Skader i topsport kommer aldrig belejligt, men i tilfældet Line Haugsted kunne timingen alligevel næppe have været dårligere. I foråret 2022 havde hun oven på et par forrygende slutrunder med det danske landshold oparbejdet et ry som verdens måske bedste forsvarsspiller, og det havde banet vejen for en kontrakt med den ungarske storklub Györ.
Det var et drømmeskifte for den nu 28-årige forsvarsspecialist, der igennem længere tid havde leget med tanken om at prøve lykken blandt de allerbedste og udfordre sig selv på det personlige plan med et liv langt fra de trygge rammer i Danmark. Den udfordring fik Haugsted, og det var en, som også trak store veksler på de mentale ressourcer.


























