Den tyske cykelrytter Pascal Ackermann (UAE) var hurtigst i en massespurt på 11. etape i Giro d’Italia.
På opløbsstrækningen i Tortona henviste den 29-årige tysker Jonathan Milan (Bahrain) og Mark Cavendish (Astana) til anden- og tredjepladsen.
Mads Pedersen (Trek), der i sidste uge vandt 6. etape i det italienske cykelløb, måtte tage til takke med en placering lige uden for top-3 og blev nummer fire.
Onsdagens 219 kilometer lange etape bød undervejs på et stort drama, da flere af favoritterne til den samlede sejr i årets første grand tour var i asfalten med 70 kilometer til målstregen.
Værst gik det for briten Tao Geoghegan Hart (Ineos), der lå nummer tre i klassementet. Han endte dette års Giro på en båre og blev kørt væk i en ambulance.
Også den førende rytter, Ineos-holdkammeraten Geraint Thomas, var nede i asfalten, og det samme var Primoz Roglic (Jumbo-Visma), der er placeret på løbets andenplads.
Thomas og Roglic var dog i stand til at fortsætte og kom hele vejen til mål.
ritzau




























