Simon Pytlick spænede straks efter slutsignet mod det hjørne af arenaen, hvor GOG’s medrejsende tilskuere havde plads. VM-guldvinderen har GOG-gult blod i årerne og har aldrig optrådt for andre klubber end GOG, siden han fik håndbold ind med modermælken.
I en alder af 22 år er han allerede en verdensstjerne i harpiksriget med en fremtrædende plads i en fornem sydfynsk håndboldhistorie. Ikke mindst efter at han lørdag eftermiddag førte sit hold til det andet DM-guld i træk med en 37-33-sejr i den tredje og afgørende DM-finale på udebane mod rivalerne fra Aalborg Håndbold. Den ultimative afsked med GOG for Simon Pytlick, der af helt åbenlyse årsager skal videre til en større klub, en større liga og en større lønseddel fra den kommende sæson.




























