Få overblikket over sæsonens første spillerunde i Superligaen.

Nuamah-hattrick sænker Viborg i stor FC Nordsjælland-sejr

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

FC Nordsjælland - Viborg 4-1

0-1 Mads Søndergaard (10) 1-1 Ernest Nuamah (29) 2-1 Ernest Nuamah (45) 3-1 Ernest Nuamah (59) 4-1 Benjamin Nygren (89. minut) Gult kort: Daniel Anyembe, Viborg (42), Jan Zamburek, Viborg (54), Anosike Ementa, Viborg (71) og Nils Mortimer, Viborg (90). Tilskuere: 4.143

Tre mål af Ernest Nuamah sikrede sejren, da FC Nordsjælland slog Viborg med 4-1 i sæsonpremierens sidste kamp.

Et hattrick fra FC Nordsjælland-kanten Ernest Nuamah sikrede sidste sæsons sølvvindere en fortjent 4-1-sejr på hjemmebane over Viborg, da de to mandskaber mødtes mandag aften i Superligaens premiererunde.

Nuamah er for tiden rygtet til flere europæiske storklubber, og Viborg ærgrer sig nok over, at han stadig er at finde i Superligaen.

Den 19-årige ghaneser var en konstant trussel mod Viborgs defensiv, og særligt ved hans tredje mål viste han prøver på sin formidable sparketeknik.

Efter 3-1-målet faldt tempoet gevaldigt, og sidste kamp i premiererunden af Superligaen blev i de døende minutter lukket med en FCN-scoring til 4-1.

Selv om værterne lagde ud med at sætte sig på det meste af boldbesiddelsen, var det Viborg, der efter kun ti minutter bragte sig foran på en fremragende scoring.

Den 20-årige midtbanespiller Mads Søndergaard krøllede på kanten af feltet bolden over i det modsatte hjørne, og han kan dermed notere sig for sit første mål i Superligaen.

Kampbilledet fortsatte efter målet, og FCN havde svært ved at få den sidste aflevering forbi gæsternes defensiv.

Værterne spillede sig dog bedre ind i kampen, og særligt Ernest Nuamah voldte med sine hurtige ryk problemer for Viborgs forsvar.

Netop Nuamah blev også manden bag kampens to næste scoringer.

Efter 29 minutter kunne han nemt sende udligningen i mål efter et fladt indlæg, og i første halvlegs sidste sekunder udnyttede han en fejlaflevering tæt på Viborgs felt til køligt at sætte 2-1-målet i kassen.

Tempoet efter pausen var højt, og begge mandskaber kom frem til store chancer.

Selv om Viborgs spil blev bedre, og holdet pressede længere oppe på banen, led mandskabets drøm om at få point med fra kampen hurtigt endnu et knæk.

Efter 58 minutter fuldendte Ernest Nuamah nemlig sit hattrick, da han iskoldt bankede bolden over i det lange hjørne til 3-1.

Kun to minutter senere lignede det, at ondt var blevet værre for Viborg, men den hjemvendte FCN-angriber Marcus Ingvartsen fik efter et VAR-tjek annulleret sit mål for offside.

Efter 89 minutter lukkede den indskiftede offensivspiller Benjamin Nygren kampen, da han scorede til 4-1.

Silkeborg - Brøndby 1-2

1-0 Tonni Adamsen (10) 1-1 Nicolai Vallys (16) 1-2 Håkon Evjen (64)

Brøndby IF kom fra land med en sejr i Superligaen, da holdet søndag vandt sæsonpremieren 2-1 i Silkeborg.

I et livligt opgør var Brøndby i store perioder presset i bund af et velspillende Silkeborg-hold, men værterne misbrugte adskillige store muligheder.

I stedet kunne Brøndby hente de tre point, da midtbanespilleren Hakon Evjen midtvejs i anden halvleg afgjorde opgøret.

Brøndby lagde aggressivt fra land med et højt pres, men efter blot fem minutter kom Silkeborg i front efter en flot omstilling.

Venstrebacken Lucas Engel fandt plads bag Brøndbys bagkæde, og han fandt Silkeborg-spydspidsen Tonni Adamsen i feltet, der kraftfuldt hamrede bolden i mål.

Brøndby svarede dog hurtigt igen, for efter et kvarters spil erobrede gæsterne bolden på Silkeborgs banehalvdel, og angriberen Mathias Kvistgaardens tværbold fandt midtbanespilleren Nicolai Vallys, der få meter fra mål sparkede udligningen ind.

Resten af halvlegen var en underholdende og afvekslende affære, hvor begge mandskaber forsøgte med offensivt spil og flere gange var nærgående, men ingen af holdene fik bolden i netmaskerne, og derfor stod der 1-1 ved pausen.

Silkeborg satte sig på kampen i anden halvleg, og blot to minutter efter pausen var værterne millimeter fra at score, men den 39-årige Brøndby-målmand Thomas Mikkelsen leverede en vild refleksredning på målstregen, og Tonni Adamsen hamrede riposten over det tomme mål.

Trods massiv Silkeborg-dominans var det Brøndby, der formåede at få bolden i nettet, da netop indskiftede Hakon Evjen efter 65 minutter scorede på en nedfaldsbold i feltet.

Silkeborg fortsatte herefter presset på Brøndby, og efter 77 minutter troede værterne, at den indskiftede kantspiller Kasper Kusk havde udlignet, men målet blev annulleret for offside efter et VAR-gennemsyn.

I slutfasen holdt Brøndby-defensiven stand, og derfor vandt holdet 2-1 i sæsonpremieren.

OB - Randers FC 2-2

0-1 Stephen Odey (10) 1-1 Rami Hajal (straffe 26) 2-1 Mohamed Buya Turai (27) 2-2 Hugo Andersson (90+5). 7.755 tilskuere

OB var få sekunder fra at tage tre point i premiererunden i Superligaen, da fynboerne søndag tog imod Randers FC.

Gæsterne fik dog spoleret OB’s eftermiddag med en udligning fem minutter inde i tillægstiden, i det der endte med at være kampens sidste aktion.

Efter et hjørnespark var Hugo Andersson på pletten, da han sparkede en returbold i nettet til 2-2, der dermed også blev resultatet.

OB var farligst i kampens indledning, men Randers bragte sig alligevel i front. Angriber Stephen Odey blev spillet fri i feltet, hvorefter han resolut sparkede bolden ind til 1-0.

Minutterne efter Randers’ føringsmål pressede OB på for en hurtig udligning, men der skulle et straffespark til, før fynboerne fik udlignet.

Nyindkøbte Rami Al Hajj var sikkerheden selv fra 11-meterpletten, og han bragte balance i regnskabet efter 25 minutter.

OB fortsatte dominansen efter udligningen, og angriber Mohamed Buya Turay afsluttede et mønsterangreb, da han sendte bolden ind til 2-1 efter 37 minutters spil.

Efter pausen kom Randers længere frem på banen, men de store chancer lod vente på sig i begge ender. OB virkede ikke til at have flere kræfter, mens Randers heller ej var farlige.

I 80. minut så Stephen Odey ud til at have udlignet, men målet blev efterfølgende kaldt tilbage for offside.

I kampens sidste minutter satsede Randers, og det betalte sig.

Et hjørnespark endte i feltet hos målmand Patrik Carlgren, der var løbet med frem. Svenskeren fik en god afslutning afsted, men bolden blev pareret på stregen.

Men Carlgrens landsmand Hugo Andersson var altså på pletten og sparkede bolden ind til 2-2 til stor glæde for gæsterne og nok endnu større ærgrelse for OB.

AGF - Vejle 1-0

1-0 Tobias Bech (23). Udvist: Tobias Lauritsen, Vejle (60). 12.215 tilskuere

Vejle Boldklub fik både rødt kort og lavede en stor målmandsbrøler, da AGF søndag slog oprykkerne med 1-0 i første runde af Superligaen.

AGF var spilstyrende og lykkedes ofte med at sætte de to offensivspillere Mikkel Duelund og Tobias Bech i scene. Sidstnævnte fik søndag sin debut for AGF og stod bag målet efter en stor målmandsfejl.

Oprykkerne fra Vejle bed også fra sig, og de to hurtige kantspillere Musa Juwara og Kristian Kirkegaard var en trussel. Det var dog ikke nok til at få noget med fra Aarhus.

AGF sad på spillet fra kampens start, og efter seks minutter ramte hjemmeholdets Nicolai Poulsen stolpen fra tæt hold, og Vejle kunne derfor ånde lettet op for en stund.

Vejle viste sig også godt frem offensivt, hvilket skabte enkelte problemer for AGF-forsvaret, men hjemmeholdet skulle dog alligevel bringe sig i front 23 minutter inde i første halvleg.

En stor personlig fejl af Vejle-målmand Nathan Trott gjorde, at bolden endte for fødderne af AGF-debutanten Tobias Bechs venstreben, og offensivspilleren satte herfra sikkert 1-0-målet ind.

AGF var tæt på at fordoble føringen kort før pausen, men denne gang afværgede Nathan Trott i Vejle-målet. Derfor gik holdene til pause med stillingen 1-0.

Vejle kom godt i gang efter pausen, men efter et kvarters tid blev oprykkerne reduceret til ti mand. Tobias Lauritsen satte en stempling ind på AGF-spilleren Gift Links, og så måtte midtbanespilleren tidligt i bad.

Efter udvisningen var det svært for Vejle at fastholde trykket i en kort periode, men i slutfasen var det alligevel gæsterne, der pressede hårdt på mod AGF-defensiven.

Efter et Vejle-hjørnespark røg bolden på overliggeren, men AGF-forsvaret fik sparket bolden ud af farezonen. Dermed kunne AGF ånde lettet op og hente en snæver 1-0-sejr i sæsonåbneren.

Lyngby - FC København 1-2

0-1 Valdemar Lund (44) 0-2 Diogo Goncalves (straffe 56) 1-2 Alfred Finnbogason (71). Tilskuere: 9.546

For første gang siden 2019 lykkedes det for FC København at vinde sæsonpremieren, da klubben lørdag eftermiddag vandt 2-1 over Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion.

Det var dog ikke en helt problemfri lørdag for FCK, for Lyngby bød de forsvarende mestre op til dans.

Med højt pres og intensitet gjorde Lyngby livet svært for københavnerne, der havde udfordringer med spillet i store perioder af kampen.

Rasmus Falk og Lukas Lerager havde sine udfordringer inde på midtbanen, hvor FCK-duoen havde svært ved at finde de offensive løsninger, og det kom også til udtryk ved, at FCK scorede de to mål på hjørnespark og straffespark.

Den ofte skadesplagede Andreas Cornelius spillede størstedelen af kampen for FCK, og han var en stor fysisk udfordring i en ellers meget anonym præstation.

FCK fik ikke den bedste start på kampen, for det var Lyngby, der kom bedst ud til første halvleg.

Lyngby havde stor succes med det høje pres og den meget fysiske tilgang, hvilket skabte problemer for FCK.

Hjemmeholdet fik sendt et flot mål i kassen efter 14 minutter, men Alfred Finnbogasons fuldtræffer blev underkendt af VAR for offside i opspillet.

Første halvleg fik dog en lykkelig afslutning for FCK, da Valdemar Lund flot steg til vejrs ved forreste stolpe, hvor han headede gæsterne foran.

FCK fik bedre gang i spillet i anden halvleg, men Lyngby lå hele tiden og lurede i kulissen.

Diogo Goncalves fik sendt FCK på sejrskurs, da han 55 minutter inde i kampen scorede på det straffespark, som Kevin Diks fik kæmpet sig til.

Hen mod kampens afslutning fik Lyngby blod på tanden igen, da Alfred Finnbogason fik sendt bolden i kassen med en halv time igen.

FCK formåede trods flere store Lyngby-chancer at holde stand, og den dårlige stime for sæsonpremierer blev dermed brudt.

FC Midtjylland - Hvidovre 1-0

1-0 Cho Gue-Song (55). Tilskuere: 7.846

Efter seks ugers superligapause åbnede FC Midtjylland fredag den nye sæson med en 1-0-sejr på hjemmebane mod oprykkerne fra Hvidovre IF.

Den nyindkøbte sydkoreanske angriber Cho Gue-sung blev helten for midtjyderne med et debutmål i en kamp, som værterne i store dele af kampen dominerede massivt.

Trods stor fight havde Hvidovre det generelt svært i klubbens første superligakamp i 26 år og formåede sjældent at true midtjydernes defensiv, og dermed var resultatet fuldt fortjent.

Hvidovre kom ellers aggressivt og energisk ud til kampen med et højt pres, som FCM havde store udfordringer med at spille sig ud af.

Som halvlegen skred frem, fik FCM styr på sit spil, og efter 25 minutter var værterne tæt på at bringe sig i front, men angriber Cho Gue-sungs flotte afslutning fra kanten af feltet tog overliggeren.

Frem mod halvlegen sad FCM totalt på spillet, og fem minutter før pausen fik midtjyderne straffespark, efter at bolden ramte en Hvidovre-arm i feltet. Men angriberen Gustav Isaksen brændte forsøget på Filip Djukic i Hvidovre-målet.

Efter pausen fortsatte midtjydernes massive spilovertag. Og efter 56 minutter gav det pote, da venstrebacken Paulinhos millimeterpræcise indlæg fandt Cho Gue-sung, der headede 1-0-føringen ind i sin debut.

Trods føringen fortsatte FCM med at presse på, og efter 64 minutter var kantspilleren Aral Simsir tæt på at fordoble føringen på et langskud. Men Djukic fik blokeret afslutningen.

Mod slutningen af kampen forsøgte Hvidovre at lægge et afsluttende tryk på FC Midtjyllands defensiv, men gæsterne formåede ikke at skabe nogle store målchancer.

Derfor endte det med en åbningssejr på 1-0 til FCM.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her