Festen for de mange tusinde danske tilskuere, der igen fyldte Malmö Arena godt ud, startede allerede flere timer før de så skyggen af en verdensmester iklædt den røde trøje.
Først blev der heppet på Belgien, som sensationelt besejrede Tunesien, så blev der danset til ABBA, sunget fællessang til Kim Larsen og kysset, når det dertil indrettede kamera zoomede ind på et udvalgt par. Men så blev ventetiden også belønnet, da Nikolaj Jacobsens dobbelte VM-guldvindere endelig kom på gulvet og diskede op med målfest i sejren på 36-21.




























