Hos kvinderne forsvarer Emma Norsgaard sin enkeltstartstitel i suveræn stil.

Flyvende Kasper Asgreen og Emma Norsgaard vinder DM-titler i enkeltstart

Kasper Asgreen fejrer sin DM-titel. Ingen kunne røre mesteren fra 2019, 2020 og 2021. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kasper Asgreen fejrer sin DM-titel. Ingen kunne røre mesteren fra 2019, 2020 og 2021. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter halvandet års tid, hvor topformen har virket et stykke væk, beviste Kasper Asgreen torsdag, at den måske er der igen. Han leverede en fremragende DM-enkeltstart og tilbageerobrede tronen i overlegen stil.

I det historisk stærke felt kunne ingen røre mesteren fra 2019, 2020 og 2021. Han pulveriserede konkurrenterne og var omkring 30 sekunder bedre end både Mattias Skjelmose og Mikkel Bjerg, der tog sølv og bronze.

Asgreen var ikke til start sidste år på grund af en skade.

Temporytteren Niklas Larsen fra det norske Uno-X-hold satte barren højt blandt de tidligt startende ryttere.

Han tilbagelagde de 39,6 kilometer med en gennemsnitsfart på 51 kilometer i timen og var kun fem sekunder fra den tid, som Mathias Norsgaard vandt DM med sidste år på den præcis samme rute.

Den tid holdt længe, men de største favoritter manglede endnu.

Første mellemtid ved de 7,5 kilometer gav løfter om, at det ville blive tæt mellem de største stjerner.

Kasper Asgreen var hurtigst, men Mikkel Bjerg og Mathias Skjelmose lå inden for fem sekunder. Bjerg vandt for et par uger siden enkeltstarten i Criterium de Dauphiné, mens Skjelmose kom med en dugfrisk sejr i Schweiz Rundt.

Stærkt tilbage efter knæskade

Det seneste halvandet års tid har Asgreen ikke leveret det store, efter at en knæskade længe drillede ham. Torsdag i Aalborg lignede han dog en Asgreen på vej mod den form, som for et par år siden blandt andet sikrede ham sejren i Flandern Rundt.

På mellemtiden ved 20 kilometer havde Quick-Step-rytteren rykket fra Skjelmose og Bjerg med henholdsvis 14 og 17 sekunder.

Da Skjelmose lige efter punkterede efter halvvejsmærket, var hans guldchancer udspillet.

Asgreen buldrede videre mod målstregen, og ingen kom i nærheden af det genfødte tempomonster. Med 52 kilometer i timen i snit var han urørlig.

Skjelmose kæmpede imponerende trods sin defekt og var kun 28 sekunder efter Asgreen i mål. Mikkel Bjerg var 31 sekunder efter.

Sidste års vinder Mathias Norsgaard måtte nøjes med syvendepladsen lidt over et minut efter.

Suverænt titelforsvar hos kvinderne

Den dobbelt forsvarende danmarksmester i enkeltstart Emma Norsgaard var favorit til at genvinde titlen torsdag, og hun skuffede ikke.

23-årige Norsgaard lagde roligt ud frem til første mellemtid, men i mål var hun hele 47 sekunder foran Cecilie Uttrup Ludwig, der lige så sikkert tog sølvmedaljen.

Bronze gik til Julie Nielsen Maribo, der var yderligere 49 sekunder efter Uttrup Ludwig.

Ruten på 26,3 kilometer var mestendels flad, hvilket umiddelbart var til Norsgaards fordel. Hun har normalt en lidt større motor på flad vej, hvor Uttrup Ludwig er mindre og stærk, når det går opad.

Ved den første mellemtid efter 7,5 kilometer var Uttrup Ludwig dog fem sekunder foran Norsgaard, som dermed vidste, at hun skulle lægge på resten af vejen.

Det stod samtidig klart, at vinderen skulle findes mellem de to, medmindre begge kom ud for uheld. Ingen af de andre kunne matche deres tider.

På de næste 12 kilometer fik den forsvarende mester virkelig skruet på gashåndtaget, og da hun nåede frem til anden mellemtid var der virkelig sket noget.

Hun var pludselig 32 sekunder foran Uttrup Ludwig. 37 sekunder havde hun kørt hurtigere end sin reelt eneste guldkonkurrent på de midterste 12 kilometer.

Norsgaard tordnede videre ind mod målstregen i Aalborg, og ved målstregen havde hun lagt yderligere ti sekunder på forskellen til Uttrup Ludwig.

DM-linjeløbet køres søndag. Her er Cecilie Uttrup Ludwig forsvarende mester.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her