejen op til de russiske IOC-medlemmer«, siger Hans Natorp, der også bed mærke i måden Thomas Bach leverede sit svar i.

»Jeg synes nok, at det var et hårdt svar. Jeg vil lade andre bedømme, hvordan og hvorledes det blev oplevet«.

Få lande inde i kampen

Danmark havde på forhånd opfordret til at genoverveje Ruslands og Belarus’ tilstedeværelse.

Opfordringen fik officiel støtte fra ti andre lande ved generalforsamlingen, hvor 187 nationer er fysisk repræsenteret og yderligere lande deltager online.

Det viser på ny, at kampen for at holde Rusland ude af den internationale idrætsverden udkæmpes af relativt få nationer.

»Flertallet vil ganske givet mene, at det er vigtigere, at Rusland er til stede. Jeg får da en del tilkendegivelser fra andre nationer, som er enige med os, og som giver os kredit for, at vi sagde det højt. Men vi må også erkende, at vi var den eneste nation, der sagde det helt tydeligt«.

Han har tidligere varslet, at han kan finde på at udvandre, hvis de russiske delegerede går på talerstolen.

Men onsdagens begivenheder har fået DIF-formanden på andre tanker. Synspunktet er allerede blevet afleveret med effekt.

»Nu har vi markeret os. Jeg synes, vi løste det på en bedre måde. Vores budskab står skarpt, og der lader vi det stå«, siger Hans Natorp.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her