Ved første øjekast ser alt normalt ud. Eller så normalt, som det nu engang kan være, når en gruppe korrupte mænd har valgt at sende verdens bedste fodboldspillere ud at dyste om sportens mest prestigefulde trofæ i Qatar.
Det danske landsholds to VM-træningsbaner ligger på randen af den golde ørken. Som en grøn oase midt i ingenting træder de evigt sprinklervandede plæner frem som en farverig kontrast til de uanede mængder af grå-gult sand og grus omkring Danmarks base. Lige uden for de indhegnede baner rejser sig en hvid minaret, hvorfra en rytmisk messen jævnligt kalder til bøn. Solen bager, så det stikker i bleg hud.



























