AC Milan sikrede den 16. og sidste plads i ottendedelsfinalerne

FCK får endnu et point trods brændte chancer på en CL-aften med 33 mål

FCK's eneste mål i Champions League blev scoret af Hákon Arnar Haraldsson (i midten), og det fejret med Christian Sørensen og Viktor Claesson.   Foto: Jens Dresling
FCK's eneste mål i Champions League blev scoret af Hákon Arnar Haraldsson (i midten), og det fejret med Christian Sørensen og Viktor Claesson. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

FC København rundede Champions Leagues gruppespil af med at spille 1-1 hjemme mod Borussia Dortmund.

Dermed høstede FCK point for tredje gang i seks kampe - for tredje gang var det et uafgjort resultat i Parken.

Ingen af holdene havde andet end æren og pengepræmierne at spille for. FCK var ude, og Dortmund var klar til ottendedelsfinalerne inden det første fløjt.

De i alt tre point efterlod FCK på en sidsteplads, og dermed er sæsonens europæiske opgaver slut for denne omgang.

I en gruppe, der også talte Manchester City og Sevilla, var det måske forventet med dansk exit. Men alligevel var det også en smule skuffende, at det ikke blev til mere.

Der var muligheder for en sejr hist og her, men FCK greb dem ikke.

16-årige Roony Bardghji havde fået chancen fra start i FCK-angrebet, og svenskeren var ved at score på et hovedstød efter ni minutter. Kun en god redning fra Dortmund-keeper Gregor Kobel forhindrede en scoring.

FCK havde stor ære af første halvleg, hvor presspillet fungerede godt og voldte Dortmund store problemer.

Men chancerne blev ikke omsat til mål, som det også har været fortællingen i de første fem kampe for københavnerne.

I stedet slog Dortmund til på en af udeholdets få chancer midtvejs i første halvleg.

Thorgan Hazard bragte udeholdet foran 1-0 efter 23 minutter. Belgieren modtog bolden ved bageste stolpe og hamrede den ind mellem venner og fjender.

FCK blev ved med at presse Dortmund, som havde bolden mest, men ofte ikke vidste, hvad der skulle ske med den.

Viktor Claesson fik en af den slags chancer, der simpelthen skal sparkes ind, men svenskeren skød fra få meters afstand lige på Kobel.

Det lignede endnu en af de kampe, hvor FCK ikke fik udbytte af sine bedste perioder med opfindsomt spil og store chancer.

Men kort før pausen lykkedes det omsider FCK at få slettet det runde nul i målscoren.

Det var angriberen Hakon Haraldsson, som sparkede bolden i kassen fra nært hold efter en assist fra Viktor Claesson.

Så var der pludselig balance i regnskabet, og det duftede af en overraskende sejr i Parken foran 31.900 tilskuere, der skabte en flot kulisse og måske også en bøde til FCK for brug af pyroteknik.

Anden halvleg bød også på masser af chancer, og denne gang var det Dortmund, der havde flest.

Faktisk var det utroligt, at tyskerne ikke formåede at score. Blandt andre kantspilleren Karim Adeyemi var tæt på et par gange.

FCK jagtede sejren, men det blev til adskillige omstillinger til Dortmund, som dog ikke fandt skarpheden.

Man kunne ikke se, at kampen var uden den store betydning. FCK gik helhjertet til sagen inde på banen, men det var heller ikke nok til sejr denne gang.

Den betydningsløse kamp kan vise sig enormt vigtig for FC København

Indskiftede Rasmus Falk fik kampens sidste store chance, men FCK’s rutinerede midtbanespiller skød snert forbi den ene stolpe i det 90. minut.

Avancement til AC Milan

Det blev ikke til mere end drømme om ottendedelsfinalerne for Maurits Kjærgaard, da den unge dansker sammen med sine holdkammerater i Red Bull Salzburg onsdag besøgte AC Milan.

Salzburg var tvunget til at vinde over de italienske mestre for at gå videre, men i stedet endte det i en østrigsk nedtur.

Milan, der havde Simon Kjær på banen fra start, vandt 4-0. Blandt andet takket være en Olivier Giroud i hopla.

Franskmanden lavede to mål og en assist og var altså en af hovedårsagerne til, at Milan holdt fast i andenpladsen i gruppe E, hvor Chelsea som tophold allerede inden runden havde sikret avancement.

Dermed skal Simon Kjær og Milan spille Champions League-fodbold i foråret, mens Maurits Kjærgaard og Salzburg går videre til Europa League som treer i gruppen.

I gruppens anden kamp vandt Chelsea 2-1 over Dinamo Zagreb, som med en sejr kunne have overhalet Red Bull Salzburg på tredjepladsen.

Chelsea havde ikke noget at spille for, da man i forvejen var sikker på at ende som etter i gruppen.

Benfica tog førstepladsen fra Paris SG

Paris Saint-Germain vandt med 2-1 ude over Juventus.

Det skulle efter planen have været nok til at snuppe førstepladsen i gruppe H, men den tog i stedet Benfica, der gik målamok og vandt med 6-1 ude over Maccabi Haifa, blandt andet efter to assister fra Alexander Bah.

Både Benfica og PSG slutter på 14 point og en målscore på 16-7, og indbyrdes fandt man heller ingen vinder, da begge opgør mellem de to sluttede 1-1.

Benfica vandt gruppen, fordi holdet scorede flest mål på udebane.

Juventus går lige akkurat videre til Europa Leagues knockoutfase efter nytår med gruppens tredjeplads.

Torino-klubben sluttede med tre point ligesom Maccabi Haifa. Juventus og Maccabi sluttede også lige indbyrdes, men Juventus tog tredjepladsen i kraft af den bedste målscore.

PSG kom foran efter 12 minutter. Kylian Mbappé fik tid og plads til at tage nogle driblinger uden for feltet, og slutteligt sendte han bolden i mål via stolpen fra omkring 20 meters afstand.

Juventus svarede dog tilbage syv minutter før pausen, da forsvarsveteranen Leonardo Bonucci kastede sig frem og gled en hovedstadsaflevering fra Juan Cuadrado i nettet til 1-1.

Der var talrige forsøg i begge ender, men parisernes var oftest en smule skarpere.

Således også midtvejs i anden halvleg, da den unge portugisiske forsvarsspiller Nuno Mendes fra en ellers lidt svær vinkel udplacerede Juventus-målmanden Wojciech Szczesny til 2-1-sejrsmålet.

I gruppens anden kamp levede Maccabis drøm om tredjepladsen indtil midtvejs i anden halvleg, da Benfica scorede til 3-1.

Maccabi fik 1-1 med til pausen, men efter en lille times spil kom Benfica foran med 2-1. Den danske VM-kandidat Alexander Bah drejede et indlæg ind foran mål, hvor Petar Musa headede bolden i kassen.

Kort før tid blev Bah noteret for endnu en assist, da han med en smart maskeret aflevering fandt Henrique Araujo, der scorede til 5-1.

I tillægstiden scorede Joao Mario så målet, der også sikrede Benficas førsteplads foran PSG.

Pierre-Emile Højbjerg bliver matchvinder i stort CL-comeback af Tottenham

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her