Artiklen er senest opdateret kl. 9.43 med citater fra Niels Frederiksen.
Brøndby IF har ophævet samarbejdet med cheftræner Niels Frederiksen, oplyser superligaklubben i en selskabsmeddelelse.
På Brøndbys hjemmeside fortæller fodbolddirektør Carsten V. Jensen, at parterne er enige om at gå hver til sit.
»Niels og jeg har som bekendt igennem længere tid haft en dialog om fremtiden. Vi havde samme dialog om fremtiden for et par sæsoner siden, hvor vi dengang blev enige om at forlænge den daværende aftale. I vores dialog denne gang er Niels og jeg i fælles forståelse nået frem til, at vi nu skal videre hver for sig. Vi ønsker Niels alt det bedste i hans videre karriere«, siger han.
Resultaterne har haltet
Niels Frederiksen kom til Brøndby i sommeren 2019, og to år senere førte han klubben til det første mesterskab i 16 år.
Blå bog
Niels Frederiksen
»De resultater, der er blevet skabt, har i min optik været på toppen af, hvad man kunne forvente. Naturligvis med klubbens første mesterskab og europæiske gruppespil i 16 år som det største. Den glæde og eufori som det skabte blandt så mange, vil jeg huske for altid«, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Niels Frederiksen blev ansat, efter at han havde været chef for det danske U21-landshold. Han nåede i alt 143 kampe som Brøndby-træner med et pointsnit på 1,51. Efter en periode hvor Brøndby havde haft tyske Alexander Zorniger som træner, kom Niels Frederiksen ind og skabte fokus på de talenter, som tyskeren i høj grad havde valgt at se bort fra.
Han sørgede blandt andet for, at Jesper Lindstrøm blev skubbet frem i lyset. Den unge offensivspiller blev senere det største salgsobjekt i Brøndby i mange år.
»Mere spilletid til og udvikling af egne talenter var en væsentlig strategisk opgave, der skulle løftes, da jeg blev ansat. Jeg synes, vi i fællesskab er kommet rigtig langt på det punkt. Jeg er stolt over, at vi lykkedes med at give så mange af klubbens egne Masterclass-talenter debut i Brøndby-trøjen. Flere er blevet store Superliga-profiler – nogle er endda allerede solgt videre til større adresser«, siger Niels Frederiksen.
Særligt i denne sæson har resultaterne dog haltet gevaldigt i den traditionsrige klub, som overvintrer på tiendepladsen i Superligaen. Det er blot blevet til 21 point i 17 kampe.
Det har i det hele taget været nogle begivenhedsrige uger på den københavnske vestegn. I slutningen af oktober meddelte klubben, at amerikanske Global Football Holdings var på vej til at overtage klubben. Investeringsgruppen sprøjter samtidig et større millionbeløb ind i klubben, som dermed skal have større muskler på transfermarkedet.
Nu skal der altså også fiskes efter en ny træner. Indtil vedkommende er på plads, bliver det holdets øvrige trænerstab, som skal stå for træningen.
Der går dog flere måneder, før der igen skal spilles om point, da der nu venter en forlænget vinterpause på grund af VM i Qatar.
Niels Frederiksen kom til Brøndby fra et job som U21-landstræner for Danmark. Den 52-årige træner har tidligere i klubben stået i spidsen for Esbjerg og Lyngby.
Ritzau
fortsæt med at læse



























