FCM-Silkeborg 3-0
1-0 Gustav Isaksen (5. minut). 2-0 Gustav Isaksen (10. minut). 3-0 Henrik Dalsgaard (20. minut). Tilskuere: 8.586.
To hurtige scoringer af formstærke Gustav Isaksen kickstartede en aften med FC Midtjylland-dominans, da holdet mandag slog Silkeborg på hjemmebane med 3-0 i Superligaens nedrykningsspil.
Scoringerne var 20-årige Isaksens 12. og 13. sæsonmål, hvorved han nu er delt topscorer i Superligaen med AGF’s Patrick Mortensen.
Hjemmeholdet spillede en fremragende første halvleg og var foran med 3-0, inden der var spillet 20 minutter. Efter pausen faldt kampens tempo, og selvom gæsterne var fint med, faldt der ikke flere scoringer.
Med sejren trækker FCM for alvor fra OB i kampen om syvendepladsen, der giver adgang til en playoffkamp om en plads i Conference League-kvalifikationen.
Midtjylland er nu fem point foran OB på ottendepladsen, mens Silkeborg fortsat ligger på niendepladsen, hvor holdet har otte point ned til AaB under stregen.
Silkeborg har ikke vundet i sine syv seneste superligakampe, mens FCM stadig er ubesejret under cheftræner Thomas Thomasberg.
Der resterer fem runder af sæsonen.
Før der var gået ti minutter, havde Gustav Isaksen allerede sparket hjemmeholdet i front med 2-0.
Kantspillerens første mål kom efter en kontra i det fjerde minut, mens 2-0-scoringen blev sparket ind efter ni minutter.
Ondt skulle hurtigt blive værre for Silkeborg.
Efter 19 minutter stangede FCM-anfører Henrik Dalsgaard bolden i kassen til 3-0 efter en flot frisparkskombination.
Gæsterne kom bedre med mod slutningen af første halvleg, men måtte gå til pause bagud med 0-3.
Anden halvleg startede mere roligt, og selvom værterne fortsatte sit høje pres, var Silkeborg blevet bedre til at stå imod.
Udeholdet fandt en hurtigere og bedre boldomgang frem og kom frem til et par chancer.
Silkeborgs indskiftede angriber Alexander Lind var efter 71 minutter tæt på en reducering, men FCM-backen Mads Thychosen blokerede skuddet i feltet.
Tættere på kom gæsterne ikke, og derfor endte det med et 3-0-nederlag til FCM.
FCN-AGF 0-1
0-1 Mikael Anderson (19). Tilskuere: 4.640.
FC Nordsjælland missede søndag aften muligheden for at generobre Superligaens førsteplads, da holdet tabte 0-1 hjemme til AGF.
AGF-sejren betyder, at det jyske mandskab stadig holder liv i drømmen om medaljer, for forspringet til Viborg lyder stadig på tre point.
Det kørte bestemt ikke for FCN denne søndag, for kampen bød på store spillemæssige udfordringer mod et sammenspillet AGF-hold.
FCN havde i fraværet af karantæneramte Ernest Nuamah stillet med en helt anderledes fronttrio bestående af Mads Hansen, Rocco Ascone og Lasso Coulibaly.
De tre oppe foran havde store udfordringer, og den ellers normalt sprudlende FCN-offensiv var udeblevet søndag aften. Der var heller ikke spillet mere end en time, før de startende tre i offensiven var blevet pillet af banen.
AGF-defensiven var i fuld kontrol, og kampen bød generelt på unormalt mange fejlafleveringer fra de nordsjællandske fødder.
AGF viste sig igen som en utroligt velsmurt maskine. Defensiven var bundsolid, og momentvis viste offensiven viste sig også frem med flotte og hurtige kombinationer.
Første halvleg startede i et godt tempo, hvor begge mandskaber gerne ville fremad i banen. Men som halvlegen skred frem, satte AGF sig mere og mere på spillet, og efter 19 minutter bar de flotte kombinationer frugt.
Et skarpt fladt indlæg blev sendt ind i FCN-feltet, hvor Mikael Anderson havde taget et flot løb, og kantspilleren hamrede flot bolden i kassen.
I anden halvleg fik FCN rykket spillet længere frem på banen, men der var fortsat store udfordringer med at kombinere sig gennem AGF-defensiven.
Kampens klart største chance faldt efter 59 minutter, da AGF var tæt på at forære hjemmeholdet et mål, men FCN-midtbanespilleren Mohamed Diomande brændte den kæmpemæssige chance, da han ikke formåede at sende bolden i det tomme mål.
Tættere på kom FCN ikke, og derfor endte det med et nederlag til AGF søndag aften.
FC København - Brøndby 0-1
0-1 Ohi Omoijuanfo (80). Tilskuere: 35.057
En dramatisk afslutning sørgede søndag for, at Brøndby kunne rejse hjem fra Parken med en sejr på 1-0 over FC København i femte runde af Superligaens mesterskabsspil.
Superligaen
Spillerunde 27
Fredag
AC Horsens - OB 2-2
Søndag
AaB - Lyngby 1-0
Viborg - Randers FC 3-1
FC København - Brøndby 0-1
FC Nordsjælland - AGF 0-1
Mandag
19.00 FC Midtjylland - Silkeborg (TV3 Sport)
Det havde længe lignet, at opgøret skulle ende uden scoringer, men med cirka ti minutter tilbage af opgøret satte Brøndbys spidsangriber Ohi Omoijuanfo gæsterne på sejrskurs.
Kort tid derefter fik FCK tildelt et straffespark, men det pillede Mads Hermansen i Brøndby-målet, og derfor fik gæsterne tre point.
Det var ikke ufortjent, da Brøndby præsterede flot og holdt FCK på et minimum af chancer, selv om gæsterne inden kampen var inde i en resultatmæssig krise.
Derudover havde holdet heller ikke udebanefans med til opgøret, da de var blevet forbudt adgang grundet tidligere tilskueruroligheder.
Sejren betyder, at Brøndby stadig ligger sidst i mesterskabsspillet, men holdet har nu fire point op til Randers FC på femtepladsen.
FCK er også fortsat på førstepladsen trods nederlaget, men hvis FC Nordsjælland vinder over AGF senere søndag, vil der være et nyt førerhold i Superligaen.
FCK satte sig tungt på boldbesiddelsen fra opgørets start mod et kompakt Brøndby-forsvar, der til kampen bestod af en bagkæde med tre stoppere og to wingbacks.
På trods af dominansen havde værterne svært ved at kombinere sig frem til skudmuligheder, og den første halve time af kampen var derfor nærmest uden chancer.
Mod slutningen af halvlegen satsede Brøndby mere offensivt, og det var et par gange ved at resultere i kampens første scoring.
Efter pausen steg mængden af hårde nærkampe og frispark, da tempoet i kampen blev skruet et nøk op.
Selve spillet på banen blev i anden halvleg også mere jævnbyrdigt, og i perioder var det Brøndby, der fik presset FCK.
Derfor var det heller ikke ufortjent, at Ohi Omoijuanfo sendte gæsterne på sejrskurs, da den norske angriber dukkede op bagest i FCK-feltet og scorede til 1-0 med lidt mere end ti minutter tilbage af opgøret.
Fem minutter senere blev FCK tildelt et straffespark, efter at højrebacken Sebastian Sebulonsen sparkede Mohamed Daramy ned i feltet.
Det brændte forsvarsspilleren Denis Vavro dog, da Mads Hermansen i Brøndby-målet greb forsøget.
Redningen endte derfor med at blive afgørende, da gæsterne vandt kampen 1-0
AaB - Lyngby 1-0
1-0 Allan Sousa (straffe 75). Tilskuere: 7.507
AaB vandt hjemme med 1-0 mod Lyngby BK i en ellers uskøn fodboldkamp mellem de to bundpropper i Superligaen.
Hvis der findes et typisk kampbillede i et bundopgør, var kampen på Aalborg Portland Park mellem AaB og Lyngby et godt bud på, hvordan det kan se ud.
Nervøsitet, fejl, få målchancer og dårlig boldomgang var nogle af hovedingredienserne i opgøret. Det var tydeligt fra kampens start, at der var meget på spil for Superligaens to dårligst placerede mandskaber.
Lyngby var farligst og marginalt bedre end AaB i første halvleg, men det skyldtes i høj grad de mange dårlige beslutninger fra hjemmeholdet.
De sidste 45 minutter blev dermed mere åbne, hvor Lyngby var tæt på at udnytte flere omstillinger, men uden held.
I anden halvleg kom der mere offensiv energi i AaB-spillerne med hjælp fra frustration over dommeren Morten Krogh og tilskuernes tilskyndelse til at ville se mere fra hjemmeholdet.
Netop dommeren kom i fokus, da AaB’s sejrsmål faldt efter straffespark.
Første halvleg var begivenhedsfattig, men mod slutningen skabte Lyngby tre chancer hovedsageligt forårsaget af AaB-fejl, men kun én gang måtte AaB-målmand Nico Mantl vise sine kvaliteter.
AaB’s eneste chance i første halvleg kom også efter en fejl. AaB-offensivspilleren Louka Prip misbrugte dog den halve foræring.
Anden halvleg var omend endnu mere chancefattig end første halvleg, og der skulle et straffespark til for at få den længe ventede scoring.
Straffesparket blev tildelt AaB efter VAR-gennemsyn. AaB-kanten Allan Sousa løftede kækt bolden i mål fra 11-meterpletten.
AaB overtager dermed Lyngbys plads som næstsidst i kvalifikationsspillet. Holdet er fire point efter AC Horsens, der ligger lige over nedrykningspladserne. Lyngby er seks point efter Horsens med fem kampe igen.
Viborg - Randers FC 3-1
1-0 Ibrahim Said (15) 2-0 Jakob Bonde (straffe 54) 2-1 Mads Enggård (56) 3-1 Alassana Jatta (79). Tilskuere: 6.542
I et vigtigt opgør vandt Viborg søndag på hjemmebane 3-1 over Randers FC i Superligaens runde 27 og lægger dermed afstand til konkurrenterne i medaljekampen.
I første halvleg var Viborg altdominerende overfor et idéløst Randers-hold og skulle have scoret flere mål end det ene, de lavede.
De mål kom i stedet efter pausen, selv om Randers kom bedre med, og kampen endte 3-1.
Med sejren har Viborg 46 point på Superligaens tredjeplads, hvilket er seks flere end forfølgerne fra Randers.
Derudover har klubben nu kun ét point op til FC Nordsjælland på andenpladsen. FCN har dog spillet en kamp færre.
Kampen startede i et højt tempo, men værterne lykkedes hurtigt med at tage initiativet, hvilket gav pote allerede efter et kvarters spil.
Et flot, gennemspillet angreb endte ved kantspilleren Ibrahim Said, der spillede et-to med kantkollegaen Elias Achouri, og nigerianeren sparkede derefter flot bolden ind i det lange målhjørne.
Viborg spillede flot fodbold og lagde et stort tryk på gæsterne med bevægeligt angrebsspil og et aggressivt genpres, og Randers havde særligt svært ved at holde styr på en konstant udfordrende Elias Achouri.
Efter 53 minutter fik værterne scoret til 2-0, da midtbanedynamoen Jakob Bonde stensikkert eksekverede det straffespark, som Ibrahim Said havde fremtvunget trods minimal berøring.
Randers svarede igen bare tre minutter efter, da den unge midtbanespiller Mads Enggaard headede et frisparksindlæg ind via overliggeren.
Efter reduceringen overtog Randers mere af initiativet, og Viborg stod lavt og forsøgte at true på omstillinger.
Efter 70 minutter troede gæsterne, at de havde fået straffespark, men efter et VAR-gennemsyn viste det sig, at berøringen på den indskiftede kantspiller Tosin Kehinde akkurat var udenfor straffesparksfeltet, og dermed slap Viborg med skrækken.
I stedet lukkede Viborg kampen efter 78 minutter, da den indskiftede angriber Alassana Jatta scorede til 3-1 efter et hjørnespark.
AC Horsens - OB 2-2
0-1 Emmanuel Sabbi (5) 1-1 Anders K. Jacobsen (straffe 35) 1-2 Alen Mustafic (57) 2-2 Aron Sigurdarson (straffe 72). Tilskuere: 3.324.
OB var bedst i størstedelen af kampen, men to straffesparksmål sikrede Horsens et vigtigt point på hjemmebane, da holdene fredag spillede 2-2 i Superligaens nedrykningsspil.
Det er kun tredje gang, at Horsens tager point i 2023.
Efter et tidligt føringsmål stod der OB på det meste i første halvelg, og i perioder var værterne presset i bund.
Et par fynske forsvarsfejl resulterede dog i to straffespark, som hjemmeholdet udnyttede køligt, hvorfor kampen endte med en pointdeling.
Med pointet er Horsens nu henholdsvis seks og syv point foran Lyngby og AaB, der er under stregen, i den spændende kamp om at undgå nedrykning.
Lyngby og AaB møder hinanden i en livsvigtig kamp på søndag.
OB er fortsat på ottendepladsen med to point op til FC Midtjylland, som kan trække yderligere fra OB på mandag, hvor holdet møder Silkeborg.
Kampen var kun fem minutter gammel, da OB’s Emmanuel Sabbi headede gæsterne i front med sit fjerde sæsonmål.
Værterne var dårlige til at holde på bolden, og defensiven var presset, hver gang udeholdet angreb.
Stik imod spil og chancer udlignede værterne dog efter 36 minutter.
Horsens’ offensive kantspiller Elijah Just blev nedlagt i feltet, og det efterfølgende straffespark omsatte angriberen Anders K. Jacobsen stensikkert.
Anden halvleg startede livligt, og der var store chancer i begge ender, inden OB efter 56 minutter igen bragte sig foran på et hovedstød.
Startdebutanten Alen Mustafic hoppede højest på et indlæg og bragte med sit første superligamål gæsterne foran med 2-1.
Målet vækkede Horsens, der begyndte at presse højt. Efter 72 minutter kom udligningen, da indskiftede Aron Sigurdarson scorede fra 11-meterpletten.
Mod slutningen af kampen pressede værterne på, hvilket førte til flere chancer, men sejrsmålet kom aldrig.
ritzau
fortsæt med at læse




























