Katastrofetankerne kommer snigende. Larmen fra tribunen lige over hende forsvinder. Sara Slott Petersen kigger rundt på de syv modstandere, som hun om få minutter skal ud at løbe sin første finale imod. Det er VM-finalen i 400 meter hækkeløb, og det er ikke følelsen af hverken nervøsitet eller spændthed, som fylder kroppen. Det er panik. Hun har lyst til at løbe ud af det åndssvage rum, hun sidder i, og flygte fra stanken af sved og gummigranulat.
Men hun ved godt, at hun ikke kan komme væk, så hun kravler i stedet ind i sig selv og prøver at ignorere de modstandere, der står og råber, og også dem, der nidstirrer hende. De prøver at psyke hende – sådan er gamet i de omklædningsrum, som atletikudøvere bliver placeret i, cirka 30 minutter før de skal ud at dyste foran publikum. Men det er ikke dem, der er problemet. Det er hende selv. Frygten for at fejle, skuffe sit forbund, skuffe sine trænere, skuffe sig selv og alle andre i hele verden tager over og styrer hendes hjerne mod negative tanker og udsletter al begejstringen for at stå netop der, hvor hun har drømt om at stå, siden hun startede til atletik som 13-årig.
